”Vi ses i morgen!”. De fire ord burde være de vigtigste i vores ældrepleje. Sådan er det desværre ikke i dag. Selvom tusindvis af sosu-hjælpere og -assistenter hver dag knokler og gør deres bedste, er noget gået tabt. Børge, som lige nu har problemer med sit kateter, kan ikke være sikker på, at han kender den sosu-hjælper, der skal hjælpe ham ud af sengen i morgen tidlig. Og Inger Lise, som lige nu har brug for en hånd at holde i eller en kærlig snak, kan ikke være sikker på, at sosu-assistenten ved, at hun netop har mistet en kær ven.
Vi er nødt til at være ærlige om, at vi på nogle stræk i vores samfund har mistet fokus på kerneopgaven i vores nære velfærd, nemlig at sikre nærvær og omsorg. Det er ikke sket af ond vilje. Men for mange års styringslogik med fokus på dokumentation og proces har udfordret den sunde fornuft.
Mange medarbejdere på velfærdsområderne oplever, at de bruger for meget af deres tid på skemaer og bureaukrati og for lidt på borgerne. Det går ud over arbejdsglæden, og flere søger væk eller søger slet ikke jobbene. Sådan skal det ikke være. Det skal være trygt at blive gammel i Danmark. Vi skal med ro i maven stole på, at vores ældre medborgere får den hjælp og støtte, de har brug for.
Men vi skal regne med meget mere end det. Vores ældre skal mødes af medarbejdere, de føler sig trygge ved og har tillid til. De skal mødes med værdighed og med respekt. Og af kendte ansigter.
Trygfondens målinger viser, at stadig færre af os har tillid til, at der vil være en ordentlig ældrepleje til os, når vi bliver gamle. Derfor er der brug for, at vores ældrepleje styres i en ny retning. Og det er regeringen i fuld gang med.
Noget af det første, jeg gjorde som ældreminister, var – sammen med Folketingets partier – at få styrket tilsynet med ældreplejen. Tilsyn handler ikke kun om kontrol – det handler i høj grad også om at lære af fejl. Og hvis vi skal skabe forbedringer de steder, hvor der er problemer med kvaliteten i ældreplejen, så skal de have hjælp til at komme videre. Den hjælp har vi sikret ved at indføre obligatoriske opfølgnings- og læringsforløb i forlængelse af et påbud fra Ældretilsynet.
Samtidig med at vi vil gøre medarbejderne i ældreplejen bedre rustet til at varetage deres job, vil vi gøre den vigtige opgave at passe og pleje vores ældre mere attraktiv. Både for medarbejdernes egen skyld, men sørme også for de ældres. Vi tror helt grundlæggende på, at arbejdsglæden vokser i os alle i takt med den indflydelse, vi selv har på vores arbejdsdag. Det ved vi i hvert fald fra Holland, hvor faste selvstyrende teams har betydet større arbejdsglæde og lavere sygefravær blandt de ansatte. Vi har ladet os inspirere og afsat 192 millioner kroner, så kommunerne får mulighed for at afprøve modellen efter dansk målestok. Allerede nu møder nogle af vores ældre faste teams af kendte ansigter, der selv tilrettelægger den daglige pleje og omsorg. Vel at mærke ud fra de ældres behov og ikke ud fra kørelister og dokumentationskrav. Her kan de ansatte med sikkerhed sige: ”Vi ses i morgen!”.
På samme måde har vi frigjort tre kommuner fra regler og dokumentation, så de selv kan styre, hvordan de vil tilrettelægge hverdagen på plejehjemmene og i hjemmeplejen – og bedt kommunerne om at gøre det samme. Med de såkaldte velfærdsaftaler får kommunerne mulighed for at gøre tingene helt på deres egen måde og gøre deres egne erfaringer.
De har større frihed til at tilrettelægge hjælpen, så den snor sig omkring den ældres behov, i stedet for at den ældre skal sno sig i systemet.
For måske har Inger Lise lyst til at udskyde hårvasken til i morgen, så hun kan komme ud i forårssolen. Og måske har Børge mere behov for at sludre og bladre i familiealbummet end for at få støvsuget.
Jeg tror, at kommunerne får gjort sig nogle rigtig gode erfaringer, som kan inspirere andre og være med til at sætte en ny retning for ældreområdet. Derfor er jeg også glad for det ældretopmøde, vi holdt for nylig sammen med Ældre Sagen, FOA og Kommunernes Landsforening. Her fik vi sat ord på, hvordan vi kan gøre vores visioner til virkelighed.
