Prøv avisen

Arne Munks drøm. Det officielle Danmark bør anerkende Kaj Munks betydning for landet

Den 1. juni 2010 åbnede Vedersø Præstegård som museum. – Foto: Jørn Deleuran.

DET VAR GODT, Kaj Munks søn døde, så møblerne kunne vende tilbage til præstegården!, sagde én forleden. Replikken rystede mig, fordi Arne Munk i virkeligheden ikke ville spærre for møblernes tilbagevenden!

Arne var en trofast søn, der med provokationstalent og dramatiske evner brugte alle til rådighed stående midler i forsøg på at rense sin fars minde for den dynge snavs, som især samarbejdspolitikerne efter krigen skabte og dængede på mindet for selv at komme til at fremstå renere. Arne Munk truede med at brænde møblerne, men fortsatte alligevel med at opbevare og betale husleje for dem i syv år. Målet var at henlede pressens opmærksomhed på det urimelige eftermæle, det officielle Danmark havde givet hans far. Ville man blot sige Undskyld!, ville han omgående bringe møblerne tilbage til præstegården!

Arne Munk var ikke årsagen til den megen fokus på Kaj Munks møbler, men det var i særdeleshed tre tidligere kirkeministre: Bodil Koch, Margrethe Vestager og Bertel Haarder.

For det første tilhørte 122 af møbelgenstandene ikke Munk-familien, fordi de var den listeopførte husleje, som kirkeminister Frede Nielsen og Lise Munk aftalte i 1948, så hun og familien kunne bo i præstegården, så længe hun ønskede det. Møbelgenstandene skulle derefter tilhøre den selvejende institution, som staten skulle oprette i 1958, hvilket kirkeminister Bodil Koch bevidst glemte alt om.

For det andet fik Margrethe Vestager i 1999 Kammeradvokaten til at udfærdige et fup-responsum. Han påstod deri, at Lise Munks død frigjorde staten for sine forpligtelser, og at møblerne tilhørte Munk-familien.

For det tredje beordrede Bertel Haarder i 2005 Munk-familien til at fjerne møblerne, inden han forærede præstegårdsskødet til en lokal fond, selvom skødet fra menighedsrådets overdragelse af præstegården til staten i 1951 havde en statsforpligtende bestemmelse: Vedersø gamle Præstegaard, der fremtidig af det offentlige vil blive opretholdt som et minde om Kaj Munks liv og virke.

Det kan næppe være svært at forstå Arne Munks enorme vrede og fortvivlelse over stik imod møbelaftalen og skødebestemmelsen at skulle fjerne møblerne og derved blive tvunget til at være en effektiv håndlanger for de folk, der lige siden besættelsestiden havde villet udradere hans fars betydning for Danmark.

Arne Munk var altid draget af to steder: jagthytten Lokkelykke i Hover og granitkorset på Hørbylunde Bakke. Lokkelykke var Munk-familiens fristed, og dér havde Arne tilbragt utallige glade timer sammen med sin elskede far, som han beundrede.

Arne livede kolossalt op, når han viste rundt i Hover. På et seminar kørte han og deltagerne derud i bus. Aldrig før eller siden har jeg oplevet ham i et så strålende humør. Han fik ustandseligt latteren til at bølge.

I SIN ROMAN, Etatsråden, som på fiktivt plan foregår i og omkring Lokkelykke, synes Arne at afsløre et stort traume. Etatsråden vandrer hver nat som genfærd med huller i sit kranium hen på jernbanestationens perron for at samle kraniesplinter op, hvor man tabte hans urne ved dens ankomst.

Det er en kendsgerning, at Arne gang på gang kørte til Hørbylunde Bakke for at dvæle dér, hvor jorden havde drukket hans kære fars blod og rummede splinter af hans kranium. Kaj Munk har egentlig to gravsteder.

Arne var både intelligent, følsom, humoristisk og en sprogjonglør. Netop han kunne have skrevet det sandeste af alle Kaj Munk-portrætter.

Han ville gerne, men en bitterhed blokerede. Han drømte om, at Danmark officielt ville undskylde behandlingen af faderens minde. Udeblivelsen hindrede ham i at nøjes med min påpegning af, at oprettelserne af Kaj Munk Selskabet og af Kaj Munk Forskningscentret og aktiviteterne i Vedersø Præstegård langsomt ville koncentrere sig til det for ham så livsvigtige ord: Undskyld!