Matthias Dressler-Bredsdorff, du har fået en del opmærksomhed i den forgangne uge efter din kritiske anmeldelse i Politiken af psykologiprofessor Svend Brinkmanns seneste bog. Statistikkerne siger, at danskerne bliver mere stressede, deprimerede og angste. Skal vi ikke diskutere, hvorfor vi er blevet det, og hvordan vi kan undgå det?
Det er netop, det vi skal. Men der er en politisk, historisk baggrund for de problemer. Derfor er det et problem, når Brinkmann leverer en tilgang til vores egne lidelser, der gør dem individuelle, selvom de udspringer af fælles problemer. Derved fjerner man muligheden for at gøre noget ved dem. For hvis det er arbejdsmarkedet, der gør os syge, så er det arbejdsmarkedet, vi må forandre. Ikke os selv.
Er det ikke væsentligt lettere at ændre sig selv, så man kan trives i de fælles politiske problemer, man dårligt kan ændre selv?
Det er en forkert præmis. Det er i høj grad arbejdsmarkedet, der gør os syge, og vi må sammen ændre på strukturerne, for hvis der er noget, der skaber angst, så er det idéen om, at man selv er ansvarlig for sine egne problemer. Jeg er 34 år og har aldrig haft et job, der ikke var enten tidsbegrænset eller freelancebaseret. Det samme vilkår gælder også for Wolt-bude og Uber-chauffører. Vi er ved at blive hinandens små virksomheder, uden at vi er bundet til kontraktlige forhold, hvor arbejdsgiverne har en forpligtigelser over for os. I den situation er vi nødt til at have en filosofi, der sætter os i stand til at forstå vores plads i verden, så vi kan forandre situationen.
Du skriver, at Lene på kontanthjælp eller Mustafa i Sandholmlejren næppe ændrer deres situation ved bare at tænke anderledes. Men der kan vel være andre, som kan have gavn af at tænke anderledes. Er det så ikke fint, at den her tankegang ændret noget for nogen, men ikke alle?
Problemet er, at det er blevet en populærideologi. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi lærer at tænke, men tænkning er ikke noget, der udelukkende foregår på et individuelt niveau. Tænkning er en udveksling mellem den enkelte og verden. Svend Brinkmann repræsenterer en udbredt ideologisk position i Danmark, hvor man hævder, at tænkning er noget meget personligt og individuelt. Men det fænomen mangler den politiske, handlingsorienterede dimension.
Hvad er det konkret, der mangler i Brinkmanns tænkning for dig at se?
Ethvert menneske er også skabt af sine relationer til omverden. Man må forstå, at man ikke bare beror i sig selv, og at man netop ændrer sig selv ved at ændre sin verden – fordi verden er inde i os. Dét grundlæggende filosofiske udgangspunkt er selvhjælpsbølgen i sine forskellig versioner blind for.
Karl Marx gav eksempelvis arbejderen mulighed for at forstå sig selv. Simone de Beauvoir gav en anden mulighed for at forstå, hvad det vil sige at være kvinde. Michel Foucault gav de gale en ny plads i verden. Deres tænkning har givet mennesker muligheder for at forstå den tid, de befinder sig i, og hvordan man handler i den. Den dimension synes jeg mangler hos Brinkmann og andre.
Du skriver i din anmeldelse, at hvis der findes en målgruppe, findes der formentlig en Brinkmann-bog. Er det ikke et demokratisk sundhedstegn, at den psykologiske og filosofiske debat bliver flyttet ud af universiteterne og præsenteret på en måde, så langt flere kan forholde sig til budskabet?
Netop fordi Brinkmann er blevet et enormt kulturelt fænomen, er det vigtigt at gå i clinch med hans tanker, fordi de er blevet en stor del af tidens almene mening. Men jeg synes, at der er al mulig grund til at have stor respekt for hele det demokratiske projekt om at udbrede ens viden i et populært format. Det er et stort problem, at filosofi i Danmark er blevet smadret gennem en total institutionalisering, hvor tænkningens bureaukrater skriver i nogle meget små fagtidsskrifter og specialiserer filosofien i en grad, så den ikke bliver levende i samfundet. Det er et kæmpestort problem i et land, hvor man kan gå fra 0. klasse til gymnasiets afslutning uden at have haft en time i filosofi.