Jeg blev født et år efter, at Margaret Thatcher fratrådte posten som Englands premierminister, og alligevel kendte jeg hendes navn, længe før jeg gik aktivt ind i politik. Hun blev et ideologisk fyrtårn og et forbillede hos mange af sine ligesindede, og hendes mange politiske resultater blev et eksempel til efterlevelse for mange europæiske ledere efter hende.
Sjældent har en politiker skabt så store samfundsomvæltninger, som Margaret Thatcher gjorde det i sine 11 år som regeringsleder. Hun ikke bare reformerede, men revolutionerede sit land og verden med. Sammen med sin forbundsfælle, den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, lykkedes det hende at ophøje én bestemt maksime til en indiskutabel sandhed: at kun gennem efterlevelse af egeninteressen kan økonomien og samfundet fungere ideelt.
Den nuværende finanskrise og de europæiske politikeres handlingslammelse over for finansverdenen fortæller, at nok er jernladyen død, men hendes ånd lever videre. Grådighed er blevet legitimt i vores samfund, mens flere og flere af de rigeste fralægger sig et ansvar for at løse den krise, de selv skabte. Thatcher-æraen skabte et samfund, hvor det vigtigste var at blive rig for enhver pris, om det så var på fællesskabets bekostning.
Nu efter hendes død kan vi midt i den verdensomspændende krise se konsekvenserne af hendes politik: en uretfærdig og ureguleret finansverden, som skummer fløden, mens almindelige skatteydere betaler regningen gennem genopretningspakker og støtte til kriseramte banker.
Margaret Thatcher gjorde grådighedens idealer til almene sandheder, som europæisk krisepolitik i dag bygger på.
Derfor undrer det mig, at det nye liberale ungdomsoprør har så meget vind i sejlene med paroler om statsekstremisternes venstreorienterede frihedsberøvelse af det enkelte menneskes handlefrihed. Disse liberale lever nemlig i en verden bygget på Thatchers idéer.
Ønsker vi et opgør med den nuværende politiske situation kræver det, at vi tager kampen op mod thatcherismen, grådigheden og den ulighedsskabende krisepolitik, som fjerner folks muligheder for at påvirke deres egne liv.
Som mennesker kan vi skabe fantastiske fremskridt for vores samfund, hvis vi tror på, at menneskeheden er et hele, og at vi forråder os selv ved at lade andre mennesker have dårligere vilkår, end vi selv har.
Ulighed gør os ufrie og uselvstændige, og derfor består den socialdemokratiske lighed i at give mennesker muligheder, så de kan udvikle sig forskelligt. En sådan økonomisk og social model vil ikke føre til samfundets stagnation, men til at folks virkelyst, livskvalitet og frihed øges.
Et ungdomsoprør vil kun rykke noget, hvis det vil ændre de bærende værdier i Europa og dermed højne moralen og tage et opgør med 30 års forfejlet økonomisk politik og egoisme, bygget på Margaret Thatchers England.
Thomas Sjöberg Neergaard, medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og stud.theol. ,Pommernsgade 3, 1. tv,København S