At reducere det guddommelige til menneskelig aftaleret er et fattigt svar på evangeliet

Uagtet teologernes skråsikkerhed i at afvise al tro på reinkarnation forholder det sig således, at hvert femte medlem af folkekirken ikke afviser denne tro eller erkendelse om reinkarnation, skriver Nina Bjarup Vetter

"Vel har vi, som Jakob Brønnum skriver det, til gode at se, hvordan efterlivet udfolder sig, men vi har omvendt ansvaret for, hvorledes vi lever vores liv her og nu. Endnu en god grund til at ryste dogmerne af sig," skriver teologistuderende Nina Bjarup Vetter. Modelfoto.
"Vel har vi, som Jakob Brønnum skriver det, til gode at se, hvordan efterlivet udfolder sig, men vi har omvendt ansvaret for, hvorledes vi lever vores liv her og nu. Endnu en god grund til at ryste dogmerne af sig," skriver teologistuderende Nina Bjarup Vetter. Modelfoto. .

Hvis religiøse dogmer sættes i anvendelse til udpegningen af kættere og vantro og til at ekskludere disse fra folkekirken eller fra at kalde sig kristen, er det nok værd at tage til genmæle.

Jakob Brønnum er inde på, hvad reinkarnation er svaret på i buddhismen og hinduismen, er Kristus svar på i evangeliet. Og det er vel at mærke spørgsmålet om verdens lidelse, og hvorledes man forholder sig til lidelsen i verden, han refererer til.

Men udtrykker evangeliet da alene verdens lidelser? At evangelium betyder det glade budskab, har i sig selv en anden betoning. Og heri ligger, tror jeg, det oplagte for mange i at ”begå synkretisme” - altså at sammenblande elementer fra religionerne på en ny måde, som giver mere mening for den enkelte.

Man kan vel forestille sig, at det i sjælens evige vandring er rart at have en vejleder, et trygt sted at henvende sig, hvor man altid er velkommen og altid føler sig elsket. At vi er skabt med en unik identitet hænger i den forstand fint sammen med tanken om reinkarnation, det er jo denne unikke identitet, vi lever videre med - blot i en ny krop.

Det synes, som om Jakob Brønnum helt overser, at det er en personlig vinkel og ikke en intellektuelt hverken tænkt eller fortænkt tese, jeg fremkommer med (se Kristeligt Dagblad den 30. november). Jeg har derfor heller ikke, som Jakob Brønnum er inde på, været voldsomt optaget af at sondre, om disse oplevelser stemmer mere eller mindre overens med en buddhistisk eller med en platonisk reinkarnationstanke.

Men uanset egne (og i den forstand for andre ikke alment gyldige) oplevelser, skurrer det altid voldsomt i ørerne, når nogle er for entydige eller skråsikre. Entydighed og skråsikkerhed er nemlig ikke de baner, religionerne udfolder sig på, tværtimod og heldigvis for det.

At reducere det guddommelige til, som jeg skrev, menneskelig aftaleret eller dogmer, synes at være et svært fattigt svar på evangeliet eller på verdens lidelser for den sags skyld.

Jeg er bekendt med, at det på det intellektuelle og dogmatiske plan ikke er foreneligt med kirkens dogmer, som de for tiden fortolkes af vor tids skriftkloge. Lige netop her synes der at være stor (og hermed større end normalt) enighed blandt landets ypperste teologiske hjerner.

Jeg bemærker blot, at kristendommen er en lang historie mellem strammere og slappere for at blive i Brønnums politiske metaforer. Herunder også historien om den religiøse følelse over for den religiøse ortodoksi.

Jeg formoder, at det er denne religiøse spænding mellem den levende ånd og den religiøse følelse, som Jakob Brønnum kalder ”den revolutionære socialisme”, over for ortodoksien og dogmerne.

Nok kan, som Brønnum skriver, ”enhver høre, at det er noget vrøvl”, men i den forstand er det blot ”business as usual” at skulle forene netop disse sider i religionen og dermed også i folkekirken. Ja, det er vel kort sagt det, det hele handler om for en teolog at kunne.

Så uagtet hans udmelding om med entydighed eller Sørine Gotfredsens skråsikkerhed at afvise al tro på reinkarnation forholder det sig således, at hvert femte medlem af folkekirken ikke afviser denne tro eller erkendelse om reinkarnation.

Men uanset hvilke nutidige tydninger og fortolkninger vi lægger os fast på, er det afgørende, at fokus er på det dennesidige. Her er en oplagt mulighed for religionerne og troende for at forene sig i fælles bestræbelser på at formulere en teologi, som er funderet i skabelsen, og på at varetage livets betingelser.

Vel har vi, som Jakob Brønnum skriver det, til gode at se, hvordan efterlivet udfolder sig, men vi har omvendt ansvaret for, hvorledes vi lever vores liv her og nu. Endnu en god grund til at ryste dogmerne af sig.

Nina Bjarup Vetter, stud.theol., Jægergårdsvej 4, Ebeltoft