”Der findes kun to ting, som er uendelige: universet og den menneskelige dumhed. Og når det gælder universet, er jeg endda ikke helt sikker.”
Sådan skal Albert Einstein engang have sagt, og man behøver ikke at være en genial fysiker for at konstatere omfanget af den menneskelige dumhed.
Gang på gang skal man ikke kigge længere end til sig selv. Men samtidig er der tilsyneladende også en uendelig menneskelig trang til at forstå det uendelige univers. Den trang var Einstein selv drevet af, trangen til at forstå de helt store og grundlæggende sammenhænge.
Det er egentligt utroligt, at mennesker, at skrøbelige og endelige væsener, støvtrådeværket, som Grundtvig kalder os, har ånd til at udforske det uendelige univers.
Selv de største fysikere er dog kun små mennesker, ganske vist med meget store hoveder, men alligevel. Og når det kommer til universet, så er det ligesom, at det hårde og kategoriske, som ellers nok kan kendetegne naturvidenskaben, bliver spekulativt og tvetydigt. Ja, ligefrem mystisk.
Det var også det indtryk, man fik ved at lytte til astrofysiker Sofie Marie Koksbang, som forsker i kosmologi, mens hun fortalte om fænomenet mørk energi i P1-programmet ”Ubegribeligt”. Et program med Huxi Bach som vært, dedikeret til den vanskelige opgave at gøre det ubegribelige bare lidt mere forståeligt.
Det kan også være en meget sund øvelse for det kære intellekt, som ellers nok kan mene sig i stand til at begribe ikke så lidt, at blive konfronteret med noget, som ikke uden videre lader sig begribe.
”Verden er dyb. Og kun flade ånder fatter det ikke”, skrev forfatteren Johannes Jørgensen engang i anden sammenhæng, men citatet randt alligevel i hu, da jeg lyttede til ”Ubegribeligt”.
Man kunne nemlig godt føle sig som lidt af en ”fladånd”, når Sofie Marie Koksbang udbredte sig om universets dybder, men som lytter kan man jo heldigvis være fattesvag på den anonyme måde i modsætning til de fysiktimer, som flere af os ikke just husker som noget triumftog.
Men så meget kunne man dog forstå, at mørk energi er noget, man observerede sidst i 1990'erne, og 70 procent af universet skønnes at bestå af mørk energi, som får universet til udvide sig hurtigere og hurtigere.
Huxi Bach sammenlignede det med at kaste en bold, men i stedet for at tabe energi og falde til jorden flyver bolden bare hurtigere og hurtigere i en uendelighed. Meget mystisk. Naturlovene synes ikke at være, hvad de har været.
Måske er der også en ny og revolutionær energikilde i mørk energi, men Sofie Marie Koksbang mente, at der i hvert fald ville gå nogle hundrede år, før man kan udnytte den mørke energi.
Det er vist ikke for meget at sige, at meget angående mørk energi endnu henligger i mørke, men i ”Ubegribeligt” blev der dog kastet lidt lys over sagen fra et af astrofysikkens lyse hoveder, og tak for det.
Jesper Bacher er sognepræst.