Prøv avisen

Arabisk forår, muslimsk efterår eller IS-vinter?

En dreng viser det hvide flag, mens han i bil passerer en checkpoint i al-Alam Salahuddin provinsen. Foto: REUTERS/Thaier Al-Sudani

Hvad sker der i den arabiske verden, og hvad betyder det for de kristne der, men også for os i Vesten? Beskriver vi situationen forenklet som en konflikt mellem kristne og muslimer, risikerer vi at gøre de kristnes situation vanskeligere, mener debattør

ARABISK FORÅR, muslimsk efterår eller IS-vinter? Hvad sker der i den arabiske verden, og hvad betyder det for de kristne der, men også for os i Vesten?

Vi står måbende over for, at det såkaldte arabiske forår ikke førte til afskaffelse af diktaturer og indførelse af demokratier, hvor der lyttes til befolkningen, og hvor deres grundlæggende behov for frihed og velstand imødekommes.

Det er svært at gøre op med diktatorer, der igennem mange år har betragtet staten som deres private ejendom. Når de bliver væltet, ser de nye sejrherrer sig som dem, der nu kan sidde på det hele.

Tanken om, at magten skal deles, og politikker besluttes igennem dialog og kompromis, er fremmed. Demokratiske valg, holdt for hurtigt efter folkelige opstande, har ikke givet tid nok til de nye kræfter til at organisere sig og har derfor haft den effekt, at de har splittet frem for at samle.

Hvor der er konkurrerende aktører, fremmes subnationale identiteter, hvor ekstremister og bevæbnede grupper kan trives. Dette er tilfældet med IS, som, selvom bevægelsen kun tæller 30.000 personer, har dannet en overstatslig identitet - det muslimske kalifat på tværs af grænserne i Syrien og Irak.

Andre faktorer er også på spil. For det første undervurderingen af sunni-politisk islam for eksempel i Marokko, Jordan, Egypten, Gaza og Tyrkiet. Ikke de voldelige jihad-grupper, men politiske ledere, der ser muligheden for at danne muslimske samfund inden for demokratiske strukturer.

For det andet shia-islam, som vi kender den fra Iran, og som også har stor indflydelse i Libanon, Syrien, Bahrain, Irak og Yemen. Og som tredje element: græsrodskrav om demokrati.

Disse tre bevægelser støder især sammen som tektoniske plader i Syrien/Libanon med hundredtusindvis af civile ofre og millioner af flygtninge. De krigende parter skelner ikke mellem muslimer, kristne og andre religiøse grupper. Alle bliver ramt, herunder mange ”vantro” muslimer.

De kristne reagerer på tre måder:

1) En protektionistisk tilgang, hvor man overlever ved at holde sige på god fod med magthaverne som for eksempel en del kirkeledere i Syrien.

2) En sekterisk tilgang, hvor kristne, der har været udsat for vold, selv griber til våben, som velsignes af kirkeledere.

3) Borgerbaserede modbevægelser til forsvar for værdighed, frihed og demokrati, for eksempel den koptiske Maspari-bevægelse i Egypten, som udfordrer både deres egen kirkes ledelse og den politiske ledelse.

Hvordan skal vi i Vesten forholde os, herunder yde støtte til de tilbageværende kristne? Beskriver vi situationen forenklet som en konflikt mellem kristne og muslimer, risikerer vi at gøre de kristnes situation vanskeligere.

Det vigtigste er at fokusere på værdier. Skal de kristne have en fremtid i den arabiske verden, må de for deres egen skyld og over for muslimer vise, at de er bærere af kulturelle værdier, som igennem årtusinder har beriget regionen.

Kristne skoler, hospitaler og andre institutioner må forblive bærere af sådanne værdier. Dermed kan kristne fortsat øve indflydelse og bidrage til samfundet, selvom de har mistet politisk magt.

Vi må også i højere grad erkende, at de problemer, vi ser i den arabiske verden i dag, afspejles i vores vestlige samfund. Ligesom unge i den arabiske verden griber til genveje - våbenmagt i egen hånd - for at se resultater, som magthaverne ikke har kunnet bibringe dem, sådan sker det også i Vesten med unge, der ikke ser eller får muligheder for realisere sig.

Så når vi ser voldshandlinger i Paris eller i København, må vi rette søgelyset mod os selv frem for udad. Det er forhåbentlig den lære, vi med tiden vil drage af disse terrorhandlinger i vores egen midte, når det umiddelbare chok har lagt sig.

Uffe Gjerding er global koordinator i Folkekirkens Nødhjælp