Undertegnede vil gerne melde os som skruebrækkere i forsamlingen af præster, som nu ønsker månedlige frisøndage. Vi synes i al respektløshed, at det er ret ynkeligt.
Måske burde vi holde vores mund, al den stund den ene af os er pensioneret præst (dog indtil for ganske nylig langtidsvikarierende i et bysogn), og den anden deler pastorat med en kollega. Men da begge har prøvet at være enepræster i længere tid på landet, synes vi godt, vi kan snakke med.
Det hører i øvrigt også med, at den ene af os er ansat i et sogn med i praksis godt og vel en månedlig frisøndag. Det er han ikke ked af. Men sandt at sige ved han ikke, om han foretrækker den nuværende situation med månedlige frisøndage, og ellers to til tre gudstjenester om søndagene, frem for den tidligere situation med de fleste søndage optaget, men kun med én gudstjeneste.
Hvilken præst kender ikke den lidt fortærskede morsomhed: "Du arbejder da kun om søndagen, ikke?" Svaret er ligetil: "Det, jeg laver om søndagen, er såmænd ikke arbejde. Om søndagen går jeg og min familie selvfølgelig i kirke, hvad enten jeg står på den ene eller den anden side af alterskranken. Og dér finder jeg sammen med min familie og resten af menigheden ro og opladning. Arbejdet ligger før søndagen – i forberedelsen og alt det andet."
Bent Lumholt,
Tørstrupvej 76,
Nimtofte
Henrik Højlund,
Vestergade 42b,
Løsning