Prøv avisen

Arv og gæld - Vilhelm Beck 100 år efter

Indre Missions stifter, Vilhelm Beck. Foto: .

I morgen er det hundrede år siden, at »kongen« i Indre Mission, Vilhelm Beck, døde. Beck var uden tvivl en højt begavet prædikant og taler, men arven fra ham peger ikke desto mindre i flere retninger, skriver Kurt E. Larsen

For 100 år siden døde Vilhelm Beck i Ørslev præstegård ved Slagelse. I 45 år havde han virket utrætteligt som præst og tilmed været Indre Missions drivende kraft i 40 år. Han var datidens største prædikant. Op til 10.000 deltog i hans årlige friluftsmøder, og da han døde, samlede han for sidste gang en stor forsamling: 5000 mennesker deltog i begravelsen.

Nu er der så gået 100 år. Interessen for hans person har længe været minimal. Beck har slet ikke en status blandt danske missionsvenner, som tilfældet er med tilsvarende ledere i andre lande. Hvilken nordmand kender ikke Hans Nielsen Hauge? Men i danske missionskredse er Beck i dag højst et navn, måske ikke engang det. Luthersk Missionsforening har deres Rosenius, Tidehverv har sin Søren Kierkegaard, og grundtvigianerne har deres Grundtvig.

I Indre Mission findes ingen »Becks samlede værker«, som nutidens missionsfolk kan studere. Beck har ikke skrevet salmer og sange, hvori hans holdninger befordres videre. Jeg har også endnu til gode at høre en sætning som »Vilhelm Beck har sagt«. Jeg skriver dette uden beklagelse. Det har tværtimod været Indre Missions fordel, at man ikke har haft en stærk lærefader. På den måde har man været fri til selv at læse i Bibelen uden det bånd, som en stærk lærefaders holdninger altid på godt og ondt vil være.

Beck var nok en meget talende og skrivende mand, men han ønskede ikke at være nogen lærefader. Han ville tværtimod lære missionsfolk at holde sig til Bibelen og herudfra være kritiske over for mennesker - selv over for lærefædre som Luther og Brorson. Indre Mission skulle holdes sammen af sit arbejde, ikke af læremæssig ensretning i alle spørgsmål.

Hvad han ville, var især at åbne folkekirkens øjne for værdien af vækkelsens liv og åbne vækkelsesfolkets øjne for værdien af kirkens sakramenter. Det er derfor i Becks egen ånd, at han selv så forholdsvis hurtigt blev glemt i sin bevægelse - mens hans kongstanke levede videre. Samarbejdet mellem præst og lægfolk i kirkens arbejde har kendetegnet dansk kirkeliv siden - ikke mindst i de egne af landet, hvor Indre Mission har virket. Det har været en stor velsignelse, og det mærkes på kirkegangen mange steder endnu. Folkekirkens åbenhed for vækkelsesbevægelsernes arbejde og vækkelsesbevægelsernes trofasthed mod kirken og dens sakramenter har været et særligt kendetegn for dansk kirkeliv til vores tid.

Nogle af Becks svage sider er blevet ført videre som en negativ arv, en gæld, i bevægelsen. Beck var selv et barn af enevælden og har præget sin bevægelse i den retning. Han voksede op i den periode, hvor en enevældig konge kunne mene, at »vi alene vide, hvad der tjener til folkets bedste«, og Beck tog denne tradition med ind i Indre Mission, som han ved sin kæmpemæssige arbejdsindsats fik gjort til en stor bevægelse, men som han samtidigt også styrede autoritært.

Hans stil er gået videre i Indre Mission til vores tid, hvor arbejdet på landsplan stadig ledes af en selvsupplerende bestyrelse. Det har sine fordele, hvoriblandt hører, at man på den måde undgår at operere med medlemmer og stemmeberettigede - og dertil hørende skel mellem »rigtige« og »forkerte« missionsfolk. Alligevel føles det belastende, at vi - i en tid, hvor vi ellers kæmper for at værne om de demokratiske værdier i den vestlige verden - i en kirkelig bevægelse ledes efter principper fra enevælden.

Det er i den sammenhæng ingen stor trøst, at også den danske folkekirke lever med en gæld fra enevælden. Der er jo et demokratisk underskud på stiftsplan og landsplan, når statsligt udpegede stiftamtmænd og kirkeministre administrerer folkekirkens økonomiske og juridiske forhold. Set over de 150 år har det nok som regel fungeret ganske udmærket, men principielt er det forkert, og det virker i nutidens samfund stadigt mere belastende.

Det var Becks styrke, at han fik vækkelsesbevægelsen knyttet til folkekirken. Men han gik for vidt i sin kritik af alt ikke-luthersk. Han kunne påstå, at den daværende romerkirke ikke kunne anses for at være kristendom, og talte om baptismen som jødedom forklædt som kristendom. Indre Mission har i Becks fodspor taget afstand fra økumeni og tværkirkelighed og lagt vægt på vores rige luthersk-kirkelige arv. Problematisk bliver denne holdning dog, når nye strømninger afvises refleksmæssigt, blot fordi de er fremmedartede.

Disse bevægelser kunne jo have genopdaget bibelske lærdomme, man selv havde overset. I min ungdom kom den karismatiske bevægelse til landet, og den blev kategorisk afvist af Indre Mission. Det var vel ikke med urette, når der tænkes på visse udsagn og handlinger fra enkeltpersoners side. Desværre er det mit indtryk, at afvisningen skete uden nogen særlig selvbesindelse.

Hvad nu om vi i Indre Mission faktisk i dag kunne lære noget vigtigt af katolikker og karismatikere? Becks voldsomme udfald mod ikke-lutherske har efterladt den gæld, at det er blevet lidt vanskeligt for os at blive inspireret af andre kristne.

På nogle punkter har Beck efterladt et præg, som må bearbejdes i vor tid. På mange andre punkter har han efterladt bevægelsen en arv, som generation efter generation har kunnet leve videre på og nyde godt af - også selv om de aldrig har kendt navnet Vilhelm Beck.

Kurt E. Larsen er lektor ved Menighedsfakultetet og har skrevet ph.d.-afhandling om Vilhelm Beck, folkekirken og Indre Mission i år 2000.