Vaccinemodstanderne giver forfatteren Carsten Jensen ikke meget for. I Politiken udråber han dem til ”frihedens gratister”. Hvad der er frihed for dem, er ufrihed for os andre. Vaccinemodstand er ikke bare en harmløs privatsag. Den er en plage for resten af samfundet.
”Lige nu bor vi i en høstak. Skal vi så se med overbærenhed på dem, der leger med tændstikker?”, spørger han.
Partiforkvinde for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, får med krabasken for sin mangel på afstandtagen til partiets egne kandidater, der optræder som modstandere og benægter virussens farlighed.
”Hvis Vermunds stormtropper bliver syge, må vi derfor gå ud fra, at de ikke vil lade sig indlægge på landets hospitaler.”
Bliver de alligevel ramt af den sygdom, hvis eksistens de benægter, bør de selv betale for hospitalsopholdet.
Sådan behandler man i Singapore asociale elementer, der optræder som ”antivaxxere”, skriver Carsten Jensen i sit debatindlæg.
I ånden kan man høre nogle oprørte fra Nye Borgerlige indvende: Jamen, hvad så med alkoholikere og rygere, der også selv er skyld i egen sygdom?
Men her er en kæmpe forskel. De bærer ikke på en smitsom virus, der bringer andres liv og helbred i fare.
Vaccinemodstanderne lever tilsyneladende i den illusion, at de er de eneste i denne verden.
”Hvis ikke vi får lov at belære dem om noget andet, vil virussen gøre det,” lyder Carsten Jensens konklusion.
Blåskjorterne
Bent Meier Sørensen, som er professor i ledelse og filosofi på CBS, har i både Politiken og Kristeligt Dagblad givet et signalement af de magtfuldkomne chefer på TV 2, der har gjort sig skyldig i sexchikane eller har tolereret, at andre gjorde det. De såkaldte blåskjorter er ikke patriarkalske i klassisk forstand.
Den gamle patriark repræsenterede ganske vist en social magtposition, men var selv underlagt en række normer og påbud, som han skulle leve op til. Han havde så at sige en rolle, som han skulle udfylde som civiliseret borger.
Blåskjorterne repræsenterer derimod et opgør med de civilisatoriske rammer for en anstændig opførsel.
Meier Sørensen betragter fænomenet som en udløber af 68’ernes seksuelle frisættelse og selvrealisering.
Det har skabt en uhæmmet selviskhed og normløshed på det seksuelle område. Til Kristeligt Dagblad udtaler Meier Sørensen:
”Når man på den måde laver sine egne regler, underminerer man civilisationen. I den kristne kultur er normen at beskytte de svageste individer, men den vendte TV 2 om til sin modsætning. Her gjaldt det om at slippe af sted med at forføre en studentermedhælper og redde sig selv.”
Blåskjorterne repræsenterer et civilisatorisk forfald i manderollen fra gentleman til opblæst drengerøv. Eller med krænkeren Michael Dyrbys egen betegnelse af sig selv: et dygtigt røvhul.
Jaså. Undskyld mig, men dygtig til hvad?
Støjberg som værdikriger
Da Inger Støjberg modtog Rigsrettens dom, betegnede hun det som et nederlag for de danske værdier. Hun erklærede også, at dommen kom aldeles bag på hende, at hun ikke ville bøje nakken og også i fremtiden ville handle på samme måde. Alle hendes dispositioner gik ud på at undgå barnebrude på dansk grund.
Det synspunkt har været alfa og omega i hendes defensorat mod alle anklagerne for lovbrud.
Ifølge voteringen i Rigsretten var der én af de 26 dommere, der godtog hendes forklaring og voterede for frifindelse. Man kan kun gætte på graden af juridisk ekspertise hos vedkommende. De øvrige 25 gjorde ikke. Dommen er klokkeklar. Ingen kan bøje loven her til lands, heller ikke ministre.
I de følgende dage har medierne runget af efterdønningerne af Rigsrettens afgørelse. I Berlingske tager tidligere Venstre-minister Søren Pind til orde. Han spørger:
”Vil det sige, at alle dommere i Rigsretten minus én går ind for barnebrude? Alle kan se, at det er en vanvittig påstand.”
Og til Støjbergs insisteren på at ville gøre det igen, lyder kommentaren:
”Sådan taler kun en vaneforbryder (…). Det er halsstarrigheden, der ender med at få Støjberg til at fremstå som vanekriminel. Denne insisteren og selvretfærdighed, der kun handler om forfængelighed. Ikke et øjeblik om barnebrude.”
Men der er åbenbart ikke noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget. I netmediet Dansk Markedsføring udtaler kommunikationseksperten Frederik Preisler om Støjbergs dom:
”Det er perfekt for hendes brand (…). Nu har hun fået nyt brænde på det bål, der er historien om hendes martyrium, og hun vil nærmest opnå helgenkåring hos sine følgere.”
Frederik Preislers pointe er, at Inger Støjberg hele tiden har ”defineret sig selv som værdikriger”. Dommen har bestyrket hende i denne rolle.
Den politiske kommentator Lars Trier Mogensen udtaler ganske vist i Information, at ”Støjbergs politiske fremtid er kørt i grøften”.
Men noget kunne tyde på, at dette ikke er det sidste, vi har set til hende i dansk politik. Højst sandsynligt vender hun tilbage iført fuld krigsmaling.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.