Visionerne er nu nedfældet i et fælles charter, som handler om at holde en hånd under velfærden. At ældreplejen skal have fokus på nærvær, livskvalitet og omsorg. Og at de gode løsninger skal vokse frem fra hverdagens erfaringer – ude på plejehjemmene, plejecentrene og i hjemmeplejen. Det er nemlig ikke os på Christiansborg, der bedst ved, hvordan man tilrettelægger en hverdag. Det ved de ældre og de ansatte bedst selv.
Vi tror, at en større arbejdsglæde vil få flere til at søge mod sosu-uddannelserne. Men der er brug for at sætte ekstra turbo på. Derfor har vi afsat penge til, at kommunerne i løbet af de næste år kan ansætte flere end 1000 nye medarbejdere i ældreplejen og samtidig sende et tilsvarende antal medarbejdere i uddannelse som social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter. Til næste år får kommunerne 450 millioner kroner – et beløb, der stiger til 500 millioner kroner årligt fra 2024. På den måde får vi ikke blot flere medarbejdere ude i ældreplejen, men også hævet uddannelsesniveauet.
Vi opruster også på en anden front. Nemlig ved at give en stor flok ledige over 30 år et lidt større incitament til at gå sosu-vejen. Vi tilbyder dem 110 procent af dagpengesatsen i stedet for SU.
Hvad gør man, når man føler, man er den sidste tilbage? Mange ældre – især mænd – bliver ramt hårdt af tomheden ved et tikkende ur eller synet af de mange fotografier af nære og elskede, som ikke er her mere. Vi kan ikke fjerne sorgen og savnet. Men vi kan forsøge at tænde en gnist i øjnene hos de mange ældre, som føler sig ensomme. Et spil kort, en filmklub eller en syng medaften kan gøre underværker. Ensomhed er nemlig ikke bare en følelse. Den sætter sig fysisk i kroppen og har store konsekvenser for livskvalitet, sundhed og funktionsevne. Derfor har vi – ud over de over 24 millioner kroner til en national ensomhedsstrategi – afsat over 16 millioner kroner til arrangementer, der kan modvirke ensomhed og funktionstab hos ældre.
For mange ældre har risikoen og angsten for at blive alvorligt syge med covid-19 betydet yderligere isolation og ensomhed. Tænk at skulle hilse på sit nyfødte oldebarn gennem et lukket vindue. Tænk at få tildelt tidsbegrænset besøg i en pavillon på en græsplæne. Jeg er glad for, at vi med adskillige brede aftaler fik afsat penge til en række uundværlige organisationer, der så igen kunne række ud til ældre og udsatte. Og på finansloven blev der afsat en halv milliard kroner til sociale og kulturelle oplevelser til den samme gruppe borgere. Det kunne være i form af en koncert på plejehjemmet. En gang smørrebrød fra den lokale kro. Eller en tur i biffen eller teatret.
Hvad motiverer ældre til socialt samvær? Hvordan fremmer vi boligfællesskaber blandt ældre? Og kan en cykeltur i fællesskab bidrage til en bedre livskvalitet? Alt det har vi blandt andet afsat over 11 millioner kroner til at undersøge under overskriften ”Det gode ældreliv”.
For et ældreliv kan flere og flere af os se frem til. Og for at det også skal blive et godt ældreliv, vil regeringen insistere på, at pengene følger med, når der kommer flere børn og ældre. Derfor har vi fremsat forslag om en velfærdslov, der forpligter denne og fremtidige regeringer til at holde hånden under velfærden. Det er også derfor, at vi har indgået tre meget solide økonomiaftaler med kommunerne og har prioriteret ældreområdet i finanslovsaftalerne for 2020 og 2021. I alt er der tilført 4,6 milliarder kroner til den kommunale velfærd i de senere år.
Vi løser ikke alle problemer i ældreplejen med flere penge. Men at pengene – og antallet af medarbejdere – følger med, når vi bliver flere ældre, er en grundlæggende forudsætning for en værdig ældrepleje. Derfor har vi en plan, som adskiller sig markant fra den forrige regerings. Nemlig at vi skal udvikle – og ikke afvikle – vores velfærd.