Ældreplejen er kernen i vores velfærdssamfund. Vi tager os af hinanden på tværs af generationer, når der er behov for støtte og omsorg.
I dag fungerer mange ting godt. Hver dag går tusindvis af medarbejdere i ældreplejen på arbejde for at gøre en forskel for de ældre. Alligevel vakler danskernes tillid til ældreplejen. Trygfondens tryghedsmålinger viser, at et stigende antal danskere er bekymrede for, at de ikke vil få en tilstrækkelig pleje, når de bliver gamle. Det er faktisk noget af det, flest danskere er bekymrede for. Det er alvorligt. Men jeg skal også være ærlig og sige, at jeg godt forstår bekymringerne. For der er udfordringer.
Alt for mange ældre oplever, at deres hjem forvandler sig til en banegård i myldretid, når de får behov for hjælp fra hjemmeplejen. Med utallige nye ansigter, minuttyranni og kørelister, der forudsætter, at medarbejderen kan være to steder på én gang. Det er utrygt, når man ikke kender det næste menneske, der træder ind ad døren til ens hjem. Eller når en ny medarbejder har svært ved at vurdere, om såret på benet er helet mere siden i går, eller om noget er galt. Det hjælper heller ikke på de store udfordringer med at fastholde og rekruttere medarbejdere, når medarbejdere går hjem fra arbejde med en følelse af magtesløshed over ikke at have ydet den pleje og omsorg, som de med deres faglighed ved, at de ældre har brug for.
Hvordan er vi endt her? Der er ingen tvivl om, ældreområdet er presset, efter at pengene til det stigende antal ældre i mange år ikke er fulgt med. Diskussionerne om ældreplejen har i alt for mange år handlet om, hvor vi kan skære. Om vi kan give de ældre bad med vådservietter i stedet for et rigtigt bad. Om der skal gøres rent hver fjerde uge i stedet for hver anden.
Men jeg tror også, vi må spørge os selv – og hinanden – om vi bruger tiden rigtigt i vores ældrepleje. Man skal ikke tale med mange medarbejdere i ældreplejen, førend der tegner sig et klart billede af, at procesregler og dokumentation har taget overhånd og tager tiden fra det, der er det vigtigste: tiden med de ældre.
Medarbejderne bruger alt for meget tid med registrering på kontoret, væk fra de ældre. Det skal vi lave om på. Fordi god omsorg og pleje skabes i relationen mellem social- og sundhedsmedarbejderen og den ældre. Ikke foran en computerskærm. Det vigtigste i vores ældrepleje er relationen mellem den ældre, medarbejderen og de nære og kære. Velfærd skabes i relationer. Men det er netop den relation, der ikke længere er nok plads og tid til.
Tilliden – og måske også noget af den sunde fornuft – er forsvundet. Vi måler og styrer efter det, der kan måles. Ikke det, der er vigtigst for den ældre. Det er blevet vigtigere at sætte hak i et skema end at lægge en kærlig arm om skulderen. Sådan skal det jo ikke være.
Det næste vigtige spørgsmål er så: Hvordan kommer vi tilbage på rette spor? Pengene skal selvfølgelig følge med, i takt med at vi bliver flere ældre. Det har vi i regeringen forpligtet os på med en kommende velfærdslov. Men penge gør det ikke alene. Vi har brug for helt grundlæggende forandringer. Tiden og ressourcerne skal bruges rigtigt. Til omsorg og nærvær. Og på, at vores ældre får mulighed for at være med til at bestemme i hverdagen. De ældre skal have indflydelse på den hjælp, de får. Fordi to dage ikke er ens – og fordi nogle dage er tungere end andre.
Vi er nødt til at lytte til den enkelte ældre og se på det individuelle behov. Ældre er lige så forskellige som alle andre, men i en travl hverdag bliver ældre nogle gange reduceret til en driftsopgave, der skal løses på mindst mulig tid.
Tilliden – og måske også noget af den sunde fornuft – er forsvundet. Vi måler og styrer efter det, der kan måles. Ikke det, der er vigtigst for den ældre.
Vi må bare aldrig glemme, at bag rynker, svækket hørelse og en falmet hukommelse gemmer der sig et menneskeliv. En livshistorie med oplevelser, venner, familie, interesser og engagement. Vi skal bevare et menneskesyn, hvor borgeren ikke er en opgave, men et mål i sig selv. Vi skal sætte mennesket før systemet, før indplacering af ydelser på en visitationsliste. Der findes ikke noget quickfixpå ældreplejens udfordringer. Men løsningen ligger i hvert fald ikke i mere kontrol, dokumentation og minuttyranni. Og det er sjældent på Christiansborg, at de bedste idéer dukker op . Tværtimod har vi brug for et centraliseringsstop. Jeg tror, at mange løsninger skal vokse nedefra – i hverdagen.
Vi har afsat 170 millioner kroner til faste teams af medarbejdere, der kender den ældre, så flere kommuner har mulighed for at prøve den vellykkede ordning. Og vi afsætter årligt 125 millioner kroner til, at 31 kommuner får mulighed for at udvikle nye metoder, som styrker nærværet og omsorgen for de ældre.
Med velfærdsaftalen på ældreområdet har vi sat tre udvalgte kommuner fri fra den statslige styring og kontrol, så ledere og medarbejdere i ældreplejen får større frihed til at tilrettelægge hjælpen i samspil med den ældre.
Det er min forventning, at kommunerne får gjort sig nogle gode erfaringer, som kan være med til at sætte en ny retning for ældreområdet. Herfra skal lyde en stor ros til alle de involverede kommuner, kommunale politikere, ledere og medarbejdere i ældreplejen, de ældre og deres pårørende for at turde smide ”vi plejer” op i luften og finde nye løsninger, så der bliver skabt mere arbejdsglæde for medarbejderne og mere livsglæde for de ældre.
Det kræver et langt sejt træk at sætte en ny retning for ældreplejen, hvor vi sikrer, at tiden bruges på det rigtige. Så vi alle sammen kan gå vores alderdom trygt i møde.
For når vi efter et langt arbejdsliv har ydet vores til fællesskabet, skal vi også trygt kunne stole på, at fællesskabet er der for os, den dag vi ikke længere kan klare os selv. Mange gode initiativer er allerede sat i søen.
Derfor er jeg også stolt af det arbejde, som vi sammen med FOA, Ældre Sagen og Kommunernes Landsforening har sat i gang med at skabe en ny fælles retning for ældreplejen i Danmark.
I efteråret 2020 holdt vi det første ældretopmøde, og siden har vi arbejdet videre i seks spor, der handler om alt fra styring og organisering af ældreplejen til bedre inddragelse og samarbejde med pårørende, og styrket tilsyn og kvalitet. Og jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet på det kommende ældretopmøde i dag den 16. september. Er vi så i mål efter topmødet? Nej. Arbejdet for mere tid til omsorg fortsætter.
Tilliden – og måske også noget af den sunde fornuft – er forsvundet. Vi måler og styrer efter det, der kan måles. Ikke det, der er vigtigst for den ældre.