Det skete første gang, mens de gik på gaden sammen. Lige pludselig lå Anni Slots mand der ved siden af hende – hendes dejlige, stolte, stærke mand var faldet. Der gik ikke længe, før han faldt igen. Og igen. Men han nægtede at gå til lægen, og der gik flere år, før hun endelig fik ham overtalt, og så gik det ellers stærkt. Før hun vidste af det, var han til undersøgelse på hospitalet. De troede, han havde Parkinson, men de var ikke sikre, så han skulle til tjek hver anden uge. Hun tog med ham hver eneste gang.
Da han endelig fik en diagnose i 2016, var han var blevet meget syg og sad i kørestol. Han havde ataksi, en uhelbredelig sygdom, som angriber lillehjernen. Til sidst kunne han hverken tale, gå eller spise selv. Alligevel føltes diagnosen som en lettelse for Anni Slot, for den gav en forklaring på, hvad der foregik. Men diagnose eller ej, det var hårdt for hende at se sin mand forsvinde gradvist.
De nåede at være sammen i mere end 50 år, og de havde mange lykkelige øjeblikke og rejser sammen. De fik to børn, og han havde en søn fra et tidligere ægteskab, som også blev som en søn for Anni Slot.
Hendes mand var ikke en mand med store armbevægelser, men han gjorde mange ting, som viste Anni Slot, hvor meget han holdt af hende. De blev gift, efter de havde boet sammen i 17 år, og på deres et års-bryllupsdag stod der en lille rød bil til hende, som han havde været ude at hente midt om natten uden at sige et ord til hende.
De gjorde alt sammen, så da han blev syg, var hun ikke i tvivl om, at han skulle blive hjemme hos hende. ”For så længe vi bare kunne være sammen, var det det vigtigste.” Og hun er sikker på, at han syntes, hun gjorde det godt, selvom han ikke sagde det så tydeligt. Han var en stille mand, men hun kunne mærke det på ham.
Da han ikke længere kunne komme ud af sengen, gik hun og håbede på, at han snart fik fred. En dag var hun ude at gå en tur i en park. ”Pludselig opdagede jeg en gøg, der sad på en gren og kukkede. Jeg kiggede på den og spurgte den, hvornår det ville slutte.” Det var første gang, det virkelig gik op for hende, at hun ville miste ham.
”Det er meget svært at se et menneske, man holder af, pludselig ikke kunne noget som helst – det var ikke noget liv at leve, det var ikke det, vi havde drømt om. Det er der jo ingen, der gør. Det ville være egoistisk af mig at ønske, at han blev her. Han var jo meget syg.”
Det var første gang, Anni Slot forholdt sig til, at han skulle herfra. Hun husker den tid som virkelig hård, og hun græd ofte. Men troen hjalp hende med at bearbejde ventesorgen.
”Troen har betydet en hel del. Jeg har kunnet snakke med min Gud. Da min mand ikke var så syg endnu, gik jeg til en gudstjeneste, hvor præsten lød meget fornuftig, og jeg begyndte at komme i den kirke ofte. Jeg løste sognebånd og havde en følelse af, at det at komme i kirken og høre prædikenen og de smukke sange var rigtig godt for mig – det gav mig en følelse af dyb fred og lettelse. Det gav mig oplevelsen af, at nogen passede på mig.”
Hun husker en nat, hvor hun lå og sov, da hendes mand var blevet meget syg. Der havde hun følelsen af, at der var en, der holdt hende i hånden – det gav hende en meget stærk følelse af, at Gud passede på hende.
Var der plads til din sorg, mens han var syg?
”Nej, jeg tænkte slet ikke på mig selv. Jeg tog ned og vinterbadede og snakkede med folk der om alt muligt andet end sygdom – det var et fantastisk frirum. Og han kom også i aflastning to gange om ugen på et plejehjem, og så kunne jeg besøge veninder eller gå en lang tur. Det var vigtigt for mig at have noget tid for mig selv.”
Var der nogen, der spurgte, hvordan du havde det?
”Vores børn hjalp. Jeg skubbede det lidt til side, hvor slemt det var for ikke at gøre dem kede af det, for de havde jo også travlt med deres eget liv.
