Endnu en gang har medierne mistet færten af den virkelige historie, vi skal koncentrere os om i forhold til Afghanistan. Vi har derfor været vidne til en ganske pinlig debat, der har afsløret vores dybe kulturelle uvidenhed og en naiv tro på, at vi kan invadere et andet land uden konsekvenser. Til grund for dette er vores hybris og overbevisning om, at vores verdensbillede er alle andres overlegen, at vi er Guds gave til menneskeheden – også kendt som etnocentrisme.
Før den amerikanske invasion og besættelse (2001-2021), før radikaliseringen under Taleban (1996-2001), før borgerkrigen (1989-1995), før den russiske krig (1979-1989) og før den marxistiske revolution i 1978 (der førte til den sovjetiske invasion), var Afghanistan et ganske fredeligt sted, hvor landets mange etniske grupper sameksisterede i fred. Et i bund og grund rart og fredeligt land eksisterede derfor i 1960’erne og 1970’erne. Men 40 år med krig og indblanding udefra har ødelagt landet.
At det ikke lykkedes USA at stabilisere landet, var givet på forhånd. Talebans sejr var undgåelig. Vi har nemlig ikke på noget tidspunkt forsøgt at tage den etniske pluralisme, de lokale kulturelle normer og præmisser alvorligt og sætte os ind i dem.
Derfor vores pinlige naivitet, som ikke får os til at indse, at vores ”demokratiseringsprojekt” netop blot var ”vores” projekt og er gået hen over hovedet på mange afghanere. De er nemlig, hvad der er helt naturligt, især loyale over for deres kultur og sædvaner og føler ikke en eller anden form for ophøjet pligtfølelse over for en for dem fremmed og abstrakt idé om demokrati, en afgjort vestlig størrelse.
Områdets etniske grupper har et fælles verdensbillede og ordsprog, der siger det hele, men som vi ikke har prøvet at forstå: ”Mig og min bror mod min fætter. Mig og min bror og min fætter mod den udefra indtrængende.” Amerikanerne og deres allierede var de ubudne gæster (de udefra indtrængende), og Taleban kunne altid sagtens finde rigeligt med villige fætre blandt de forskellige etniciteter til at støtte op om bevægelsens projekt (at fortrænge de vantro). Havde vi taget ordsproget alvorligt, kunne vi måske have sparet os den store ulejlighed at invadere landet.
Vores uvidenhed bør kalde på selvransagelse og viser nødvendigheden af at have kulturel viden, før man igen begår fejl og kaster sig ud i et foretagende, der kan ende i fiasko.
Men nu, hvor det er lykkedes at komme af med de ubudne gæster, skal Taleban og deres brødre håndtere alle deres fætre fra de 14 forskellige etniciteter – og det bliver en ganske anden historie. Talebanerne aner nemlig ikke, hvordan de skal styre et moderne land og skabe fredelig sameksistens, at være en forenende kraft, med respekt for landets mange grupperinger.
Taleban repræsenterer kun 1 ud af de 14 etniciteter, pashtunerne, og en blandt flere retninger inden for islam, sunniislam. Kunsten, som man bliver nødt til at lære at mestre nu, er ikke længere at smide de udefra indtrængende ud, men at samle landet, at respektere denne pluralisme og danne en national samlingsregering.
Samling er dog ikke ligetil. Faktum er, at Afghanistans befolkning på 38 millioner mennesker fordeler sig på en lille urban befolkning, 26 procent, og en stor landlig befolkning på 74 procent, som er langt mere konservativ end de moderniserede afghanere i byerne og hovedstaden Kabul. Og det er især de urbane områder, der har nydt godt af de vestlige tiltag og ofte stjæler billedet.
Med andre ord, så har de store landlige områder ikke nydt nær så godt af vestlig indflydelse og støtte.
Faktum er igen, at fattigdommen faktisk er steget i de seneste 20 år, ligeledes er arealet med dyrkning af valmuer vokset fra 16.000 tønder land i 2002 til at udgøre over én million tønder land i dag.
Det er jo ikke ligefrem tegn på stabilisering eller fremskridt, men måske snarere det modsatte.
Bernhard Bierlich er ph.d. i antropologi.