”Jesus på Jellingstenen er en del af forestillingen om, hvad det vil sige at være dansk. Men er det overhovedet Jesus, der er på den sten?”.
Den undren er essensen af DR-dokumentaren "Gåden om Odin", som sætter spørgsmålstegn ved, hvordan Jellingstenens inskription og billeder skal forstås.
Den store Jellingsten er 2 meter og 43 centimeter høj, cirka fra år 965 og det fornemste monumentale kunstværk inden for Mammenstilen, den dominerende mode i vikingernes verden i 900-tallets anden halvdel. Kong Haralds dåb var utvivlsomt baggrund for stenens rejsning. Når man nærmer sig Jellingstenen, er det første, man bemærker, dens elegante tresidede pyramideform, som er symbol på treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden. Kristendommens forkærlighed for tals og geometriske figurers symbolik, demonstreres tydeligt på stenen, hvor især tallet tre går igen i tredelte blade.
Teksten er skrevet med 16-tegns futhark-runealfabetet og hugget direkte i stenen på vandrette linjer, som man ville skrive med latinske bogstaver i et kristent manuskript. Stenens billeder er hugget i plant lavt relief. De tre siders billedprogram og inskription udgør et samlet hele. Teksten siger, at "Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne".
Øverst på stenens første side peger et slangehoved mod himlen; dens krop indrammer og sammenbinder stenens sider og snor sig og former evigheds- og treenighedssymboler. Stenens anden side viser et firbenet dyr set i profil, som omslynges af en slange frem mod stenens tredje side. Her ses den symbolske skildring af Kristus korsfæstet i Livets træ på Golgata. Kristus ses forfra, og hans hænder rækker ud over rammen. Kristus er placeret i sit billedfelts midtlinje, hvilket er essentielt, fordi midtaksecentrering er et ekko af selve kristendommens monoteistiske struktur (dyrkelsen af kun én gud).
Et egentligt kors ses ikke direkte på stenen, men symboliseres af Kristi holdning med oprejst hoved, udstrakte arme og samlede ben. Og det faktum, at Kristi kors og Livets træ er ét og det samme, tydeliggøres af de to bladranker og cirklen, som fastholder ham i korsfæstelsespositionen. Den øverste bladranke afsluttes ud for hans hoved på hver side i en såkaldt triquetra, som på hans venstre side åbner sig og med sit blad udpeger Kristus som det vigtigste. Kristus har korsglorien om hovedet, snoet hår som et stærkt tov, levende åbne øjne og nagler gennem håndfladerne. På hver side af hans ben ses en triquetra.
En udgave af den gamle legende om Livets træs og Kristi kors’ fælles identitet kendes fra "Legenda aurea" (Den gyldne legende) fra cirka 1260 af dominikaneren Jacobus de Voragine, som en tid var biskop af Genova. Men da var legenden om denne dybe samhørighed allerede gammel og kendt og havde i århundreder sat sit præg på kunsten. En kendt variant af legenden lyder, at da den gamle Adam lå for døden, sendte han sin søn Seth til Paradisets port for at bede om en kvist af Livets træ. Men faderen var død, da Seth kom hjem med kvisten, som blev plantet på Adams grav på Golgata, hovedskalsstedet. Her voksede kvisten op til et smukt træ, som blev fældet til brug i kong Salomons tempelbyggeri; men træet lod sig ikke indpasse nogetsteds og blev lagt til side. Senere drømte dronningen af Saba, at træet en dag ville volde Frelseren stor lidelse, så det endte i Kedrons bæk og drev til Betesda dam. Her fandt tømreren det den dag, han ledte efter materiale til Kristi kors, og nu ville træet samarbejde, for nu havde det nået sit mål, så Livets træ og Kristi kors er ét og det samme.
