KRISTELIGT DAGBLAD bragte den 24. august en anmeldelse af Henrik Højlunds nye bog fra Kristeligt Dagblads Forlag Mærk Gud. Anmelderen, Morten Thomsen Højsgaard, nævner at forfatteren er en toneangivende sognepræst fra kirkens konservative fløj, men tilføjer: Der er slet ingen støjende udfald mod homoseksuelle. Der er ikke et frastødende ord om kvindelige præster.
Altså er forfatteren straks sat i bås: Det er ham fra højrefløjen, der er imod kvindelige præster! Bogen kan dermed få et dødsstød: Kun for dem i samme bås.
Som katolik er jeg fri af folkekirkelige båse, så jeg købte bogen, læste den og undrede mig: Har anmelderen og jeg læst samme bog?
Augustin, på hvis festdag jeg åbnede bogen, sagde, at mennesket er skabt som længsel. Vi er længsel. Mærk Gud handler om menneskets fundamentale længsel.
LÆS OGSÅ: Bemærk Højlund
DER INDLEDES med et citat af den norske forfatter og psykiater Finn Skårderud: Jeg ved ikke, hvordan man beslutter sig til at lave en længsel eller et savn til tro. Han mener, at moderne troende reducerer Gud til en følelse, der skal dække individuelle behov for selvudvikling. Ud fra dette lader forfatteren læseren møde spændingen mellem det, vi kalder den katafatiske og den apofatiske teologi mellem Gud, som har åbenbaret sig, og Gud, som er ud over alt, hvad vi kan fatte. Den spænding, som er troens livsvilkår.
Læseren bliver inviteret til at møde beboere i det kristne erfaringsunivers, troens hus. Dér er ingen kirkelige båse, kun vide horisonter. I læsningen får jeg samme følelse, som når jeg i et selskab falder i snak med et ukendt menneske. Samtalen vokser i intensitet, efterhånden som det viser sig, at vi har fælles bekendte, måske venner. To mennesker, der møder hinanden for første gang, føler efterhånden, at de har noget værdifuldt sammen.
Vi møder en forfatter fra det første århundrede, Hermas Hyrden, der skrev: Klæd dig i glæden, den finder altid nåde for Gud og bliver godt modtaget. Derfor skal du rigtigt fråse i den!. Den engelske humorist og filosof G.K. Chesterton, ham medbåde Father Brown ogdet intelligente forsvar for den kristne tro: Fritænkeri og Rettroenhed. Der er den franske forfatter Bernanos, som tager munden fuld: Kirken disponerer over glæden, over hele den portion glæde, som er forbeholdt denne triste verden.
Men også pinsepræsten Tomas Sjödin, hvis lyse ungdomstro blev sat på prøve og modnet i dagliglivet med to svært handicappede sønner, han, der som så mange andre fandt hjælp hos 1500-talsmystikeren Johannes af Korset. Moder Teresa! Hun, som skræmte hele verden med sin bog, der skildrer, hvilket trosmørke hun gik gennem. Nogle beskyldte hende for uærlighed: Her havde hun talt om troen, levet troen, og så troede hun ikke selv!
DETTE ER en økumenisk bog. Synd, hvis den bliver sat i bås.
Højlunds ægteskab fylder meget i bogen, skriver anmelderen og skaber dermed nogle helt forkerte forestillinger. En styrke i bogen er, at Henrik Højlund spiller på analogien mellem vort forhold til Gud og den menneskelige kærlighed. Så aldeles bibelsk! Læs bare Ef. 5, 25-33.
I troens hus møder læseren også mange ukendte mennesker, som forfatteren har mødt som sjælesørger. Og de mennesker har været heldige! Hvor ofte har jeg ikke på retræter mødt mennesker, der har haft yderst uheldige oplevelser ved at henvende sig til sognets præst, som ikke forstod bare det mindste af deres erfaringer.
I dag synes man nemlig i det teologiske studium at have glemt eller forkastet oldkirkens syn på en teolog: En teolog er en, som beder, og den, der beder, bliver teolog.
Vi kan ønske os mange bedende teologer. De vil forstå og værdsætte denne bog.
Grethe Livbjerg, katolik og retræteleder, Kollegievej 4, Charlottenlund