Ateist: Derfor bliver jeg i folkekirken

Ateistisk Selskab tror, at det er en sejr, at folkekirken mister sin menighed, men kirkens nyere historie rummer en perlerække af eksempler på hvor meget kirken har hjulpet flygtninge og andre udsatte, skriver Markus Lentz.

Markus Lentz.
Markus Lentz. .

Som 16-årig begyndte jeg at arbejde som klokker i Christiansborgs Slotskirke, kirketjener i Holmens Kirke og siden som kirkegårdsgraver på Garnisons Kirkegård. Men samtidig med, at kirkekontoret udbetalte mine første lønninger, mistede jeg troen på Gud.

Årsagen er irrelevant, men i modsætning til Ateistisk Selskab er min ateisme ikke et destruktivt selvpromoverende spin, der sårer kirkens menighed ved at nedværdige dem foran den danske befolkning, fordi de naivt nærer et fattigt håb om en barmhjertig gud.

De vidunderlige mennesker, bedsteforældre for asyl og tidligere modstandsmænd finder deres trøst og glæde i kirkens favnende fællesskaber, imens andre finder læside og asyl på kirkernes trappetrin, nødherberg og fredhellige kirkerum.

Ateistisk Selskab tror, at det er en sejr, at folkekirken mister sin menighed, men kirkens nyere historie rummer en perlerække af eksempler på, hvor meget kirken har hjulpet flygtninge og andre udsatte.

I 1992 gik 600 præster i forbøn for de palæstinensere, der havde søgt kirkeasyl i Enghave Kirke og Blågårds Kirkes fredhellige kirkerum. I 1998 hjalp sognepræst Leif Bork Hansen 29 serbiske flygtninge med at flygte i granatsikker afstand under jorden. Og i 2009 brugte Per Ramsdal sin samvittighedsfrihed, da han husede en gruppe irakiske flygtninge i Brorsons Kirke på Nørrebro.

Men det er ikke kun præsterne, som har et medmenneskeligt projekt. Det har tidligere biskopper også. I 1943 skrev biskop Hans Fuglsang-Damgaard et hyrdebrev, hvori han på vegne af sig selv og landets præster protesterede imod den tyske besættelsesmagt. Fra 1970’erne til 1990’erne prædikede den gejstlige stridsmand biskop Ole Bertelsen imod atomvåben, apartheidstyret i Sydafrika og den daværende kirkeministers kritik af USA-kritiske præster. Københavns nuværende biskop, Peter Skov-Jakobsen, ønsker at forene jøder, muslimer og kristne i et fredeligt forum, og glæder sig over, at homoseksuelle og kirken kan fejre femårs bryllupsdag – på trods af debatten om, hvorvidt det er Grundlovsstridigt og udansk.

Selvfølgelig er kirken en pose blandede bolsjer, hvor der også er Krarup-familien, Tidehverv og Indre Mission, men paradoksalt nok er kirken en af de sidste civilt ulydige bastioner. Kirkens historiske modstand mod det bureaukratiske og talskuende system er grund nok til, at jeg ikke vil melde mig ud, selvom jeg er ateist. Og hvis de 25.000 danskere har meldt sig ud af kirken, fordi de troede, det var et venstreorienteret statement, så kan de godt komme tilbage, som kirkens fortabte sønner og døtre. For det er også i kirkens fredhellige rum, at LGBT-aktivismen og den antifascistiske kamp kæmpes.

Ateistisk Selskabs kampagne er lavet på en gammeldags fabrik uden et medmenneskeligt projekt. De har låst sig selv inde i rationalitetens jernbur og har slugt nøglen, ligesom hvalen slugte Jonas.

Markus Lentz er studerende.