Soldaterne var nødt til at være modige i julen 1914

Våbenhvilen den julenat i 1914 var et eksempel på, at soldaterne overvandt angsten og frygten for hinanden. Et eksempel på tillid og håb for menneskeheden, som det kan være livgivende at tænke på her lige inden starten på et nyt og forhåbentlig godt år

De franske og engelske soldater troede ikke deres egne øjne og ører julenat i 1914, da de ovre fra de tyske skyttegrave pludselig hørte julesalmen ”Glade jul, dejlige jul” blive sunget. Dén julenat kunne man stole på fjenden.
De franske og engelske soldater troede ikke deres egne øjne og ører julenat i 1914, da de ovre fra de tyske skyttegrave pludselig hørte julesalmen ”Glade jul, dejlige jul” blive sunget. Dén julenat kunne man stole på fjenden. .

DET VAR midt i julenat.

Ikke i en lun stald med stjernen over Betlehem og oksen, der venligt kyssede barnets fod, men midt i skyttegravene i Nordfrankrig for 100 år siden, hvor mørket og kulden sænkede sig, bajonetterne var spidsede, og rotterne pilede om soldaternes iskolde, sjapvåde fødder, og de var ikke spor venlige. Rotterne altså.

Det var julenat. Det var krig. Det var verdenskrig. Første Verdenskrig. Man kaldte den for ”Den store krig” - La Grande Guerre - fordi det var den første krig af den størrelsesorden nogensinde. Man kaldte den også for ”Den store krig”, fordi man ikke troede, der ville komme flere. Det gjorde der som bekendt

Sidste ”krig for gentlemen”

Pierre Lemaitre, fransk forfatter til den prisbelønnede roman med afsæt i Første Verdenskrig ”Vi ses deroppe”, har sagt om krigen, at den på én gang var en ny krig med nye våben, men samtidig også den sidste klassiske ”krig for gentlemen” forstået på den måde, at man overholdt spillets og krigens regler.

Med andre ord en våbenhvile var en våbenhvile, et hvidt flag blev respekteret, soldater var i let genkendelige uniformer, blå på den franske side, mørke på tyskernes side og så videre. Der var ikke så meget at tage fejl af. Man vidste, hvem man skulle skyde på. Og hvornår.

Derfor troede de franske og engelske soldater heller ikke deres egne øjne og ører den julenat i 1914, krigens første år, da de ovre fra de tyske skyttegrave pludselig så først et lys, så flere blive tændt oppe over kanten på skyttegravene for til sidst at høre julesangen ”Stille Nacht, heilige Nacht” (”Glade jul, dejlige jul”) blive sunget i natten.

Da derefter de hvide blafrende lys forsøgsvis begyndte at bevæge sig op over kanten på den tyske stilling og forsigtigt videre hen mod ingenmandsland mellem skyttegravene, var det med skærpede sanser, at de allierede på deres side tøvende også nærmede sig. Kunne man stole på fjenden?

Den julenat kunne man.

Våbenhvile og forbrødring i julenatten

DER VAR VIRKELIG tale om ikke en forbrødring, så dog et møde mellem ven og fjende, der fandt sted under den spontant opståede våbenhvile. Den nat blev de kæmpende soldater til mennesker i hinandens øjne.

Der blev udvekslet små gaver soldaterne indbyrdes som tobak, chokolade eller bare et håndtryk med ønsket om en god jul velvidende, at man næste dag måske skulle dræbe netop den soldat med tobaksdåsen i den fremstrakte hånd.

Den franske instruktør Christian Carion lavede i 2005 en film ”Joyeux Nol” (”En dag uden krig”), der beskriver netop denne ene julenat. Disse få timer i humanismens tegn, som ikke siden gentog sig i den størrelsesorden, for naturligvis kunne den bestyrtede militære ledelse ikke på nogen måde tolerere en sådan menneskeliggørelse og fraternisering. Det ville være selvmord. For krigen. En soldat er en soldat, og soldater i krig er til for at dræbe andre soldater i krig. Det er selve krigens præmis. Dens mening midt i meningsløsheden.

En soldat er en soldat er en soldat, ville den amerikanske forfatter Gertrude Stein have skrevet i hendes karakteristiske stil. En krig er en krig. En front en front. En fjende genkendelig. Det var dengang.

I dag er krigen alle vegne

I dag er krigen alle vegne. Vi bærer så at sige et glimt af krigen med os indeni, hvor vi end bevæger os hen. For fjenden er usynlig. Og soldaterne det er os. Alle os på tværs af skyttegrave, landegrænser og nationaliteter. Og der er ingen våbenhvile, for fjenden i dag har navn af terror eller nærmere frygten for terror.

Frygten for den blinde terror er mere end nogensinde ved at trænge sig ind i vores liv. Det bliver mere og mere svært at tænde et lys og tro, at den hellige, stille nat, med alt hvad den står for, trods alt vil få overtaget. Alligevel er vi simpelthen nødt til det. Lader vi først angsten bundfælde sig, bliver den for alvor vanskelig for ikke at sige umulig at slippe af med, og frygt og terror, de to sider af samme sag, kan smække hænderne sammen i triumf.

DERMED IKKE VÆRE SAGT, at vi kan udelukke frygten i vores liv. Og skal måske heller ikke. I kierkegaardsk forstand er angsten et grundvilkår i vores tilværelse, der samtidig muliggør en form for frihed - nemlig friheden til at vælge.

At der meget ofte er forbundet angst med at skulle vælge i livets store spørgsmål, er der vist ikke mange, der ikke har erfaret. Sådan har menneskets grundvilkår altid været. Det svære og nødvendige er at lære at acceptere frygten ikke bare for terror, men for alt ukendt. Lære at leve med frygten i stedet for at lade sig løbe over ende af den. Vælge modet.

Våbenhvilen den julenat i 1914 var et eksempel på, at soldaterne overvandt angsten og frygten for hinanden. Et eksempel på tillid og håb for menneskeheden, som det kan være livgivende at tænke på her lige inden starten på et nyt og forhåbentlig godt år. Soldaterne dengang var nødt til at være modige, når de skulle bevæge sig ind i ingenmandsland, hvor alt kunne ske.

De havde ikke noget valg. Det har vi dybest set heller ikke. Derfor rigtig god jul og rigtig godt nytår!

Pia Loyau er freelancejournalist