Prøv avisen
Debat

Ateist: At skelne mellem tro og viden er ikke ”dobbelt-idioti”

Lad mig præcisere, at Ateistisk Selskab er ikke ude på at fravriste folk deres tro, men vi stiller gerne kritiske spørgsmål og opfordrer gerne folk til at gøre det samme, skriver Simon Nielsen Ørregaard.

Man kan ikke bevise et negativ. Hverken guders eller fabeldyrs eksistens kan modbevises. Vi kan højst konkludere, at empirien taler for, at sandsynligheden for dette er lig nul. Naturligvis kan det aldrig blive til et argument for en tro på noget som helst, skriver Simon Nielsen Ørregaard

DENNE AVIS BRAGTE en kronik den 17. maj med overskriften ”Det ateistiske dobbeltidioti”, der desværre er et nyt lavpunkt i en debat, der qua sin vigtighed fortjener langt bedre. Kronikøren følger op på den udmelding med et væld af anklager om ”vor tids ateisme” som er ”selvfed”, ”uformående” og ”intellektuelt magelig”.

Et klassisk eksempel på en såkaldt ad hominem-argumentation, hvor man går efter manden i stedet for bolden. Det er selvfølgelig også en grov en generalisering. Vi ateister kommer i mange forskellige afstøbninger og med lige så mange livsanskuelser. Det eneste, vi stort set har tilfælles, er et fravær af tro på guder uden evidens.

Ateisme er faktisk ikke engang en isme. Man taler jo heller ikke om ”akommunisme” eller ”anisseisme”. I mangel af et bedre ord bøjer vi ”ateister” os dog for den gængse sprogbrug under denne fællesbetegnelse. Men derfor kan man ikke bare på den måde sværte os med én pensel.

Dernæst bevæger kronikken sig ud i en længere udredning, der kort sagt kan koges ned til påstanden om, at gudstroen er plausibel, da ”naturalismen” ikke giver svar på alt: ”I verden, som den præsenterer sig for os, findes der fænomener, naturalismen synes principielt ude af stand til at redegøre for, og som dermed åbner op for eksistensen af noget ”over” naturen og dermed troen på Gud.”

Det er rigtigt, at menneskets sanser kun kan opfatte en del af lys- og lydspektret. Det er også rigtigt, at ikke alt kan måles og vejes. Videnskaben har heller ikke endelige svar på store spørgsmål om bevidsthedens og universets oprindelse.

Da jeg selv var troende, fandt jeg stor fortrøstning i dette, da jeg også fejlagtigt konkluderede, at disse forhold gjorde min tro mere plausibel eller endda rationel. Så selvom jeg nu er ateist, kan jeg tydeligt forstå denne tankegang. Det brændende behov for at få troen til at give mening og dermed blive et endnu stærkere holdepunkt i livet.

Men desuagtet gør det ikke ”troen på Gud” mere valid. Det er en påstand, der dybest set er et usagligt krav om omvendt bevisbyrde. Man kan ikke bevise et negativ. Hverken guders eller fabeldyrs eksistens kan modbevises. Vi kan højst konkludere, at empirien taler for, at sandsynligheden for dette er lig nul. Naturligvis kan det aldrig blive til et argument for en tro på noget som helst.

At forskellen på tro og viden på denne måde udviskes, repræsenterer ej heller på nogen måde en dybere og mere reflekteret indsigt i livet. Tværtimod. Kronikkens skråsikre arrogance bunder sandsynligvis i en sådan vildfarelse. Jeg vil i stedet tilskynde til, at tro anerkendes som tro.

Vi ateister favner det faktum, at der er meget, vi ikke ved og måske aldrig kommer til at vide, i stedet for at forfalde til eskapismens absolutte verdensbilleder. I transcendens udkonkurrerer dette i mine øjne konceptet tro.

Lad mig præcisere, at Ateistisk Selskab er ikke ude på at fravriste folk deres tro, men vi stiller gerne kritiske spørgsmål og opfordrer gerne folk til at gøre det samme.

Buskampagnen går derfor under overskriften ”Tænk selv”. I den proces kan ateismen tilbyde en ramme for tænkningen om livets store spørgsmål.

Simon Ørregaard, medlem af Ateistisk Selskab, teamleder, datadivisionen, Tempovej 7-11, Ballerup