Prøv avisen

Antidemokraten Kaj Munk

Historiker og forfatter Henning Tjørnehøj har fået meget kritik for sine udtalelser om Kaj Munk. Her svarer han igen på noget af kritikken

Den 1. juli 1999 var jeg inviteret til at tale for Kaj Munk Selskabet på trods af min kritiske holdning til Munk en smuk gestus. I de dage, hvor jeg skulle foredrage om Munk, var vi ved at flytte. Ved den lejlighed fandt jeg en af mine julegaver fra 1943: Kaj Munks versificerede danmarkshistorie for børn, som min mor læste højt for mig. Hans død kort tid senere gjorde derfor et stort indtryk på mig.

For mange har indtrykket efter likvideringen af Munk været så stort, at de har valgt at se væk fra hans begejstring over Mussolinis og Hitlers værk så meget mere, som Munk viste sig at være en god dansk mand. Den konstatering er der mig bekendt ingen, der nogensinde har bestridt. Men demokrat blev han aldrig.

LÆS OGSÅ:
 Danskere som Kaj Munk er ikke en metervare

Min invitator fra 1999, Jens Kristian Lings, spurgte for nylig i disse spalter, om det da skal være forbudt at kritisere demokratiet? Nej, naturligvis ikke og da slet ikke, hvis det ikke lever op til forventningerne. Men Munk havde ingen forventninger til demokratiet. Han var fundamentalt kritisk. Demokratiet var for ham ligefrem en forbryderisk statsform.

Hvad ville han så sætte i stedet? Det korte svar er: Den stærke mand, diktatoren. Det lidt længere svar lyder: en styrket kongemagt med rådgivende stænder uden partier altså den styreform, som vi havde, før vi med vor første frie forfatning, Grundloven, fik afskaffet kongens enevælde i 1849 en styreform, som Grundtvig også oprindelig foretrak! Men det komplette svar er, at Munk aldrig fandt noget relevant svar på, hvad han ville sætte i stedet for demokratiet. Det har jeg kritiseret ham for i min bog om Højgaard- og Haustrup-kredsene, Rigets bedste mænd(1990), og i en række artikler.

Højskoleforstander Thue Kjærhus bebrejder mig, at jeg kun kritiserer Munk, men aldrig den unge Jens Otto Krags (den senere statsminister) optagethed af den anti-fascistiske Tre Pile-bevægelses udtryksformer. Men hvad har denne optagethed dog med den udbredte borgerlige fascisme-beundring (herunder Munks) i mellemkrigstiden at gøre?

Krags og andre socialdemokratiske økonomers økonomistiske, men ikke nazistiske, interesse for, hvordan det lykkedes deres tyske kolleger at skaffe Tyskland høj beskæftigelse uden nævneværdig inflation, har jeg beskrevet i mit værk Fremad og atter fremad (1998).

Kjærhus mener også, at jeg burde nævne, at den socialdemokratiske forfatter Harald Bergstedt vandrede til DNSAP. Så burde jeg vel også nævne, at den ligeledes socialdemokratiske forfatterinde Olga Eggers gik den samme vej. Men sagen er jo den, at hvor der var ganske mange borgerlige, som sympatiserede med dele af nazismen, drejede det sig kun om et yderst beskedent antal socialdemokrater. Lings mener, at jeg burde nævne Vilhelm Buhls radio-opfordring fra 1942 til at angive sabotører. Jeg har utallige gange kritiseret Buhl-talen, men jeg har samtidig fremhævet, at formålet med denne tale på regeringens vegne ikke var angiveriet, men at undgå, at sabotagen tog et sådant omfang, at tyskerne ville skride til dødsstraf.

Mens Buhl-talen er kendt af mange, er kun få vidende om, at Venstres trafikminister Niels Elgaard i 1943 foreslog dødsstraf for jernbanesabotørerne, og lige så få er bekendt med, at Venstre brugte Besættelsestiden til at rulle 1933-Socialreformen tilbage. Det var et af partiets mange pinlige bidrag til det vidt berømmede folkelige sammenhold i De fem onde år.

I sommeren 1940 holdt Munk tale på Ollerup Gymnastikhøjskole hos sin gode ven forstander Niels Bukh, der beundrede Hitler lige så meget som Munk. I denne tale fastholdt Munk som i flere andre taler under besættelsen helt frem til 1943 sin Hitler-beundring.

Viggo Fischer påstår det modsatte med en henvisning til, at de passager i Ollerup-talen, hvor Munk lagde afstand til Hitler, blev udeladt i det referat i Svendborg Avis, som vi kritikere siden har refereret til.

Også kirkeminister Per Stig Møller (K) gør i sin Munk-biografi meget ud af disse udeladelser. Men de punkter af talen, som blev udeladt i avisreferatet, drejede sig, som Møller selv anfører det, alene om 1) en opfordring til at møde besættelsesmagten med korrekthed og kulde (Munks egne ord) og 2) en beklagelse af, at aviserne ikke den 9. april 1940 udkom med sørgerand og endelig 3) en kritik af, at Danmark ikke havde kæmpet. Men hvor var de kritiske ord om Hitler?

Henning Tjørnehøj er forfatter og historiker