Prøv avisen
Debat

Anker Jørgensen personificerede arbejderbevægelsens klassiske værdier

Anker Jørgensen var en unik politiker, der havde modet til at lytte til hjertet og forlade geleddet, når samvittigheden krævede det, skriver forfatter Louis Bülow. – Foto: Mogens Ladegaard/Scanpix

Nyligt afdøde Anker Jørgensen var en unik politiker, der havde modet til at lytte til hjertet og forlade geleddet, når samvittigheden krævede det, skriver forfatter Louis Bülow

BUDSKABET OM Anker Jørgensens død har fyldt meget i medierne. Længe holdt han ved, men nu kan danskerne slippe hans hånd og sige vemodigt farvel med en sidste tak.

Tilbage står mindet om en politisk hædersmand, der forblev trofast mod sin ungdoms idealer med ægte følelser for de svageste i samfundet. Et fyrtårn i ordets bedste betydning, der ragede op i det politiske landskab i et livslangt virke af mod, integritet og anstændighed.

I nutidens Danmark er kløften mellem de folkevalgte og befolkningen vokset eksplosivt, og tilliden til politikerne er banket i helt bund. En politikerlede, der piller ved selve fundamentet for demokratiet.

Smarte politiske tiltag og fiflerier er sat i højsædet, hvor al anstændighed og socialt ansvar forflygtiges. Det har kastet lys ned i bunden af en politisk jungle, hvor en endeløs stab af reklamedrenge, spindoktorer og medieeksperter flokkes i magtens korridorer. Befolkningen vildledes og demokratiet snigløbes – intet er helligt: sort gøres til hvidt, krig til fred, nat til dag.

Mistilliden mellem befolkning og politikerne har fået redaktør Lisbeth Knudsen på banen med en opfordring: Så er det måske rette tid og sted at fundere på, hvad der gjorde Anker Jørgensen til en respekteret politiker…

Anker Jørgensen var en unik politiker, der havde modet til at lytte til hjertet og forlade geleddet, når samvittigheden krævede det.

Han var en del af den danske folkesjæl, folkets mand på tinge, der livet igennem afviste alle krav om et almissesamfund, men arbejdede for plads til alle, uden udstødte. Med en særlig evne til at begejstre og engagere – man hørte hjertet banke, når Anker talte om solidaritet med de udstødte, de syge, de gamle.

Han var selve personifikationen af arbejderbevægelsens klassiske værdier. Han var omgærdet med dybfølt sympati som vor tids eneste folkekære statsminister med rødder dybt i den danske arbejderklasse og forblev trofast mod sit ideal om retten til velfærd for alle.

Som landets statsminister arbejdede Anker i 1970’erne under ekstremt vanskelige parlamentariske forhold med nye strømninger i vælgerhavet og en populistisk Mogens Glistrup på sidelinjen.

Alligevel lykkedes det ham at få gennemført store velfærdsreformer som efterlønsordningen, garantilønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og en omfattende socialreform med bistandsloven som vigtigste element.

Louis Bülow er forfatter