Arvesynden er meget ældre end Luther

Arvesynden er blevet centrum for den seneste tids Luther-kritik. Men hverken Luther eller Augustin opfandt arvesynden, der allerede blev nævnt at Paulus

I det aktuelle frontalangreb på Folkekirkens konfessionelle karakter som luthersk har biskop Thomas Reinholdt Rasmussen stillet sig op som forsvarer. Hans forudsætning er, som han oplyser, den miskredit kirkefaderen havnede i efter 1968. Luthers person blev karakteriseret som voldsom og grov i omtalen af jøder, og han blev anklaget for at opildne til nedslagtning af de bønder, der søgte at bedre deres sociale kår.

I de revolutionære 1970'ere gled person og teologisk anliggende sammen til en endog meget sort klat. Reinholdt Rasmussen giver en fin skildring af, at hans vej i studietiden ud af mørket blev en skelnen mellem det han kalder ”Luther” og ”det lutherske”. I sin kronik i Kristeligt Dagblad den 13. juni henviser han Luther til historiens fortidighed, mens han bestemmer det lutherske som den frihed, der udspringer af Luthers tale om ”Kristus alene”. For Reinholdt Rasmussen er friheden begrundet i, at det lutherske altid er ”Kristus alene” uden nogen som helst tillæg. Det lutherske er troen på syndernes forladelse i Kristus. Slut og basta!

Nu er jeg ikke luthersk biskop, men historiker, så det må vel være legitimt at spørge, hvordan Reinholdt Rasmussen legitimerer sin lutherskhed. Hvordan er han nået frem til ”Kristus alene”? Eller rettere, hvis han mener, at standpunktet er ”luthersk”, så kan man vel ikke overse, at det var en konkret historisk person, der ved konkret arbejde med en historisk tekst, nemlig Bibelen, nåede frem til dette standpunkt. At ophæve forbindelsen mellem ”det lutherske” og et konkret historisk menneskes forståelse af den bibelske tekst må vel siges at være en nærmest fundamentalistisk position. At Luther legitimerede sin teologi, primært ved en ganske bestemt læsning af Bibelen, er vel ubestrideligt. Derfor virker det temmelig abstrakt, når Reinholdt Rasmussen mener at kunne skelne mellem Luther og ”det lutherske”. Og endnu værre: det hindrer en drøftelse af, om Luthers læsninger er holdbare.

Man kan nok sige, at Luther legitimerer sin forestilling om ”Kristus alene” ved en ganske bestemt forståelse af ”arvesynden”. Og når Luthers prestige er så lav for tiden, også i den lutherske folkekirke, skyldes det nok det med arvesynden. I en københavnsk kirke har man simpelthen fået lov til at fjerne ordene om dåben som en ”genfødsel”, fordi man ikke vil høre tale om, at arvesynden skulle gøre en ”genfødsel” nødvendig. Mennesket antages åbenbart at være godt fra den naturlige fødsel.

For så vidt er det forunderligt, at arvesynden er kommet i en sådan miskredit, når man tænker på det europæiske menneskes adfærd i de sidste hundrede år. To verdenskrige, to sataniske regimer og nu Ukraine-krigen. Millioner af mennesker myrdet. Man kunne være fristet til at sige, at historien har ført bevis for den lutherske arvesynd.

Men ligesom Luther skal vi nok hellere se på, hvad Bibelen siger, og man skal ikke læse mange linjer i de ældste kristne skrifter, før man opdager, at ”arvesynden” har været i kristendommen fra begyndelsen. De aktuelle arvesyndsmodstandere har simpelthen ikke læst ordentlig på tingene: ”...ligesom synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede,” skriver Paulus til de romerske kristne. Arvesynden er ikke noget hverken Augustin eller Luther har opfundet, den har været der fra dag et. Arvesynden er simpelthen det, der legitimerer kristendommen. Uden arvesynd er Det Ny Testamente nonsens.

Men måske er Luthers læsning af Paulus alligevel gået galt på et afgørende punkt. Og måske er det denne læsning, der har produceret påstanden ikke bare om ”Kristus alene”, men om ”Kristus alene”. I en anden aktuel kronik af en anden af Luthers forsvarere, rektor for Præstehøjskolen Hans Vium Mikkelsen, peges der på et andet Paulus-ord fra Romerbrevet: ”...thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Det kan ikke undre, at Hans Vium Mikkelsen spiller dette kort til forsvar for Luther og dermed for dennes udgave af arvesynden, for det er faktisk det, der bærer selve det lutherske, også forestillingen om ”Kristus alene”.

