Prøv avisen
Kiosken

Antisemitismen er tilbage i Europa

Franske soldater patruljerer foran en jødisk skole i Paris. Frankrig oplever i disse år en stigende antisemitisme. Foto: Thibault Camus/AP/ritzau

I Frankrig og Tyskland har man de seneste år oplevet en kedelig vækst i antisemitismen. Det skriver Anders Raahauge om i denne uges udgave af klummen Kiosken

I Frankrig har man de seneste år oplevet en kedelig vækst i antisemitismen. Caroline Valentin er medforfatter til en ny bog om emnet – ”Une France soumise” (på dansk: Et underkastet Frankrig) – og hun opridser problemets omfang i en artikel i avisen Le Figaro.

Hun tager udgangpunkt i drabet i april på den jødiske kvinde Sarah Halimi, som i Paris blev torteret af sin muslimske nabo og derpå smidt ud af sit vindue og dræbt. Det skete under den franske valgkamp, og kandidaterne måtte nødvendigvis kommentere dramaet. Det kan ændre situationen, mener Caroline Valentin, for den har været omgærdet med megen fortielse.

Der har været andre drab, for eksempel i 2012, hvor den unge Mohammed Mera på en jødisk skole dræbte seks, heraf tre børn. Desværre blev han siden omfattet med sympati i nogle kredse, beretter Caroline Valentin.

Der ses også en vækst i mindre blodige hændelser af antisemitisk natur. Fra 1999 til 2000, året for den anden Intifada, nidobledes antallet i Frankrig – fra 82 til 744 – og det er siden forblevet på et niveau, som er ekstraordinært i betragning af, hvor få jøder der faktisk bor i landet. Det svinger mellem 400 og 900 årlige tilfælde, og i Frankrig lever en halv million jøder samt seks millioner muslimer, hvoraf en fjerdedel bekender sig til antisemitiske holdninger.

Det forbitrer Caroline Valentin, at den politiske islam danner et parallelsamfund, der vender ryggen til den franske republiks berømte grundværdier: frihed, lighed og broderskab.

Lighed med franskmænd er ikke mulig, for er man del af den muslimske umma, vil man regne sig for omgivelserne overlegen.

”Der kan heller ikke være tale om noget universelt broderskab, men om et, som er reduceret til de troendes fællesskab, der definerer sig som værende i konflikt med Vesten i almindelighed og med Frankrig i særdeleshed.”

Og frihed skattes ikke som værdi, når man lever i klaner, for de forlanger underkastelse af deres medlemmer.

Denne tydelige seperatisme er bevidst, skriver Caroline Valentin, og de åbenlyst antijødiske holdninger regnes for en vigtig markør af identitet og tilhørsforhold.

Politikere og medier taler helst ikke om fænomenet, og når det endelig nævnes, kaldes det altid ”den nye antisemitisme”, hvorved dens ældre, arabisk-muslimske rødder sløres. Man vil nemlig gerne skåne minoriteter for kritik og udviser derfor overdreven respekt for deres sæder og skikke. Men dermed forråder man integrationen, mener Caroline Valentin, for dette er i virkeligheden en stor mangel på respekt. For man forudsætter dermed dybest set, at bestemte grupper er ude af stand til at overvinde deres traditionelle tankesæt.

”Sådan sviger man både jøderne og muslimerne, og derved fortabes vi andre også.”

I Tyskland ses også fremvoksende antisemitisme. Die Welt refererer en undersøgelse af problemets omfang på kommuneskolerne i Berlin, som viser, at udviklingen går den forkerte vej. Lærerne melder for eksempel om, at skældsordet ”din jøde!” er blevet almindeligt i skolegårdene.

Der berettes også om en genkomst af gamle antisemitiske stereotyper: Mange unge i klasserne påstår, at både finans- og medieverdenen er styret af jøder, ligesom de berlinske lærere må lægge ører til sympatitilkendegivelser for Hitlers jødeudryddelse.

Formanden for Jødernes Centrale Råd i Tyskland, Josef Schuster, interviewes i Bild am Sonntag og fortæller, at også før denne undersøgelse var man i jødiske kredse udmærket klar over, at ”Jøde!” nu – atter – er blevet skældsord i skolerne.

”Det er desværre nu så udbredt, at vi ikke længere kan tale om enkelttilfælde,” klager han. ”Alle muslimske forbund i Tyskland kunne og burde gøre klart mere. De bærer på et stort ansvar, når det gælder antisemitisme.”

Alan Posener, redaktør på Die Welt, savner et engagement i bekæmpelsen af denne antisemitisme.

Fraværet skyldes i hans øjne den almindelige modvilje mod staten Israel blandt mange meningsmagere. Fra dem lyder det regelmæssigt, at israelerne behandler palæstinenserne ”som nazisterne behandlede jøderne”, og at Israel er ”en apartheid-stat”.

Og samtidig med at man kritiserer løs, beskylder man Israel for at lukke munden på enhver kritik ved altid at himle op om holocaust.

”Antisemitisme er ikke kun et problem til højre. Sådanne forestillinger er helt almindelige til venstre, inklusive SPD og De Grønne, den kirkelige ’solidaritetbevægelse’ med palæstinenserne for slet ikke at tale om den antiisraelske boykotbevægelse, den akademiske verden, blandt pædagoger og lærere og desværre også og netop i store dele af den muslimske befolkning,” klager Alan Posener.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.