Astrid kan hverken tale eller gå: Mit fysiske handicap er ikke længere mit største handicap

Astrid Siemens Lorenzen på 22 år har cerebral parese, spastisk lammelse. Hun kan hverken tale, gå eller frivilligt bevæge sine lemmer. Men det er ikke længere hendes største handicap.

"Aldrig før har jeg været i tvivl om, hvorvidt min tilværelse er værdig, men jeg kan nogle gange have mine tvivl nu," skriver Astrid Siemens Lorenzen i Kort sagt.
"Aldrig før har jeg været i tvivl om, hvorvidt min tilværelse er værdig, men jeg kan nogle gange have mine tvivl nu," skriver Astrid Siemens Lorenzen i Kort sagt. Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix.

Mit fysiske handicap er ikke længere mit største handicap – det er mangel på hjælpere.

I bølger skvulper det hen over én, og det er, som om man bliver trukket ned under vand. Tilfangetaget i en krop, der ikke virker, kan jeg kun fungere, når et andet menneske hjælper mig.

Imidlertid gør den lave arbejdsløshed og skævvridningen i løndynamikken for ufaglært arbejde det næsten umuligt at rekruttere og fastholde hjælpere. Jeg er blevet til en vare på en hylde, som jeg skal sælge for at tiltrække medarbejdere.

Jeg er kun 22 år, og jeg ved ikke, hvor mange hjælpere, jeg har haft. Jeg ved kun, at jeg tit ikke når at få fuldt hus, før jeg må lukke endnu en ny ind.

Aldrig før har jeg været i tvivl om, hvorvidt min tilværelse er værdig, men jeg kan nogle gange have mine tvivl nu.

Jeg er ikke alene. Alarmklokkerne ringer. Gør vi ikke noget nu, ved jeg ikke, hvor vi ender.