Men er Luthers læsning af Paulus nu også holdbar? Næppe. I nyere tolkning af Paulus forstås de netop citerede ord nemlig ikke om det kristne liv, livet efter dåben, men om det før-kristne liv. Er det sådan, må man nok sige, at forestillingen om ”Kristus alene” bliver temmelig tvivlsom. Paulus' breve er fulde af formaninger om karakteren af, det liv en kristen skal leve. Når det i moderne folkekirkelig kristendom er blevet et hoveddogme, at ”Gud elsker dig, lige meget hvad du gør”, så er det en opfattelse, der ikke har hjemsted hos Paulus.

Jeg skal ikke fortabe mig i Bibel-citater, men et par af de slagkraftige kunne måske virke opklarende: ”Så se da Guds godhed og strenghed: hans strenghed mod dem, der faldt, hans godhed mod dig, hvis du bliver i hans godhed; ellers bliver du også hugget af” (Rom. 11, 22). I det Første Brev til Korintherne skriver Paulus ”Far ikke vild!”, og så opremser han en række umoraliteter, og at sådanne ikke skal arve Guds rige (1. Kor. 6, 9-10). Der er altså hos Paulus tydeligvis tale om et hvis.

Hvis man betragter den ældste kristendoms skrifter, så er der mangfoldige formaninger og trusler. Man kan måske nok sige, at alt drejer sig om Kristus alene, men netop ikke alene i Reinholdt Rasmussens minimalistiske betydning. Den ældste kristendom er fuld af forestillinger om ”fortabelse”. Der er ikke skyggen af tilsagn til den kristne om, at ”Gud elsker dig, lige meget hvad du gør”. Den ældste kristendom er en voldsom appel til at ”leve et helt nyt liv (...) frigjort fra synden,” som Paulus formulerer det i Romerbrevet (6, 4 og 22).

I den ældste kristendom er ”arvesynden” nok central. Den er et grundvilkår for menneskelivet. Der er ingen vej ud undtagen ved ”Kristus alene”. Sådan er kristendommens bærende forestilling: Skabelse, syndefald, genopretning ved Kristus alene – men det er altså netop en genopretning til et nyt liv.

Denne nytestamentlige forestilling om ”genopretning” blev efterhånden indhentet af det, man kunne kalde virkeligheden. Man opdagede, at også kristne døbte mennesker syndede. Hvad så? Ja, strengt taget var der ingen hjælp at hente i Det Nye Testamente. Man måtte forholde sig til virkeligheden og selv klare sagen.

Længe drøftede man, om der kunne tillades en enkelt synd efter dåben. Men også her meldte virkeligheden sig. Ikke at man bare accepterede synden, men man opbyggede et stramtandet bod-system, der skulle føre synderen tilbage på den rette vej. Vi ser denne tænkemåde fuldt udfoldet i den katolske kirke. Tidligt i praksis, men man måtte jo også finde en principiel forståelse, og her søsattes så en forestilling om, at ”arvesynden” ikke som hos Paulus var slut med dåbens ”Kristus alene”, men på en eller anden måde levede videre. For katolikker primært som en ”fristelse”, og hvis fristelsen blev indfriet, så skulle den efterfølges af en række moralske handlinger, der bragte den faldne tilbage på rette spor.

Hele Luthers kristendomsforståelse er ikke bestemt af Det Nye Testamentes forestilling om arvesynd, men af et opgør med den udgave af arvesynden, der blev etableret, da man nogle århundreder efter Paulus søgte at komme til rette med kristne menneskers syndighed.

Hans opgør fik form af en radikalisering, der ubetvivleligt satte oprindelige forestillinger om det kristne liv i skyggen. Arvesynden blev ikke blot et uomgængeligt grundvilkår i det før-kristne liv, men også som et grundvilkår i det kristne liv: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Jeg tror, vi her har selve dynamoen i den moderne folkekirkelige sentimentalitet, naivitet og narcissisme. Ja, det lyder måske underligt. Men hvis nu ”arvesynden” var blevet præsenteret i en mere moderat udgave, altså en udgave der fastholdt den oprindelige kristne forestilling om et nyt liv, så kunne man måske i forkyndelsen have peget på dette nye liv. Men hvilket menneskeliv kan man pege på, når man er havnet i ”Kristus alene”? Er den uundgåelige konsekvens ikke enten misantropi eller protest? I megen luthersk teologi i det 20. århundrede blev det misantropi. Nu i følsomme tider heller ikke meget liv, men en narcissistisk protest, der ikke vil finde sig i formaninger, da ”Gud jo bare elsker os”. At en position føder sin modsætning er en kendt sag. Man kunne spørge, om ikke den moderne anti-lutherske sentimentalitet er ”det lutherskes” selvmål.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.