Folk sagde: Sig til, hvis der er noget, vi kan hjælpe med. Men jeg sagde ikke noget. Der var nogle venner, der faldt fra, mens andre blev tættere – de kom en gang om måneden og havde mad med. Så sad vi og snakkede om de gode gamle dage, og de tog gas på min mand, og det var rart, selvom min mand ikke længere kunne sige noget.”
Hvordan havde du det, da din mand døde?
”Han døde herhjemme i marts 2018. De sidste dage spillede jeg lyden af solsortesang for ham på Youtube – for det sidste, man mister, er jo hørelsen og vi har altid begge nydt lyden af en solsort, for den giver glæde og håb om foråret.
Jeg var alene med ham, da han døde, og lyden af solsorten blev ved med at spille, efter han var død. Bagefter kom natsygeplejersken sammen med en kollega og gjorde ham i stand. Da jeg igen var helt alene med ham om natten og kunne se ham ligge i værelset, gik det op for mig, hvad der var sket. Pludselig kom der en mærkelig lyd ud af mig, et skrig – råt og hæst. Det var som om der var vakt en urkvinde i mig. Jeg gik frem og tilbage i stuen, mens jeg skreg, og jeg følte mig enormt alene.”
Hvilke tanker gik der igennem dit hoved, da han var død?
”Jeg mærkede en dyb sorg. Og så fik jeg dårlig samvittighed: Havde jeg nu gjort det rigtige? Hvad havde jeg manglet at gøre, mens jeg passede ham? Den følelse kan jeg stadig have. Men jeg ved jo godt, at i øjeblikket gør man det, man synes er bedst.”
Hvordan bearbejdede du sorgen?
”Jeg havde fortalt alle, at jeg selv ville bestemme, hvordan jeg ville tackle livet bagefter. Det hjalp mig at gå lange ture, hvor jeg kunne gå langs stranden og græde og være ked af det. Jeg ville ikke dele sorgen med andre, jeg ville ikke have kunnet holde ud at være i en sorggruppe.
Jeg tog det stille og roligt og fandt tilbage til livet. Og så er det en meget stor glæde, at jeg har fået børnebørn. Og min datter siger, at jeg er et forbillede, fordi jeg har fået et vældig godt liv.
Jeg har ikke noget imod at gå alene i teatret, men jeg har ikke så meget lyst til at sidde på en restaurant og spise alene. Jeg har fortsat det liv, vi havde sammen, og jeg gør det, jeg har lyst til. Jeg vil ikke bare sidde i en sofa, jeg vil trække vejret og leve livet. Det er det, der er meningen.
Og så har jeg ham stadig på venstre skulder, hvor jeg snakker med ham. Jeg føler en gang imellem, at han er i luften omkring mig, og så taler jeg med ham.”
Mener du, vi er gode nok til at italesætte ventesorgen?
”For et halvt år siden ville jeg sige nej – overhovedet ikke. Men nu har jeg netop været med i en dokumentar-forestilling, som Contact har lavet, hvor alle deltagerne har oplevet ventesorg, og der oplevede jeg et sammenhold, der gjorde os alle sammen meget stærkere. Derfor støder jeg nu på ordet ventesorg hele tiden, men inden forestillingen havde jeg aldrig hørt om det . ”
Hvad er dit råd til dem, der har svært ved at tale om ventesorgen?
”Mit råd vil være at fortælle om sorgen, når man selv har behov for det. Det er jo noget, vi alle skal igennem, så det er ikke noget, man er alene om, selvom man kan føle sig alene. Det hjælper.”
Har din tro på Gud været en hjælp for dig efter din mands død?
”Ja, i høj grad. For et par uger siden var jeg ude at vinterbade og der besvimede jeg i vandet, og heldigvis var der en, der fik mig op i tide. Jeg husker, at jeg havde følelsen af at der var mørkeblåt, blødt, varmt og dejligt og jeg havde ro og fred, så det gør mig sikker på, at min mand ingen smerter har og at han har det godt. Selvom jeg ikke ved, hvad der er på den anden side, er jeg meget tryg ved, hvad der skal ske.
Jeg er meget glad for livet og har nogle dejlige børn og børnebørn, som jeg gerne vil følge. Jeg er meget afklaret med, at jeg selv skal dø på et tidspunkt, og jeg ved, at jeg gerne vil begraves fra den kirke, jeg kommer i af den meget fornuftige præst, der er i den kirke – for selvom mine børn ikke er troende kan det jo være, de får brug for at snakke med et fornuftigt menneske.”