”Angeren er en inderlig Fortrydelse, en inderlig Smerte og Sønderknuselse over Synden (...) Den maa ikke forvexles med den Fortrydelse over at have handlet uklogt, som mange Mennesker kalde Anger.” Sådan skriver biskop Hans Martensen i sin kristelige etik fra 1870’erne. Jeg faldt over citatet, da jeg ledte efter noget om begrebet anger.
Anger er ikke et ord, der ofte er i dagligt omløb. Det afslører en Google-søgning hurtigt: De første mange opslag på ”anger” eller ”angre” leder én i retning af ordbøger og leksika. Men så var den der pludselig igen i medierne, angeren, i munden på Jeppe Kofod (S) for nogle dage siden på tv. ”Jeg har angret,” lød det fra udenrigsministeren.
Om man vil rubricere Jeppe Kofods anger i den ene eller den anden af Martensens kategorier, er en temperamentssag. Men i sammenligning med Frank Jensens (S) optræden på pressemødet sent søndag aften og mandag formiddag virkede Kofods fortrydelse nærmest inderlig. Mange har noteret, at Frank Jensen simpelthen ikke forstod, hvad det var, der fældede ham. Han forstod ikke, at han ikke kunne rive lidt vissent løv over det, der var sket, og håbe, det gik over, som en politisk kommentator udtrykte det.
Det er der uden tvivl en pointe i. Sproget afslører Jensen. Først efter flere tilløb lykkedes det ham at undskylde, hvad han havde gjort og ikke blot beklage den følelse, han havde givet anledning til hos en række yngre kvinder. Selv på sit sidste pressemøde i mandags talte han om ”sager rettet mod mig”.
Frank Jensen talte som et offer, hvad han i én forstand også er: offer for en folkedomstol. Han har en pointe, når han taler om retssikkerhed. Den er truet, når personsager forhandles og dømmes så voldsomt i medierne, som det er tilfældet for tiden. Men Frank Jensen er selvfølgelig ikke kun offer, han er også bærer af en kultur, som er problematisk.
Det er ingen undskyldning for ham. Det er her, angeren kommer ind i billedet. Syndserkendelsen og den inderlige fortrydelse, som Martensen skriver om, optræder i en religiøs sammenhæng sammen med bod og tilgivelse. Angeren er udtryk for, at man tager noget på sig. Ægte anger er ifølge Martensen inderlig; det er det pietistiske islæt, som let kan latterliggøres, tænk bondeanger og hændervriden. Set i lyset af MeToo-bevægelsen virker det provokerende, at Frank Jensen hele vejen synes at have været langt fra forståelsen af sin forseelse og dermed fra anger og inderlig fortrydelse, for nu at bruge Martensens ord. Det sætter en kæp i hjulet på tilgivelsen.
Omvendt må man spørge, om vi i dag faktisk er i stand til offentligt og for alvor at anerkende anger. Kan vi tro på en mands anger? Man kan godt have en mistanke om, at vi med vores psykologiske fokus er mere pietistiske end pietisterne: at angeren i virkeligheden ikke kan blive inderlig nok, bodsgangen ikke lang nok. Hvis det er tilfældet, har vi et problem – og et samfund, hvor tilgivelse ikke har plads.
Måske er der andre end Frank Jensen, der skal arbejde lidt med angeren?
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.