Dansk litteratur er et afvekslende landskab, og når man færdes dér, kan man opleve kunst fra de ældste tider til de nyeste. Jeg bor på Nordfyn og tager tit Margueritruten forbi Glavendrupstenen, der har Danmarks længste runeinskription, hvor jeg læser verset om Ragnhild, der satte stenen efter sin mand, Alle, sølvernes høvding, folkets præst, en hæderværdig thegn.
Vi er et lille sprogområde, men vores grønne øer er kendt rundt om i verden for runetekster, folkeviser, eventyr af H.C. Andersen, filosofiske skrifter af Søren Kierkegaard, fortællinger af Karen Blixen og digte af Inger Christensen. Senest har Tove Ditlevsen længe efter sin død fået et gennembrud på verdensplan med sin københavner-trilogi, "Barndom", "Ungdom" og "Gift", et mesterværk blev den kaldt i New York Times.
Alt for længe har vi arbejdet med en kanon, der udelukker litteratur, frem for nysgerrigt at opdage litteratur
Når jeg har forelæst rundt om i verden om dansk litteratur, har jeg oplevet den voksende interesse, der er for vores litteratur og digtning. Læsere vil vide mere, når man introducerer St. St. Blichers eminente fortællekunst eller beretter om Marie Bregendahls stilfærdigt dramatiske billeder af sin hjemegn og dens folk i begyndelsen af det 20. århundrede. Dansk litteratur har meget at byde på fra alle tidsaldre, og det må gælde om, at undervisere, formidlere og forskere får de bedste muligheder for at give kulturværdierne videre til nye generationer og til verden omkring os.
I 2004 så mange litteraturkanon som den rigtige måde til at give nye, unge læsere viden om dansk litteratur. Jeg lavede selv for dk4 en kanon-serie med 100 værker fra de sidste 50 år og prøvede på den måde at sprænge rammerne for den lille, officielle kanon, der udelukkede så mange af de bedste danske forfatterskaber.
Men for mig at se er det nu på tide, at vi går nye veje sammen med elever og studerende. Kanon ligner en gammeldags facitliste, der forvandler den levende litteratur til en dødvægt, der skal overstås. Den er et fravalg af en række gode forfattere, især af kvinder, der ikke var plads til på listen, frem for et tilvalg af en nysgerrig opdagelse af de allerbedste kunstneriske værdier.
Litteraturvidenskaben har igennem mange år kunnet vise, hvordan kvinder konsekvent blev sendt ud af litteraturhistorien. Køn, ikke kunstnerisk kvalitet, var alt for længe det vigtigste kriterium for et forfatterskabs overlevelse i litteraturhistorien. Kvinder tilhørte, som det blev sagt, en særegen provins i den danske litteratur, og det var ikke nødvendigt at interessere sig for dem. Sådan er det ikke længere, og det er længe siden, at det var sådan, lige på nær den gældende undervisningskanon.
Kvinder er før i tiden ofte blevet mødt med den kritik, at deres bøger var for personlige, og personlige skrifter som selvbiografier, var slet ikke kunst.
I midten af 1800-tallet nedsablede en førende kritiker, P. L. Møller, nye populære kvindelige forfattere med den indvending, at de var ude af stand til at skrive om andet end sig selv, fordi de ikke deltog i det offentlige liv og derfor ikke havde erfaringer med andet end privatsfæren. Hvis ikke kvinderne ville finde sig i at blive vist ud af det offentlige liv, burde staten betale dem for at holde sig derhjemme!
Møller rettede en lignende kritik mod Søren Kierkegaard: Han brugte alt for direkte sin personlige historie, han var en slags engelsk klovn, en udlevet olding, og hans værker var formløse. Denne kritik fortsatte frem i det 20. århundrede og ramte eksempelvis både Tove Ditlevsen og Vita Andersen. Tove Ditlevsens "Gift" fra 1971 blev rost i høje toner af en række kritikere, herunder dem, der også indskød en bemærkning om bogen dog var et eksempel på, hvordan digteren kan blive alt for privat og ende som en blodigle, en parasit på tilværelsen. I starten af 1980´erne kaldte en førende mandlig forfatter og kritiker Vita Andersens novellesamling fra 1978 ”et fuldstændigt klaustrofobisk privatanliggende”, mens en forfatter erklærede hendes bøger for ”forfladiget klynkestil”.
Det har jo ændret sig efter, at selvbiografier og autofiktion har grebet alle aldre og køn. Der er næppe nogen, der vil udelukke Yahya Hassan og Kim Leine fra litteraturhistorien, fordi de har skrevet om personlige oplevelser. Og i dag vurderes Tove Ditlevsen og Vita Andersen som kunstnerisk fremragende forfattere. De senere år har desuden sat turbo på genudgivelsen af en række af de vigtige forfattere fra både 1700- og 1800-tallet samt det moderne og det folkelige gennembruds fremragende kunstnere som Karin Michaelis, Agnes Henningsen og Marie Bregendahl. Også lyrikere som Bodil Bech, Tove Meyer og Hulda Lütken bliver genopdaget af nutidens unge forfattere.
Både litteraturstudierne og skønlitteraturen har banet en vej for en helt ny dialog med fortidens kulturværdier, og det er denne dialog, vi skal have frem i undervisningen i dansk litteratur. Alt for længe har vi arbejdet med en kanon, der udelukker litteratur, frem for nysgerrigt at opdage litteratur.
I min længst svundne ungdoms tyskundervisning gav læreren os elever muligheden for at vælge, om vi skulle arbejde med Goethes "Den unge Werthers Lidelser" eller første del af "Faust". Vi læste om værkerne, udspurgte læreren og diskuterede frem og tilbage. Men til sidst fik vi lov til selv at vælge, og vores argumenter blev taget alvorligt.
Jeg tror, at det er vigtigt, at ansvar, frihed og engagement er ledestjerner i skolernes og universiteternes arbejde med litteraturhistorien. Selvfølgelig skal vi sørge for at komme rundt om de forskellige tidsaldre, men vi skal give elever og lærere frihed til at vælge mellem mange gode muligheder og arbejde sammen om at fordybe sig i litteraturhistorien.
Det er på høje tid, at der bliver rettet op på fortidens grove forsyndelser over for de kvindelige forfattere, men det virker på mig helt bagvendt, at ville rette op på et fravær af nogle gode værker og forfattere i undervisningen ved at trække andre gode forfattere fra det kanoniske facit. Et tilvalg af Tove Ditlevsen skal ikke sende Peter Seeberg ud af kanon. Det er en helt forkert tankegang.
Lad os få en model med en ministeriel liste over 30 til 40 af de allerbedste forfattere med debut før 2000, hvor man frit kan vælge 15 forfattere, som man læser en tekst af, selvfølgelig under hensyntagen til gymnasievejledningens fordring om historisk spredning. Listen skal udarbejdes af fagfolk og af forfattere og jævnligt revideres.
Gymnasielærerne er veluddannede, og de er selvfølgelig i stand til – meget gerne i et samarbejde med eleverne – at vælge fra listen sådan. På denne måde bliver kvinderne ikke droppet som i den gældende litteraturkanon, og mange forskellige stemmer i dansk litteratur kan bringes ind i undervisningen. Jeg tror, at lærere og elever vil lægge nogle skønne margueritruter gennem det danske litteraturland, hvor man kan være nysgerrig, nytænkende og opleve levende ord.
Anne-Marie Mai er lektor i dansk litteratur på Syddansk Universitet.