Men man ved, at en person i Råbylille på Møn allerede et par generationer før Jellingstenen bar en armring udsmykket med Golgata-dramaet. Golgata vises her som en trekant, fra hvis skrå sider røvernes kors rejser sig, og på hvis top Kristi kors knejser som Livets træ. Legenden var velkendt i tiden, og kong Harald lod Golgata-dramaet visualisere foruden på stenen tillige på sine næsten samtidige korsmønter, også kaldet Jellingmønter. Her er Kristi kors og røvernes kors afbildet som regulære kors på Golgata-højen med den gamle Adams hovedskal vist omvendt i selve højen. Den gamle Adam ses raffineret i Golgata-højen som præfiguration på den nye Adam, Kristus, korsfæstet på Golgata. Intet formidler abstrakt tankegods bedre end billeder, fordi en lang beretning kan indeholdes i ét billede, som umiddelbart forstås, når mæcen, kunstner og betragter deler referenceramme. Det var man sig bevidst i vikingetid angående formidling af det kristne budskab på monumental- såvel som miniaturekunst, ikke mindst ved kong Haralds hof i Jelling.
Allerede tv-dokumentarens overskrift, "Gåden om Odin", antyder, at guden på den store Jellingsten i næsten lige så høj grad kan vise Odin, den øverste af guderne i nordisk mytologi, som Kristus. Og det siges, at en eventuel afklaring af tvivlsspørgsmålet kun kan opnås ved at bruge alle de kilder, vi har, og så stykke indicierne sammen herudfra, men desværre er forskning i og litteratur om stenens klare kristne ikonografi forbigået. Der udtrykkes i dokumentarserien undren over, at guden ”hænger i et træ”, ligesom det siges, at han er mere hedensk end kristen i sit udtryk. Ingen af delene er korrekte. Kristus på stenen hænger ikke i et træ, tværtimod står han lyslevende og sejrsikker på en udnyttet styrkezone i stenens struktur, parallel til den fodstøtte, hans fødder hviler på, som det fremgår af Nationalmuseetsfilm "Jellingstenene under lup" fra 2009 ved Hans Ole Matthiesen, Lise Gjedssø Bertelsen og Susanne Trudsø. Og udtrykket er ikke hedensk, den kristne ikonografi er fulgt nøje. Derefter siges, at guden ikke har nagler gennem håndfladerne, men der er nagler igennem Kristi håndflader på stenen, de er blot med tiden eroderet, men ses klart på Ludvig Stubbe-Teglbjærgs gnidebillede, som ejes af Aarhus Universitet og er gengivet i bogen "Romanske Stenarbejder 6" fra 2009.
Senere fremhæves i dokumentaren, at ”hvis man skal konvertere gamle krigere, der er vant til at tro på machoguder med store fede overarme og magiske våben, altså rigtig seje guder, hvis man lige pludselig siger, at nu skal du ikke tro på Thor længere og hans fede hammer, nu skal du tro på sådan en halvdød fætter på en pind, det dur ligesom bare ikke. Så derfor skal man lave en stærk udgave af Kristus-figuren, som kan måle sig med de der stærke guder, der er i den gamle tro. Og derved bliver han afbildet ikke som lidende på et kors, men som den sejrende Kristus." Udlægningen er forkert.
Det er den fælles europæiske stærke Kristus på Jellingstenen, ikke en stærk gud pludselig opfundet til lejligheden hos vikingerne i Jelling. I kristologien skelnes mellem Jesu Kristi to naturer, det vil sige de to sider af hans væsen, som henholdsvis udødelig gud (Kristus) og henholdsvis dødeligt menneske (Jesus). Attributter på hovedet til Kristus-typen er korsglorien eller en kongekrone. Korsglorien er helt specifik for Jesus Kristus og bæres aldrig af andre. Det er først senere i den gotiske kunst, at man rettede blikket mod Jesus-siden, som gengiver gudens menneskelige væsen, forpinthed og lidelse under korsfæstelsen, sårbarhed og dødelighed; attributten på hovedet er her hyppigt tornekronen. Dokumentaren igennem omtaler tv-værten guden på stenen som Jesus, hvilket af ovennævnte grunde er forkert. Hun burde altså have henvist til guden på stenen som Kristus.
I cirka 965 havde kristningsprocessen længe været undervejs i kong Haralds rige. I 948 blev der udnævnt bisper for Aarhus, Slesvig og Ribe, bispedømmer underlagt ærkebispen af Hamburg-Bremen. Og i Ribe er der ved domkirken udgravet et antal tidlig kristne grave fra cirka 100 år før Jellingstenens tid. Til slut i dokumentaren taler tv-værten om Haralds dobbeltspil, hans mulige vaklen i tro mellem Odin og Kristus, men et sådant dobbeltspil antyder Jellingstenen ikke.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.