Der findes utrolig meget viden om stress. Der findes viden om årsager, forebyggelse og behandling, men der er stadig særdeles mange mennesker, som får stress.
Gennem mit arbejde som psykolog på en arbejdsmedicinsk afdeling er jeg blevet optaget af, hvorfor så mange mennesker bliver i et ansættelsesforhold, selvom de bliver syge af det. Hvorfor sygemelder de sig ikke noget før? Hvorfor afleverer de ikke deres opsigelse?
Det er mit håb, at mine ord kan bidrage til en mere nuanceret forståelse for, hvorfor det er så vanskeligt at forlade et arbejde, der gør én syg. Og ikke mindst hjælpe de stressramte til at tage toppen af de selvbebrejdelser, mange har bagefter.
Stress er et kompliceret emne. Men uanset hvordan man vender og drejer statistikken, uanset hvordan man definerer, forstår og måler stress, så er der mange, der føler sig stressede.
Og der er mange, der oplever, at det i overvejende grad er arbejdet, der har forårsaget det. Når de hundredevis af stressramte, jeg har talt med, forsøgte at forklare, hvorfor de blev i et arbejde, der var for belastende, så kan man i min optik inddele begrundelserne i tre overskrifter: sikkerhed, pligtfølelse og identitet.
Begrundelser, der vedrører sikkerhed, kredser typisk om faktorer, som giver en følelse af tryghed. Helt basalt ønsker mennesker at kunne forsørge sig selv og evt. familie. Mange frygter at blive fyret, hvis de sygemelder sig. Mange frygter at komme på sygedagpenge eller andre offentlige ydelser. Mange har hørt skrækhistorier om jobkonsulenter, der fremsætter trusler og presser mennesker i arbejde, før de er parate. Mange frygter ”systemet”. Nogle føler sig økonomisk afhængige af lige netop dén indtægt, i lige netop dette job. Udsigten til at skulle give afkald på komfort og eventuel status skræmmer. Frygten for at være nødt til at sælge huset bliver reel. ”Jeg er jo enlig forsørger. At sygemelde sig var simpelthen ikke en mulighed, jeg kunne tillade mig at overveje…”
Det kan også føles temmelig utrygt at sige sit job op, hvis der ikke er ledige stillinger inden for ens fagområde. Men når man har stress, kan det føles uoverskueligt at skulle sætte sig ind i nyt stof eller tilegne sig nye kompetencer. Alene holdt op mod dette kan det føles mere trygt at blive i det nuværende job.
Vi får overbevist os selv om, at det er mere ”sikkert” ikke at foretage forandringer. Når man har stress, fryder forandringer nemlig ikke. De er frygtindgydende. Et element, der påvirker følelsen af tryghed, er derfor også udsigten til at miste faste rutiner og genkendelighed i hverdagen. Så bliver konklusionen ofte, at det er bedre at blive (og fortsætte med at blive endnu mere syg).
Begrundelser, der vedrører pligtfølelse, kredser typisk om, hvordan det vil påvirke kolleger, virksomheden som helhed eller kunder/borgere/patienter/elever, hvis man ikke passer sit arbejde. Pligtfølelsen over for andre og loyaliteten til arbejdspladsen kan være utrolig stærk. Blot tanken om ikke at kunne bidrage eller hjælpe andre kan give intens dårlig samvittighed. ”Jeg kan ikke være bekendt at svigte dem!”
Særligt i omsorgsfag er der mange medarbejdere, som har investeret en utrolig stor del af sig selv i at hjælpe eller støtte andre mennesker. For nogle er det næsten, som om de som menneske går til grunde, hvis ikke missionen lykkedes. De tager mange opgaver på sig, og ikke mindst ansvar, som burde have været fordelt på flere. Valget kan være barskt: ”Hvis du giver slip nu, så er der ganske givet nogle mennesker, der bliver tabt på gulvet, men hvis du ikke giver slip nu, så er det dig, der ryger i gulvet.”
Begrundelser, der vedrører identitet, kredser ofte om, at det strider imod ens selvopfattelse at have stress. Mange mennesker er skamfulde og flove over at måtte erkende, at de ikke kunne blive i deres arbejde. Frygten for, at ens omgangskreds vil tænke ringere om én, hvis man sygemelder sig med stress, kan være stor. ”Jeg nægtede simpelthen at give op. Jeg ville ikke blive sådan én, der ikke kunne klare mosten!” Arbejdet bliver for mange af os en del af vores identitet. Nogle ville gå så vidt som at mene, at vores arbejde er vores identitet!
Mange mennesker, der holder fast i et arbejde, som de ved, ikke er godt for dem, har ofte gjort sig sporadiske tanker om, hvad de alternativt kunne beskæftige sig med og ender ofte i en blindgyde, hvorfor de ræsonnerer sig frem til, at det er bedre at blive, hvor de er. Mange kan ikke udholde tanken om at miste kolleger og samarbejdspartnere, som de er blevet rigtig glade for. Mange finder måske stor mening ved deres opgaver og det, de bidrager med: Det er spændende og berigende, og de har en oplevelse af at være kompetente til noget.
Det kan virke næsten helt uoverkommeligt at tænke tanken til ende om at forlade sit arbejde, når der er så mange gode grunde til at blive. Særligt når begrundelsen for at forlade arbejdet er så spinkel og diffus i sit udtryk, som ens helbred er. Nemlig den lille sagte stemme, der siger: ”Pas på dig selv!”. Stemmen vi er eksperter i at overhøre eller i hvert fald negligere. For hvad vil det egentlig sige ”at passe på sig selv”? Hvor tæt må man gå på grænsen for, hvad man kan klare? Må man gå over grænsen? Hvor lang tid? Der er ikke nogen klare svar.
Jeg anbefaler altid mine stresspatienter at tænke sig rigtig godt om, når de er sygemeldte. Jeg kalder det for eksistentielle overvejelser. Der skal ikke kun være fokus på at blive symptomfri og køreklar igen. Der skal også være fokus på, hvad de skal være klar til.
”Hvad er det gode liv for dig? Hvad vil du gerne arbejde med? Hvordan skal din arbejdsdag se ud? Hvordan skal balancen være mellem dit arbejde og privatliv? Er det vigtigt for dig at have lyst og overskud til at være sammen med andre mennesker, når du har fri? Er det vigtigt for dig, at der plads til fritidsinteresser?”.
Belastningerne kan være mange, og at sige fra over for dem kan føles som at gå direkte imod en tsunami. Men hver af os har et valg. Vi kan vælge at prioritere vores helbred over alle de andre faktorer, der trækker os mod at blive i et arbejde, der gør os syge. Men det er svært. Og der vil være konsekvenser, uanset hvad vi vælger.