Det er en almindelig opfattelse, at den vesterlandske kultur har sit rodnet i to forskellige traditioner. Dels i den kristne, som igen har rødder tilbage i den jødiske og gammeltestamentelige historie. Og dels i den græsk-romerske, som er overleveret til os gennem kunst, filosofi og politisk tænkning. I den ene tradition findes kilderne til vor religion; og i den anden tradition findes kilderne til den rationelle bestræbelse, som har drevet udviklingen frem på det videnskabelige og teknologiske felt.
Det er også en kendt sag, at samlivet mellem de to traditioner ikke har været ganske gnidningsfrit. Tværtimod er der fra religiøst hold flere gange gjort modstand mod videnskabelige landvindinger. Bekendt er således den katolske kirkes fordømmelse af Galilei for hans tilslutning til det kopernikanske verdensbillede. Og så selvfølgelig den kirkelige opposition mod Darwins udviklingsteori.
Skønt kontroversen om Darwins teori fortsat er levende i visse religiøse kredse, så må det dog erkendes, at det ikke har været den kirkelige modstand, der har sejret i konfrontationerne med det videnskabelige verdensbillede. De fleste i den vestlige verden - også inden for kirkerne - accepterer i dag, at vi må bøje os for veldokumenterede videnskabelige teorier om, hvorledes verden hænger sammen. De færreste godtager, at Det Gamle Testamentes forklaring på verdens skabelse og på menneskets eksistens kan bruges som et argument mod de videnskabelige teorier, der opstilles på basis af veldokumenterede erfaringer. Også i kirkelige kredse accepterer man i dag hovedtrækkene i det moderne verdensbillede med Jorden som en planet, der bevæger sig i en bane om en mere eller mindre tilfældig stjerne i universet, og med mennesket som et foreløbigt resultat af en udvikling, hvis grundprincip Darwin formulerede.
Betyder det så, at vi skal konkludere, at den græske tradition har sejret over den kristen-jødiske? Det er et komplekst spørgsmål. I sin enkleste form drejer det sig om at finde ud af, hvorfor vi i Vesten har fået den videnskabelige udvikling, som vi har, og som er enestående blandt de historiske kulturer. Er det alene sket ved at overvinde kristendommen, eller er det tværtimod sket, fordi kristendommen på sin egen måde var medvirkende til, at udviklingen kunne foregå?
Det ville være lettere at besvare dette spørgsmål, hvis vi havde et andet eksempel, hvor udviklingen ikke blev bestemt af den græske tradition i samspil med kristendommen, men derimod blev bestemt af den græske tradition i samspil med en anden religion. I så fald havde vi to forskellige historiske eksperimenter, som vi kunne sammenligne og lære af. Og hvor heldige er vi ikke, for historien synes faktisk at have udført et sådant eksperiment for os, nemlig i den islamiske verden. Den var underlagt den samme indflydelse fra den græske tradition som den vestlige kultur. Ja, det var faktisk via den islamiske verden, at den vestlige kultur - da den voksede frem efter Romerrigets sammenbrud - fik etableret forbindelsen til den græske tankeverden. Det var altså kun religionen, der var forskellig. Op til filosoffer som Avicenna og Averoës i det 11. og 12. århundrede havde den græske indflydelse stadig vægt i den islamiske verden. Men derfra gik i indflydelsen over til den kristne verden og dens tænkere, mens den svækkedes og sygnede hen i den islamiske verden. Og det var først i den kristne verden, at den græske tradition brød radikalt igennem og førte frem til den moderne videnskabelige udvikling.
Hvorfor den forskel? Nu er spørgsmålet ikke, om vi skal konkludere, at den græske traditon har sejret over den kristne. Spørgsmålet er derimod, hvorfor den græske indflydelse kom til udfoldelse sammen med kristendommen, og ikke med islam. Er der en forskel mellen de to religioner, som kan være med til at forklare forskellen mellem den græske traditions videreudvikling?
