Asylpresset stiger i Europa. Men dansk konsensus begrænser udlændingedebatten herhjemme

Voksende asylpres ved Europas ydre grænser ligger højt på regeringens dagsorden, men fordi størstedelen af Folketingets partier har indgået et uformelt nationalt kompromis, vil 2000'ernes eksplosive udlændingedebat næppe blive genantændt, lyder vurdering

966.000 personer søgte sidste år asyl i EU. Det var det højeste antal siden 2016.
966.000 personer søgte sidste år asyl i EU. Det var det højeste antal siden 2016. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix.

Egentlig har statsministeren rigeligt at se til. Om en uge kan hun fejre 100-dagesjubilæum som forkvinde for SVM-regeringen, der har fået en sjældent tumultarisk begyndelse med beslutningen om at afskaffe store bededag og senest forslaget om en omfattende uddannelsesreform.

Alligevel har Mette Frederiksen (S) de seneste uger afsat tid til besøg i både Albanien, Kroatien og Egypten. Alle tre lande ligger ved Europas ydre grænser, og besøgene illustrerer en væsentlig bekymring hos statsministeren. Der er gået "hul" på Europa, sagde hun til Politiken i forbindelse med besøget i de to balkanlande. Baggrunden er, at asylpresset er stigende ved indgangene til Europa.

Efter at antallet af asylansøgere, der bankede på porten til Europa, lå lavt i coronaårene 2020 og 2021, steg antallet kraftigt i 2022. 966.000 personer søgte asyl i EU, opgør unionens agentur for asyl, EUAA, og det var det højeste antal siden 2015 og 2016. De tal har sat gang i asyldebatten i Europa, og statsministerens besøg i Albanien, Kroatien og Egypten viser, at der uundgåeligt kommer en ny asyldiskussion i Danmark, vurderer Ditte Maria Brasso Sørensen, chefanalytiker i Tænketanken Europa:

"Hvis presset stiger på de europæiske grænser, kommer det også til at få en afsmittende effekt på debatten i Danmark. Hvis antallet af asylsager stiger hurtigere, end EU-landene kan behandle sagerne, vil det lægge pres på asylsystemerne, og så vil der begynde at komme flere pressehistorier om folk, der bor i flygtningelejre i lang tid."

Politisk ustabilitet, krig og konflikter i Nordafrika og Mellemøsten, stigende fødevarepriser, stigende arbejdsløshed og ekstreme vejrforhold er alt sammen med til at forringe folks levevilkår til en grad, så de tager mod Europa, forklarer Ditte Maria Brasso Sørensen. Derfor står Europa over for en mulig migrantkrise, og det vækker traumer om gamle europæiske asylkonflikter og en frygt for, at asylsystemet vil bryde sammen igen som i 2015.

"I 2015 kollapsede Dublin-systemet de facto, da presset blev stort nok.  Siden da har man styrket beskyttelsen af EU's ydre grænser og styrket hjemsendelsesaftalerne. Men man har stadig ikke ændret på, hvordan man fordeler asylansøgere mellem EU-landene, fordi staterne har forskelligartede interesser," siger hun.

EU's asylfordeling er baseret på Dublin-aftalen om, at en asylansøgers sag skal behandles i det land, man først kommer til. Det vil sige, at hvis først en asylansøger er registreret i eksempelvis Italien, er hans sag bundet til Italien. Men da der i 2015 kom over en million asylansøgere til Europa, blev presset for stort på grænselandene, der stoppede med at registrere folk, så de kunne fortsætte deres videre rejse i Europa. Det betød, at uregistrerede flygtninge og migranter bevægede sig ukontrolleret rundt mellem de europæiske lande.

Nu frygter flere europæiske politikere, at noget tilsvarende kan ske, hvis asylpresset stiger igen. Asylspørgsmålet er kaldt EU's akilleshæl, fordi landene er dybt uenige om, hvordan flygtningene skal fordeles. Ganske vist foreslog EU-Kommissionen i denne uge at styrke bevogtningen ved de ydre grænser, men øget hjemsendelse og grænsebevogtning er også det eneste, der kan samle landene. Når først folk er kommet inden for grænserne, kan landene ikke enes om, hvad der skal ske med dem, lyder det i en analyse fra flere eksperter fra tænketanken Carnegie Europe.

