Hvorfor er selvstændighed i Palæstina rigtig, når den er forkert i Tibet?

Dansk udenrigspolitik har i årevis forsøgt sig med en balancegang mellem gode demokratiske værdier og leflen for despotier og terrororganisationer, skriver debattør Flemming Bengtsson

Tibets åndelige leder, Dalai Lama, besøger Danmark frem til i morgen. Regeringen ønsker ikke at mødes med ham. -
Tibets åndelige leder, Dalai Lama, besøger Danmark frem til i morgen. Regeringen ønsker ikke at mødes med ham. - .

DEN DANSKE REGERINGS nej til at mødes med Tibets åndelige leder, Dalai Lama, er et blandt flere symptomer på anløben dansk udenrigspolitik. Især forklaringen om, at Dalai Lama ikke har bedt om et møde med den danske regering.

Kunne man forestille sig, at Dalai Lama har fået et vink med en vognstang fra de bonede gulve i magtens korridorer om ikke at bede om et møde? Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har vasket sine hænder i snavset vand. Det er udenrigsministerens område og ikke mit, har det lydt patetisk fra Helle Thorning-Schmidt, der har slettet året 2009 fra sin hukommelse.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) anerkender Kinas annektering af det indtil 1950 selvstændige Tibet. Og med dansk deponering i EU af landets udenrigspolitik er Tyrkiets besættelse af cirka 37 procent af Cypern og oprettelsen af Den Tyrkiske Republik Nordcypern uinteressant i forhold til Israels konflikt med palæstinenserne.

Her gælder andre regler. Israel skal ud af Vestbredden og opgive halvdelen af sin hovedstad, Jerusalem. En selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden er rigtig. Et frit Tibet er forkert, og et samlet Cypern er inferiørt. Tibetaneres og cyprioters ligegyldige økonomiske betydning samt ikkevoldelige strategi har marginaliseret dem i dansk og EU-udenrigspolitisk optik.

Dansk udenrigspolitik har i årevis siden forhenværende udenrigsminister Per Stig Møllers (K) embedsperioder forsøgt sig med en balancegang mellem gode demokratiske værdier på den ene side og leflen for despotier og teokrater samt terrororganisationer på den anden side.

Således må man spørge, hvad Per Stig Møller og Danmark har fået ud af det Det Arabiske Initiativ, der søsattes i 2003. Demokratisering og reformer er en by i Rusland. Intet har ændret sig fundamentalt i Mellemøsten - bortset fra slemt til meget værre. Ikke blot for Mellemøstens folk, men også for dansk selvforståelse. Vi er i alliance med stater, der betjener sig af de samme best ialske metoder som Islamisk Stat. I Saudi-Arabien er de bestialske metoder blot indskrevet i landets islamiske og juridiske tradition. Fint nok til, at det glider ned.

Og i Martin Lidegaards tid som udenrigsminister har Danmark også besluttet sig for at følge resten af EU ved en ikke-bindende genbekræftelsesafstemning i FN's generalforsamlings plenar den 19. december 2014 vedrørende placering af ansvaret for olieforurening i Sydlibanon i den anden Libanonkrig i 2006.

Israel pålægges at betale krigsskadeerstatning til den angribende part, den libanesiske stat, der bærer ansvaret for Hizbollahs unoder. Kunne man forestille sig, at de allierede skulle betale krigsskadeerstatning til Tyskland for bombardementerne af den tyske infrastruktur i Anden Verdenskrig? For eksempel for bombardementet af Dresden, der den 13. til 15. februar fandt sted for 60 år siden - uanset dets nødvendighed eller mangel på samme?

Flemming Bengtsson er it-konsulent og cand.mag. i historie