Tegneren Kurt Westergaard er død, og hans kollega Thomas Thorhauge udtrykker i Politiken fuldtonet støtte til Morgenavisen Jyllands-Postens gamle illustrator:
”Det er da utåleligt for mig som menneske og tegner i den frie verden, at der er et motiv, jeg ikke må tegne. Det er vanvittigt.”
Politikens tegner mente ellers oprindeligt, at Muhammed-tegningerne var en unødvendig provokation, men ”at det blev en selvopfyldende profeti, gjorde, at vi, der syntes, det var forkert, på en eller anden måde har tabt”.
Samme synspunkt anlægger en tidligere tegner på Politiken. Jakob Strid siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at det omsider er blevet helt klart for ham, at han havde været rigeligt sagtmodig, da tegningen i sin tid blev trykt:
”Jeg var en del af Politiken-tankegangen, der så muslimerne som ofre. Der må jeg lægge mig fladt ned og sige, at jeg tog fejl. De tegninger var helt nødvendige, for vi bliver nødt til at kunne tale om volden fra radikale islamister.”
Der er heller ingen tvivl om, at Westergaard har haft betydning for danske politikere. På Facebook bringer Aarhus’ socialdemokratiske borgmester en smuk og bevægende hyldest. Jacob Bundsgaard beskriver tegneren som ”en stor personlighed og en usædvanlig helteskikkelse, der udviste beundringsværdigt mod, styrke og ukuelighed (…). Han gjorde sin hjemby stor ære, da han trods mordforsøg på ham og talrige trusler holdt hovedet højt i kampen for sin og andres ytringsfrihed”.
Hvordan ærer vi bedst Kurt Westergaards minde? I Berlingske skriver kommunikationschef Christian Marcussen, at det gør vi ved at sikre, at alle folkeskoleelever stifter bekendtskab med hans Muhammed-tegning: ”Den står som det ypperste symbol på ytringsfriheden og på modstanden mod voldsparate kræfters krav om underkastelse.”
Venstrefløjens svovlprædikanter
I Kristeligt Dagblad kunne man forleden læse, at mere end 1000 kirkefolk har underskrevet en protestskrivelse mod regeringens udlændingepolitik. I Weekendavisen skriver to præster i folkekirken, at denne protestskrivelse vidner om en foruroligende politisering af institutionen. Jan Torkill Lange og Jan Unold minder om, at i forne tider var det højrefløjspræster som svovlede mod abort, skilsmisser og pornografi.
I dag er det folkekirkens venstrefløjsere, der indtager rollen som svovlprædikanter og fremstiller folkekirken som en interesseorganisation for rød-grønne værdier i Jesu navn. Folkekirkens toneangivende lag befinder sig til venstre for midten, og ”at aktivisterne af strategiske årsager benægter, at politiseringen skulle foregå i Guds og kirkens navn, er der naturligvis ingen, der tror på, når det åbenbart er vigtigt for dem at udtale sig tituleret som ’biskopper og præster’”.
Det må derfor være nærliggende at spørge underskriverne: Er man en ringere kristen, hvis man er totalt uenig i den aktuelle protestskrivelses form, vinkling og indhold?
Absurd teater med Ghita Nørby og Simi Jan
De fleste læsere husker Ghita Nørby som en suveræn skuespiller, som kan være vanskelig at interviewe, hvis benovelsen er eneste ledetråd.
Det blev man mindet om i TV 2 -programmet ”Simi & Sommergæsten”, hvor journalist Simi Jan afslørede, at i hende er det absurde teater gået glip af et virkeligt stortalent.
I en stor del af programmet sad Jan med et konstant begejstret udtryk i ansigtet, alt imens hun forsøgte at orme sig ind på den agtede skuespiller med berøringer og befamlinger. Det gjorde ingenlunde indtryk på Nørby, der efterhånden såede tvivl om Jans tankevirksomhed og dømmekraft.
Podcastvært Ditte Okman mente i B.T., at interviewet mindede om en masochistisk seance, eftersom ”Simi Jan med overdrevne lyttelyde anerkendte, hvor idiotisk hendes spørgsmål og hun selv var”. Programmet var anskuelsesundervisning i, ”at man bliver jævnt dumt at høre på, når man forfalder til leflen i al sin iver efter at imponere en sur gammel dame”.
Måske TV 2 burde sende Simi Jan på efteruddannelse i kritisk journalistik?
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.