Splittelsen kunne skimtes, da syv lande underskrev en erklæring om, at man ønsker at styrke samarbejdet om Dublin-forordningen. Danmark, Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Holland og Schweiz udtrykte i erklæringen bekymring over tilstanden i det fælleseuropæiske asylsystem, og de opfordrede EU-Kommissionen til at yde modtagelandene teknisk assistance for at styrke indkvarteringsforholdene.

"De nordvesteuropæiske lande, som har skrevet under, har en anden position end de sydeuropæiske lande ved EU's ydre grænser. Et land som Danmark har en interesse i, at det nuværende system bliver styrket, så man ikke får et forpligtende ansvar for at tage imod asylansøgere fra grænselandene," siger Ditte Maria Brasso Sørensen.

Nationalt udlændingekompromis

At antallet af nytilkomne i Danmark betyder noget, blev også understreget i grundlaget for SVM-regeringen, der kaldte kontrol med, "hvor mange der kommer hertil" for "en forudsætning for, at integrationen kan forbedres". Da Mette Frederiksen torsdag i Berlingske oplistede fem "megatendenser", der udfordrer velfærdsstaten, sagde statsministeren, at den danske "sammenhængskraft" var udfordret af, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør 10 procent af den danske befolkning i dag. I 1980 udgjorde de en procent.

Sammen med besøgene i Albanien, Kroatien og Egypten tegner det billedet af en statsminister, der viser, at man tager situationen alvorligt, vurderer Esben Schjørring, politisk redaktør ved Altinget. Han ser også Mette Frederiksens asylpolitiske meldinger som et forsøg på at flytte EU's asylpolitik, så man kan styrke Europas ydre grænser og etablere modtagecentre uden for EU – hvilket især Tyskland og Frankrig har været forbeholdne over for. 

"Mette Frederiksen forsøger at signalere til danskerne, at regeringen holder skansen og arbejder politisk for, at tilstrømningen til Europa er så lille som muligt, så man ikke ser flygtninge på motorvejen igen," siger Esben Schjørring.

Men Mette Frederiksen står ikke alene med sit syn på asylproblematikken. I Folketinget er der opstået, hvad Esben Schjørring kalder et uformelt nationalt kompromis om udlændingepolitikken, der er baseret på, at antallet af asylansøgere betyder noget, og at de internationale konventioner skal overholdes.

"Man kan se regeringen som et uformelt nationalt kompromis mellem Socialdemokratiet og Venstre, hvor de nu fører en fælles udlændingepolitik. Hvis vi kommer i en presset asylsituation, er det politisk interessante, om vælgerne tror på, at regeringspartierne fører en stram nok politik, eller om der kommer en stor vælgervandring ud mod højre," siger Esben Schjørring.

Han tror dog ikke, at asylpresset kommer til at genstarte den samme store debat om udlændinge- og asylpolitikken som i 2000'erne, hvor debatten udsprang af en fundamental politisk uenighed.

"Indtil Venstre begyndte at føre valgkamp på en hård udlændingepolitik, havde der op igennem 1980'erne og 1990'erne været politisk konsensus om, at man ikke måtte gøre det spørgsmål til en del af en valgkamp. Derfor blev det en politisk slagmark i 2000'erne, da Venstre brød den konsensus. Men det har ikke den samme sprængfarlighed i dag, fordi der er konsensus om politikken," siger Esben Schjørring.

Dengang blev udlændingedebatten ekstra eksplosiv, fordi det også blev en politisk stedfortræderkrig om globaliseringens påvirkning af samfundet i et spørgsmål mellem grundlæggende verdensanskuelser og politiske følelser, mener Schjørring. Men den skillelinje er også blevet neutraliseret.

"Da Mette Frederiksen blev formand i 2015, lavede hun ikke bare et skifte på udlændingepolitikken, men Socialdemokratiet blev også mere globaliseringsskeptiske. Derfor er der ikke de samme elementer af en kulturkamp i udlændingedebatten længere. Udlændingedebatten kan selvfølgelig godt komme til at fylde mere, men den bliver nok mere praktisk om, hvordan man skal håndtere problemet, for alle er enige om, at man ikke skal vende det blinde øje til," siger Esben Schjørring.