Statsministeren har noget kørende med apostlen Paulus. Allerede efter terrorangrebet i København i 2015 udmærkede Lars Løkke Rasmussen (V) sig ved under en mindeceremoni at citere de berømte ord fra Korintherbrevet – ”men størst af alt er kærligheden”. Og i søndags efter endnu et terrorangreb i London gjorde han det sørme igen.
Det skete under et besøg i Haderslev Domkirke, hvor statsministeren deltog i en markering af 500-året for Reformationen, og ordene kørte i båndsløjfe det meste af dagen på TV 2 News. Denne gang lød de mere nøjagtig sådan her:
”Terror bygger på had. Vi ved, at størst af alt er kærligheden!”
Den form for højstemthed får hurtigt stor opmærksomhed, for der er noget lidt eksotisk ved en politiker, der pludselig citerer fra Bibelen i et ellers åndeligt set temmelig tørlagt land.
Men nogen skal jo påtage sig at ødelægge den gode stemning, og der er et stort problem forbundet med Lars Løkke Rasmussens brug af Paulus. For hvad mener han egentlig? Skal vi møde de nådesløse drabsmænd med kærlighed? Skal vi satse på, at vore samfund er så fyldt med kærlighed, at de ikke kan påvirkes, eller skal vi tro på, at hvis vi bare alle sammen elsker hinanden noget mere, så vil militant islam ikke i længden være et problem?
Lars Løkke Rasmussen vil naturligvis sige, at han sideløbende med sin hyldest af kærligheden ønsker sig kontant bekæmpelse af terrorisme, men spørgsmålet står stadig tilbage. Hvad mener han med at citere Paulus? Forstår han selv ordene? Sagen er, at begrebet kærlighed i vor tid er blevet så trivialiseret og tømt for nuancer, at det for mange giver mening at bringe det på banen som et slags universalmiddel ved snart sagt enhver lejlighed.
Terrortiden afslører det. For eksempel ved den store mindekoncert i Manchester, der søndag aften blev sendt direkte på TV 2. Store musikstjerner stod på scenen og talte om kærlighed og sammenhold, alt imens arenaen var plastret til med politi og våben som sikkerhed.
Tænk, det er vores Europa. Forestillingen er absurd. Og i Haderslev står statsministeren og citerer Paulus og skal prise sig lykkelig for, at landets journalister er så kristeligt set håndsky, at de ikke finder på at bede ham om at uddybe brugen af Bibelens ord. Kærlighed i Paulus’ forstand handler først og fremmest om kærligheden mellem Gud og menneske, og den er ikke direkte relevant i et samfunds møde med en islamistisk bevægelse, der vil tyrannisere den vestlige verden i knæ.
Det personlige gudsforhold og håndhævelse af lov og straf i et samfund er to forskellige ting, og mens Lars Løkke Rasmussen utvivlsomt fandt det oplagt midt i kirkerummet at fyre et skriftsted af, ville det virke bedre, hvis han formåede at sætte det i sammenhæng.
Jo mere rørstrømsk tiden og tonen bliver med støttekoncerter og opfordringer til at leve og danse og elske mere, desto mere bekymres man på Europas vegne. Vi kan ikke elske det onde væk, og det er heller ikke det, Paulus mener.
Men hvad mener statsministeren egentlig
Sørine Gotfresen er præst og debattør