For mig at se er der grund til at tro, at der er en sådan forskel. Med udgangspunkt i Koranen og i Muhammeds eksempel udviklede islam forskellige lovsystemer, som gav detaljerede forskrifter for, hvorledes en rettroende muslim skulle leve. Disse lovsystemer var under stadig udvikling og opbygning i de første århundreder af islams historie. Først omkring den tid, hvor arven fra Grækenland visnede bort i den islamiske verden, nåede man frem til en udbredt konsensus om, at lovsystemerne lå fast, og at fortolkningens porte var lukkede. Det er næppe en tilfældig sammenhæng. Det synes naturligt at tro, at den græske arv blev kvalt som en følge af, at de islamiske lovsystemer stivnede.
I den kristne verden skete der en modsat udvikling. Fra middelalderen havde man i den katolske kirke en særlig kirkeret, den kanoniske ret. Dens grundlag forsvandt med reformationen. Da vendte man tilbage til evangelierne; og de gav ikke detaljerede og praktisable forskrifter for, hvorledes man skulle gøre det ene og det andet. De fremførte derimod Jesu radikale fordringer, som ingen kunne bryste sig af at have opfyldt, og som umuligt kunne gøres til samfundsmæssige normer. Tog man disse fordringer alvorligt, så måtte religion blive en personlig sag, og så måtte man ende med at adskille religion og politik. Da var konsekvensen en religion, som selv tog helligheden ud af politik og tradition. Og en sådan religion kunne ikke sætte noget bolværk op mod arven fra den græske tradition. Tværtimod åbnede den det politiske rum, så traditionen kunne få lov at udfolde sig i den moderne videnskabelige bestræbelse. På den baggrund tror jeg ikke, at det er tilfældigt, at den græske arv visnede bort i den islamiske verden, og at arven i stedet fik lov til at udfolde sig, da den gik over til det kristne Europa, og da dette fik sin reformation. Tværtimod så tror jeg, at religionerne har spillet en afgørende rolle for, at forskellen har været så stor.
Hvis det er rigtigt, så bliver vor kristne arv en medvirkende faktor i forklaringen på, hvorfor den videnskabelige udvikling netop har slået igennem i vor del af verden. Men så synes det heller ikke rigtigt at forstå vor moderne situation som et udtryk for, at den græske tradition har sejret over den kristne. Historisk står vi, hvor vi står, fordi begge traditioner har arbejdet sammen. For et overordnet blik er den moderne vestlige kultur ikke kun præget af den græske videnskabstradition. Den er også - og lige så væsentligt - præget af den evangelisk-kristne skillelse af religion og politik og opfattelse af religionen som en privat sag.
Således ser det ud, når vi betragter vor nuværende situation historisk. Men hvad hvis vi i stedet vender blikket fremad? Hvad når sagen bliver personligt forpligtende? Er det så stadig muligt at forene videnskabens rationelle forpligtelse med en tro på den kristne gud og på Jesu guddommelighed? Det er den moderne kristendoms dilemma: Hvorledes skal den forliges med resultaterne af den videnskab, som den selv har været medvirkende til at slippe løs?
Spørgsmålet drejer sig ikke om, hvad man rationelt er forpligtet til. For bevise Jesu guddommelighed kan man ikke. Spørgsmålet drejer sig derimod om, hvorvidt det for den enkelte kan have nogen mening at fastholde troen på Jesu guddommelighed - uden at måtte vende sig mod videnskaben. Hvad skal man så lægge i ordene, når man siger, at man tror på Jesu guddommelighed? Hvad er i det hele taget det særlige ved det kristne perspektiv på vort liv i verden, som gør perspektivet værd at fastholde? - ved siden af og ud over hvad den rene rationalitet kan sige gennem videnskab og filosofi.
Jeg vil pege på et særtræk ved kristendommen, som giver dens perspektiv en egen dybde: at den ikke blot bekender sig til den naturlige etiske fordring om gensidighed og ligeværdighed, men at den radikaliserer fordringen ensidigt. »Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på højre kind, så vend også den anden til« (Matt. 5,39). Det perspektiv, der ligger i denne radikalitet, har haft betydning for, at den kristne verden har kunnet adskille religion og politik. Og derfor også for, at den har kunnet åbne sig for den videnskabelige udvikling. Det gør det i sig selv værd at fastholde perspektive som et nødvendigt led i vor selvforståelse.
Kai Sørlander er filosof