Prøv avisen
Debatinterview

Anne Sophia Hermansen: Det er kulturelt forfald, når folk erstatter menneskelige værdier med materielle

I det aktuelle og omdiskuterede DR-program ”Fars pige” følger man 16-årige Alva og hendes far. Programmet provokerer, fordi faren ikke hjælper datteren med hendes problemer med angst, men i stedet giver hende adgang til at købe dyre tasker fra Louis Vuitton (billedet), Gucci og Chanel, mener kulturredaktør på Berlingske Anne Sophia Hermansen. – Foto: Simone Maria Lilmoes Kønig/DR.

Når faren i DR-programmet ”Fars pige” fylder sin datter med dyre tasker og stiletter i stedet for kultur og et moralsk kompas, svigter han sin forældregerning, mener debattør og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen

I den forgangne uge har DR-programmet ”Fars pige” skabt voldsom debat. Nogle har kaldt det omsorgssvigt, når 16-årige Alva har carte blanche til at bruge sin fars penge på dyre tasker, smykker og rejser i stedet for at tage en uddannelse.

Anne Sophia Hermansen, kulturredaktør på Berlingske, du har kritiseret programmet for at være kulturløst. Hvorfor er det så provokerende et program?

”Det, der provokerer, er, at de eneste værdier, der fremvises i ’Fars pige’, er friværdier. Det provokerer at se en far, der svigter sin opdragelsesopgave ved ikke at levere det fineste, man kan levere til sine børn, nemlig dannelse og livsduelighed. I stedet proppes hun med Chanel-tasker og stiletter fra Louboutin. Der er en sigende scene, hvor hun har været i Paris, og da hun kommer hjem, er faren meget lidt beskæftiget med, hvad hun har oplevet. Det eneste, han vil vide, er, hvad hun har købt. Man har som forælder en pligt til at give sine børn nogle værdier med hjemmefra, og de skal altså ikke alene være materielle.”

Du skriver, at programmet er udtryk for et tab af dannelse. Hvorfor?

”Jeg ser Alva og hendes far som et udtryk for en perfekthedskultur, hvor man forveksler karakterer i skolen med sin egen karakter. Man vurderer sig selv alene på overfladen, og det bekræftes, når Alva får at vide af sin far, at hun skal have tynde ben og gå i korte kjoler og stiletter. Så virker han som en arabisk sheik, der står med en vare, han skal sælge videre til en mand. Han forholder sig til sin datter som en vare, en ting, ren overflade. Hvis alt vurderes på overfladen, kan vi aldrig få en begavet kultur, og så er vi dømte til at blive ulykkelige. Man kan jo desværre også se på Alva, at hun ikke trives. Hun udtrykker, at hun har en tomhed, og hun siger direkte, at hun ikke er glad.”

Hvorfor er det så vigtigt at have kulturel dannelse – og give det videre til sine børn?

”Fordi du derigennem giver dine børn en livsduelighed. Du giver dem en form for åndeligt korpus, som hjælper dem til at håndtere modgang og fiasko. Alle kommer jo til at opleve modgang og fiasko på et tidspunkt. Som forælder skal du hjælpe dit barn til at finde ud af, hvem det er, hvilke muligheder det har, og hvordan det overkommer modstand. Af de to afsnit, der har været sendt af ’Fars pige’, kan jeg ikke se, at Alva får nogle af tingene.

Hun har problemer i skolen, så faren tager hende ud. Hun ligger på sit rodede værelse fyldt med poser fra Gucci og Chanel, og hun vil hellere købe nye trusser end vaske de gamle. Og så udtrykker hun, at hun har angst – hvorfor går faren ikke ind og er ansvarlig forælder og forsøger at hjælpe hendes angst med andet end adgang til sit platinkort?”

Faderen siger, at han hellere vil være venner med sine børn end være en autoritativ forælder. Hvad tænker du om det?

”Forældre skal ikke være venner med deres børn, de skal være retningsgivere og installere et kompas af moralsk art, og så skal de også stille krav. Det er en fejlantagelse, at man bare skal sidde og opmuntre børnene, når de spiser grimt for eksempel. Så tager man ikke sig selv og sin opgave alvorligt. Der er forskel på forældre og børn, særligt når børnene er umyndige, og der svigter han sin forældregerning, når han ikke tager sit ansvar.”

I et Facebook-opslag kalder du Alva og hendes far for kulturel underklasse. Hvad betyder det?

”Vi er vant til at se på klasser som økonomiske klasser, men i virkeligheden burde vi måske i højere grad vurdere folk efter kulturel kapacitet. I hvilket omfang har man overskud til at gøre sig eksistentielle overvejelser, udvide sin egen og sine børns horisonter og vise sine børn, at de er en del af en større sammenhæng, som ikke bare er deres egen. Det er opgaven for enhver forælder at forme et ungt menneske, for menneske er ikke bare noget, du er – det er noget, du bliver i kraft af valg og fravalg og den åndelige udrustning, du skal have med hjemmefra.

Hvordan gør man så det? Ved for eksempel at tage barnet alvorligt. Og det gør man ikke ved at fylde det med penge og Chanel, men ved at finde ud af, hvem de er. Det at være forælder er også en filosofisk opgave, som han tydeligvis ikke påtager sig. Med kulturel underklasse mener jeg folk, der kan have mange penge, men som har et totalt fravær af værdier. De har en stor lejlighed i stedet for at have en stor indsigt.”

Men har forældre ikke også lov til at have forskellige værdier og tilgange til opdragelse? Må faren ikke opdrage Alva, som han synes, det skal gøres?

”Jo, der er heller ikke nogen, der siger, at det må han ikke. Men når man bliver en del af et tv-program på DR, bliver man også præsenteret for mange holdninger til det liv, der lægges frem. Det er helt op til ham, hvordan han ønsker at bedrive forældreskab, men når man stikker måsen frem, må man også være klar til at få taget sin temperatur, om man så må sige.”

Er det, fordi de har mange penge, at folk provokeres af programmet?

”Jeg tror ikke, at det er den ekstreme eller anderledes livsstil, der er stødende. Jeg tror nærmere, at folk stødes over at se et barn blive vurderet alene på sit udseende – som i scenen, hvor Alva får sin far til at hjælpe sig med at få et korset på, og han siger, at så er hun ikke længere tyk. I stedet for at beskæftige sig med hendes indre liv, er han alene beskæftiget med, hvordan hun ser ud. På den måde siger han jo, at det vigtigste er at have lange, tynde ben.

Det er ikke så provokerende, at de har mange penge og et stort forbrug, for hvis de samtidig havde et hjem med en solid bogreol, kunst på væggene og var beskæftigede af at have noget at leve for og ikke bare af, ville det ikke være så oprørende. Danskerne er ikke så middelmådige og smålige, at vi får ondt i måsen over, at nogen svinger et plastikkort. Men vi bliver provokerede, når nogen erstatter de menneskelige værdier med tomme, materielle værdier.”