Prøv avisen

Asylsøgere elsker også deres børn

Asylsøgere er mennesker som dig og mig, der også føler glæde, sorg, frygt og afmagt. Og mennesker, som også har håb og drømme for deres børn. -

Danmark bør finde næstekærligheden frem og hjælpe de stakkels mennesker på landets asylcentre i stedet for at straffe dem

Jeg har tre børn. Tre fantastiske, søde, frække og dejlige børn. Jeg elsker alt ved dem, og når de er rigtigt glade, er jeg nærmest lykkelig. Da jeg første gang holdt mit eget barn i mine arme, mærkede jeg følelser, som jeg ikke vidste eksisterede.

Det er vel sådan, vi forældre har det. Når man kigger tilbage, gav livet først rigtigt mening, da ens børn var født. Det mest fantastiske er vel, at kærligheden til ens børn er universel, uagtet hvor man bor i verden, så elsker forældre deres børn.

Nu går vi så sommeren i møde i vores lille familie, de små cykler bliver snart igen trukket frem sammen med havemøblerne, og det er inden længe tid til lange sommeraftener med hygge, grill og leg. Vi skal nyde livet, holde ferie og finde stilhed og ro.

Men ikke os alle. For der bor stadig familier i Danmark, hvis liv er sat på pause. En pause, der har varet rigtig længe alt for længe. Jeg tænker selvfølgelig på asylsøgerne i de danske asylcentre. Mennesker som dig og mig, der også føler glæde, sorg, frygt og afmagt. Og mennesker, som også har håb og drømme for deres børn.

Disse familier, der sidder i de danske asylcentre, sidder der, fordi de har søgt om asyl søgt om beskyttelse i Danmark. De har af juridiske grunde fået afslag på denne beskyttelse og skal rejse tilbage. Men problemet er bare, at der er for farligt i deres hjemland.

Valgkampen i november sidste år stod i asylsøgernes tegn og kom til at handle om disse familier. De blev brikker i et kynisk spil, nemlig statsministerens spil.

Statsministeren har den seneste årrække måttet høre meget om asylbørnene. Selv hans kone har udtalt, at forholdene for asylbørnene er det rene vanvid. Og i efteråret kunne eksperter så dokumentere, at børn reelt bliver syge af at opholde sig i asylcentrene.

Den 23. oktober afleverede foreningen Amnesti Nu 90.000 underskrifter til støtte for krav om asyl. Samme dag proklamerede statsministeren, at regeringen ville give mulighed for, at familier med børn kunne bo uden for centrene. Dagen efter udskrev statsministeren valg et valg, der kom til at handle om disse asylsøgere på godt og ondt.

Asylsagen kunne let være blevet regeringens fald. I stedet endte det med at blive dødsstødet til os i oppositionen, for statsministeren valgte med ordet flygtningemagnet at skræmme befolkningen til at tro, at Danmark med Helle Thorning-Schmidt ved roret ville ende som en magnet, der ville tiltrække flygtninge i stride strømme fra hele verden.

Påstanden er i sig selv fuldstændig absurd. Der er intet belæg for at tro, at dette skulle være sandt. Så længe der ikke bliver ændret på anerkendelsesgraden, altså antallet, der får asyl, giver det ingen mening at tro, at det skulle være lukrativt at flygte til Danmark. Desværre fik statsministeren og hans stab alligevel held med at tegne dette skræmmebillede.

Regeringen og Dansk Folkeparti har nu lanceret det såkaldte asylforlig, som giver få, udvalgte børnefamilier mulighed for at flytte i en udvalgt bolig i nærheden af asylcentret. De må ikke arbejde, de må ikke uddanne sig, de må i det hele taget ikke fungere i det danske samfund. Det eneste, de må, er at vente. Det hjælper derfor ikke disse familier i forhold til det, der virkeligt betyder noget frygten og afmagten er præcis den samme. Jeg kan kun beklage dette forlig. Det er ikke godt nok!

Jeg mener inderligt, at vi må til at finde næstekærligheden frem. Hvorfor skal vi straffe disse mennesker, når vi har muligheden for at hjælpe dem? Vi taler om mennesker, som kæmper med næb og klør for ikke at blive sendt hjem til det, de flygter fra, for at beskytte deres børn. Mennesker, som ligesom jeg vil gå gennem ild og vand for at beskytte deres børn. Hvem kan med hånden på hjertet sige, at de ikke ville gøre præcis det samme?

Manu Sareen er integrationskonsulent, forfatter og medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre.