Hvor lidt skal der til for at lave god radio? Ikke ret meget – en god ide, en telefon og en dygtig journalist med en mission. Det er tydeligvis lavbudgetradio, når Anders Lund Madsen på Radio4 taler med folk om deres fortrydelser i programmet ”Bagage”. Det er et brevkasseprogram, hvor lyttere kan skrive ind om noget, der nager dem, om uoverlagte bemærkninger, de ikke kan slippe, selv mange år efter, om kontakter, der er blevet afbrudt.
Alt den slags, som alle mennesker bærer rundt på i større eller mindre omfang. Den slags, der dukker op som uoprettelige fortrydelser, når man sidder ved en kiste. Hvorfor fik vi aldrig talt om det? Hvorfor fik vi ikke genoptaget kontakten, mens tid var? Nogle gange er det banale ting, der gnaver – andre gange er det mere alvorligt.
Det er typer af problemer, som også finder vej til eksempelvis et underholdningsformat som ”Sara og Monopolet”, men Anders Lund Madsens tilgang er mere lavmælt og håndholdt. Det er ikke underholdning.
Anders Lund Madsen stiller sig til rådighed, som samtalepartner og som hjælper. Forleden var det Nikolaj, der havde skrevet til Lund Madsen, fordi han ikke kunne slippe tanken om, at han havde ladt sin lillebror i stikken, da han i sin tid som femårig valgte at bo hos faderen, da forældrene blev skilt. Lillebror Anders på 14-15 måneder skulle bo hos sin mor, der var alkoholiker. Det fik de talt om; det var en tanke, der havde betydet mere for storebror end for lillebror. Men en bagage kommer sjældent alene, som Lund Madsen sagde, og næste skridt, næste udsendelse, handlede som om, om de to brødre skulle genoptage kontakten til deres mor, Evy, der nu havde lagt alkoholen på hylden?
Anders Lund Madsen ringede til Evy, talte med brødrene. Lillebror Anders havde allerede besøgt sin mor, inden Lund Madsen havde nået at ringe op, hvilket både han og moren var glade for. Storebror Nikolaj havde brug for mere tid. Lund Madsen var med på, at man skulle være varsom med familiegenforeninger, men var også ivrig efter at familien skulle kunne samles igen. Han fremstår i samtalen som en oprigtigt engageret og troværdig samtalepartner, der vil det bedste, men også kender sin begrænsning. Selv det gennemgående lydspor med Grethe Ingmanns ”Vi får solskin i morgen” virker velanbragt, ærligt.
Anders Lund Madsen er ikke psykolog, han er journalist. Han er god til ikke kun til at få mennesker til at tale, men til at samtale. Det lyder let, men det er svært. Han taler som sig selv, men står ikke i vejen for samtalen med sin person, selvom han i små doser og med finfølelse også inddrager sine egne erfaringer i samtalen.
Det er snakke-radio om dét, der kan fylde i menneskers liv, men som man ofte ikke taler om – og tit ikke får gjort noget ved, før det er for sent. Hvis man skal være lidt højstemt om det lille format, kan man kalde det public service i forsoningens tjeneste.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.