Prøv avisen
Debat

Arbejdet med socialt udsatte skriger på politisk retning

Arbejdet med de udsatte grupper i Danmark mangler politisk retning, mener Cliff Kaltoft. Her ses tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i omfavnelse med Torben og med Københavns overborgmester Frank Jensen (S) i baggrunden på besøg hos Mændenes Hjem på Vesterbro. Billedet er fra november 2014. Foto: Keld Navntoft

Det seneste nationale handlingsprogram for socialt udsatte går otte socialministre tilbage. Siden 2010 er der ikke formuleret nogen egentlig politik for området. Det er en skam, for vi ved, at indsatsen nytter, skriver sekretariatschef i Landsforeningen af Væresteder

De pågående forhandlinger om en ny finanslov vil forhåbentlig afspejle folkestyrets ansvar over for alle grupper i vores samfund. Også den store og forskelligartede gruppe af socialt udsatte borgere, der ikke har noget sted at bo og har alvorlige psykiske problemer og et misbrug af stoffer og alkohol.

Det skal være min opfordring, at Folketingets partier og ikke mindst de socialpolitiske ordførere er særligt opmærksomme på den del af vores socialpolitik, og at man politisk giver arbejdet med de udsatte grupper en retning. Vi har brug for det.

I Landsforeningen af Væresteder ved vi, at indsatsen nytter. Vi ved, at det kan lykkes socialt udsatte voksne at få plads på arbejdsmarkedet. Vi ved, at de kan gennemføre en uddannelse. Vi ved, at deres sundhed og livskvalitet kan løftes betragteligt. Vi ved også, at man kan blive fri af for eksempel et stofmisbrug. Hvis altså vi vil investere i det og i øvrigt påtager os ansvaret for at give arbejdet retning og mening. Det er et politisk ansvar. Og vores fælles ansvar.

Det seneste nationale handlingsprogram for de udsatte grupper går otte socialministre tilbage - til 2006. Fælles Ansvar II var titlen på det program, som på mange måder bidrog positivt til at fokusere og understøtte udviklingen.

I forordet til programmet skrev den daværende socialminister Eva Kjer Hansen (V) blandt andet følgende:

”Målet er ikke alene at skabe muligheder for selvforsørgelse. Lige så vigtigt er det at skabe muligheder for at kunne indgå i et større fællesskab, der skaber struktur på hverdagen, udbygger det sociale netværk, giver mulighed for socialt samvær og fører til øget værdighed og selvrespekt hos den enkelte”.

Fælles Ansvar II blev fulgt op af cirka en halv milliard kroner over en fireårig periode, som understøttede en lang række vigtige tiltag for de udsatte grupper.

Siden programmet udløb i 2010, er der ikke formuleret nogen egentlig politik for området. Evalueringen blev voldsomt forsinket, den var såre mangelfuld, og egentlig blev den blot brugt til at legitimere et stop for yderligere investering i programmets udviklingsarbejder.

I dag har vi 50.000 socialt udsatte borgere, omkring 33.000 stofmisbrugere, og begge tal er stigende. Regnskabstallene fortæller tillige, at støtten til udsatteområdet er reduceret med cirka 30 procent over de senere år.

I debatten om tilrettelæggelsen af de sociale indsatser er der stor opmærksomhed på viden om effekter. Nogle gange føres diskussionen med en sådan indædthed, at man skulle tro, at vi alle tumler rundt i blinde eller buldermørke.

Ingen kan dog for alvor være uenig i, at Socialstyrelsen nødvendigvis må være optaget af ”viden til gavn”. At mene det modsatte er det rene idioti. Problemet er snarere, hvad vi forstår ved viden. Og i næste omgang, hvordan man så politisk ønsker at forpligte sig på den.

Vi har masser af viden på udsatteområdet. Den findes i den landsforening, jeg selv repræsenterer, og den findes blandt andre frivillige organisationer, som dag ind og dag ud befinder sig i fronten af arbejdet. I al beskedenhed, og lad det være sagt uden pral, så er den viden og de erfaringer, vi kan bidrage med, helt afgørende for, at også kommunernes viden kan blive ”til gavn”. Altså for dem, det handler om.

Fælles Ansvar II gav os et solidt fodfæste og en plan at arbejde ud fra. Desværre ønskede man slet ikke at understøtte eller gennemføre en seriøs evaluering af de udviklingsarbejder, som blandt andet værestederne var en del af.

Vores nuværende socialminister, Karen Ellemann (V), siger i det seneste nummer af bladet Danske Kommuner: ”Noget af det, der står højest på min liste, er diskussionen om indsatser, der virker. Indsatser, der reelt gør en forskel. Det handler om tydelighed, om samarbejde, om faglighed, og så handler det i høj grad om viden om effekterne.”

Den dagsorden anerkender vi fuldstændigt. Men ministerium og styrelse skal gøre sig klart, at man selv har ansvaret for, at vi er bagud på point, idet man har forsømt en systematisk opsamling af viden og erfaringer i tilknytning til arbejdet med de allermest udsatte borgere.

Vores viden om idræt for socialt udsatte og betydningen heraf deler vi gerne. Vi vil også gerne have mulighed for at fortsætte arbejdet. Vores viden om værestedernes afgørende rolle i for eksempel misbrugsindsatsen deler vi gerne.

Vi vil også gerne have mulighed for at fortsætte arbejdet. Vores viden om behovet for faglighed og metodeudvikling deler vi gerne. Vi vil også gerne have mulighed for at fortsætte arbejdet.

Til fælles gavn og bedste.

Cliff Kaltoft er sekretariatschef i Landsforeningen af Væresteder og medlem af Rådet for Socialt Udsatte