Anders Stjernholm: Ateismens kedelige budskab leder til nye indsigter

En erkendelse af sin begrænsning og død brugt rigtigt giver nye indsigter, som man kan bruge til at forbedre sit liv, mener Anders Stjernholm, der er komiker og talsmand for Ateistisk Selskab

"En ekstra kollektiv bonus ved dette livssyn er, at jo flere der erkender denne begrænsning af deres eksistens, jo færre vil sætte livet på spil i krig eller vold. Så sig det gerne videre," skriver komiker Anders Stjernholm. Arkivfoto.
"En ekstra kollektiv bonus ved dette livssyn er, at jo flere der erkender denne begrænsning af deres eksistens, jo færre vil sætte livet på spil i krig eller vold. Så sig det gerne videre," skriver komiker Anders Stjernholm. Arkivfoto. .

At dø er smadderærgerligt. De færreste byder døden velkommen, hvilket er fuldt forståeligt. Kun hellige krigere og andre, der nyder en fuld tillid til et efterliv i en form for paradis, møder døden med glæde.

Charlotte Dyremose fortalte på kristendom.dk den 28. januar, fortalte på kristendom.dk den 28. januar, at man efter luthersk forbillede bør visualisere Jesus på korset, når man tænker på døden.

”Vi skal finde ro med fokus på Frelseren,” skriver hun. Det giver mening, at hans udødelighed sætter et beroligende forbillede.

Det værste ved os aktive ateister, som vedbliver med at forklare religionernes manglende evidens og rationalitet, er, at vi minder dig om, at du skal dø. At din eksistens er tidsmæssigt begrænset.

Der er med al sandsynlighed ikke noget efterliv, og du vil nok ikke blive reinkarneret. Du vil bare dø og ophøre med at findes. Det er umiddelbart et kedeligt budskab.

Men hvis vi kigger lidt mere indgående på det, ændrer det karakter: En stor del af livet handler om at indse sine begrænsninger. Det er en stor del af processen at blive voksen - at modnes.

”Jeg kan aldrig score Sofie.”

”Jeg kommer aldrig til at dunke en basketball.”

”Jeg er ikke sjov nok til at fylde Falconer Salen.”

Den slags indrømmelser over for sig selv er svære og umiddelbart ubehagelige. Og ingen erkendelse er sværere end din egen dødelighed. Selv blandt de mest moderate religiøse kan det være nærmest umuligt at tale om denne sidst rest af troen, for det er den, der giver dem udødelighed.

Det er læren om genopstandelsen, paradis, himlen og det evige liv, der jo gør, at man aldrig skal dø. Så hvorfor overhovedet tænke anderledes? Hvad kan en anden tankegang gøre af godt?

Lad mig forsøge: Disse former for erkendelse starter med at være ærgerlige og gøre dig ked af det, men bagefter kommer klarsynet og de muligheder, det giver.

At jeg ikke kunne score Sofie, gav mig et nyt syn på Henriette. Pludselig så jeg, hvor dejlig hun var.

At jeg er en lille hvid mand, der ikke kan dunke en basketball, betød at jeg skulle træne andre dele af mit spil - så det gjorde jeg.

At jeg ikke kan sælge 2000 billetter til Falconer Salen har sendt min karriere i en anden retning, som jeg i dag nyder til fulde.

En erkendelse af sin begrænsning brugt rigtigt giver nye indsigter, man kan bruge til at forbedre sit liv. Derfor behøver man ikke være bange for at erkende sin dødelighed. Hvis først man erkender, at man har 80 år her på planeten - og så er det slut - så vil man se markant anderledes på verden.

Forståelsen af, at man ikke når andet eller mere, vil give en ny lyst til at udnytte livet. Tro mig. I min ydmyge erfaring kan jeg give disse råd: Gør det sjovt, lærerigt, givende og omgiv dig med mennesker, du ønsker det bedste, og som også vil dig det bedste.

En ekstra kollektiv bonus ved dette livssyn er, at jo flere der erkender denne begrænsning af deres eksistens, jo færre vil sætte livet på spil i krig eller vold. Så sig det gerne videre.

Anders Stjernholm er komiker og talsmand for Ateistisk Selskab