Prøv avisen
Kirkeligt set

Ateismen som anfægtelse: Tidsånden er altid den dummeste

Tegning: Søren Mosdal

Skal jeg diskutere med ateister, forventer jeg et vist niveau fra den side, blandt andet en elementær viden om tro og kristendom, akkurat som jeg ikke gider tale fodbold med mennesker, der aldrig har været til stede på et stadion, skriver Kjeld Holm

Så har vi oplevet det med – at ateismen igen er kommet i fokus. Godt nok i sin mest primitive form som reklame på busser og med et enkelt anliggende, nemlig at få folk til at melde sig ud af folkekirken, og med en ambition, at når de udmeldte har nået et antal af over 50 procent af befolkningen, så vil forholdet mellem stat og kirke blive opløst.

Den tid, den sorg, til den tid er jeg for længst død og dermed også ligeglad. Hvad jeg sådan set allerede er nu, for jeg har altid ment, at en kirkeordning nok kan gå under, men kristendommen forsvinder ikke dermed, og da har jeg cirka 2000 år bag mig i den opfattelse.

Men ateismen har altid anfægtet mig. Indimellem fristet mig. Ikke i den udgave, vi nu præsenteres for fra Ateistisk Selskab. Skal jeg diskutere med ateister, forventer jeg et vist niveau fra den side, blandt andet en elementær viden om tro og kristendom, akkurat som jeg ikke gider tale fodbold med mennesker, der aldrig har været til stede på et stadion.

Ateismen er jo ikke opfundet af Ateistisk Selskab. Dens historie er lige så lang som religionernes, og den har været til stede som en permanent anfægtelse, udfordring og fristelse for religiøse mennesker.

I nyere tid var den det for Søren Kierkegaard, og den samtidige tyske filosof Ludwig Feuerbach kunne i en bog om kristendommens væsen fra 1841 påstå, at gudstro ikke var andet end menneskets bekræftelse af sig selv, for teologi var antropologi. Og præstesønnen Friedrich Nietzsche talte om ”Guds død” som et udtryk for en sprængning af den moralske verden, som et negativt vilkår, der kun kunne overvindes ved troen på en livskraft og et mod, der måske kunne betyde frigørelse og skabelsen af et nyt menneske.

Den franske filosof Jean-Paul Sartre kunne betegne sin ateisme som en ulykkelig bevidsthed og det ensomme menneske som en ”unyttig passion”. Hans landsmand Albert Camus fortvivlede over Guds død, men så i oprøret mod al undertrykkelse en mulig menneskelighedens genkomst.

Akkurat som en af de mest betydningsfulde teologer i sidste århundrede, Rudolf Bultmann, i sit storværk om ”tro og forståelse” radikalt kunne benægte Gud som en naturkraft og udnævne – med baggrund i Luther – mennesket som et myndigt væsen med ansvar for verden, men også med friheden til at benægte dette ansvar og derfra leve i en uanfægtet egoisme.

Og for nu at nævne en hjemlig ateistisk tænker, Georg Brandes, så er det karakteristisk for ham, at han i sin mesterlige bog fra 1878 om Søren Kierkegaard totalt kan afvise dennes kristentro, men samtidig udnævne ham til den største tænker, fordi Kierkegaard går til angreb på alverdens urokkeligheder og systemer. Brandes kan ikke forlige sig med, at Kierke- gaards angreb har sit udgangspunkt i hans gudstro, men han deler udgangspunktets konsekvens.

De moderne ateister læser næppe ret mange bøger og slet ikke de nævnte klassikere. Det er jo i det hele taget ikke moderne længere at læse bøger, og dermed er man smukt fritaget for også at tænke, at blive anfægtet.

Det gælder også den del af kirkefolket, der reagerer fornærmet på ateisternes angreb på tro og kirke og derefter giver sig til – uanfægtet – at angribe Københavns domprovst for hans optagethed af religionsmødet.

I stedet mobiliserer man sin egen bekendelsesfundamentalisme og kræver sanktioner. Det nye Tidehvervs stormtropper skulle måske give sig tid til at læse K. Olesen Larsens artikel ”Fr. Nietzsche og den kirkelige moral”. Olesen Larsen agter ikke at lade sig narre af rettroenheden i kirken. I sit angreb på den har Nietzsche ret. ”Hvis blot sentimentaliteten bevares, er det hele bevaret”, skriver han. Og både Ateistisk Selskab og det kirkelige selvforsvar er netop ikke andet end sentimentalitet, et uvidende angreb og et fornærmet forsvar.

Men det passer fint til tidsånden! Men dens blinde tro på naturvidenskaben i forhold til en eksistentiel sandhed, med angst for muslimer og i øvrigt alt fremmed og med moderne kætterjagt som en kirkelig identitet. Og på overfladen åndløs underholdning i medierne fra morgen til aften.

”Tidsånden er altid den dummeste”, sagde den canadiske klavervirtuos Glenn Gould. Hvor havde han dog ret!

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye