De senere måneder har der kørt en fornyet ateismedebat i flere medier. Jeg har undervejs flere gange spekuleret på, om de ateistiske miljøer mon fryder sig over på denne måde at være dagsordensættende, eller om de irriterer sig over niveauet af modargumentationen.
Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg på standens vegne krummer tæer over dele af den kirkelige argumentation.
Der har blandt andet i debatten været antydninger af, at ateisme er normløs og uetisk, og jeg indrømmer, at præcis disse antydninger har undret mig.
For jeg møder jævnligt yderst etisk bevidste ateister og hører dem deltage kvalificeret i den etiske samtale. Det er, som om der er nogle grundlæggende normer, vi – trods alt – er fælles om.
Og det er her, min undren begynder. Jeg mærker for eksempel også hos ateister en etisk betinget skelnen mellem dyr og mennesker: Hvis et dyr slår et andet dyr ihjel, er det naturens orden. Men hvis et menneske slår et andet ihjel, er det en forbrydelse. Jeg har endnu til gode at møde en ateist, der ikke er enig med mig i det.
Men hvor kommer den skelnen fra, hvis mennesket bare er biologi? Kræver det ikke en forståelse af menneskets værdighed, der kommer et andet sted fra?
Jeg møder også yderst æstetisk bevidste ateister, som for eksempel sammen med mig kan glæde sig over et smukt landskab eller en skøn solnedgang. Og den glæde er naturligvis spontan og nærmest førsproglig. Men hvis vi nu tænker efter: Hvorfor er det smukt, hvis det bare er kemiske processer og ikke et design?
Eller eksempler, der ligger lige på grænsen mellem det følelsesmæssige og etiske: kærlighed. Den, vi kender mellem to elskende, eller mellem forældre og børn. Eller venskab og forbundethed, som den findes mellem både åndsfæller og diskussionspartnere. Vanskelig at sætte ord på, men vi mærker den.
For at gøre dette til en direkte henvendelse, får disse – og andre – eksempler mig med jævne mellemrum til at spekulere på, om I ateister er helt så gudløse, som I selv tror. Jeg siger ikke, at I er skabskristne, for disse ræsonnementer kan føre mange steder hen religiøst set. Jeg prøver også at undgå at omklamre jer og sige, at ”i virkeligheden tror vi det samme”. Det gør vi naturligvis ikke.
Men det virker på mig, som om en række af de ting, der giver livet værdi og vægt også for jer, ikke lader sig forklare – og især fortolke – inden for naturalismen. Og når dele af jeres argumentation har været lige så aggressiv som dele af den folkekirkelige modargumentation, kan det så skyldes, at der er noget, I også skal overbevise jer selv om?
Den amerikanske præst Timothy Keller går på baggrund af ræsonnementer som overstående i sin bog ”Gud for skeptikere” (Credo Forlag 2011, side 208) så langt, at han siger, at alle ateister inderst inde tror på Gud. Det er uden tvivl at overtrække kontoen, men jeg savner i store dele af den ateistiske argumentation en bevidsthed om, at det, der for alvor giver livet farve – kærligheden, skønheden og den menneskelige værdighed – ikke lader sig spærre inde i naturalisme.
Når nogle ateister alligevel plæderer for en rent naturalistisk forståelse selv af fænomener som ovenstående, virker det på mig som værkstedsblindhed: en manglende bevidsthed om egne ubeviselige forudsætninger. Det vi andre kalder tro.
Hvis vi kunne flytte debatten væk fra at være en debat mellem tro og det, nogle tror (!) alene er naturalisme, ville vi formodentlig få en mere lyttende samtale. Så kunne vi diskutere det, det handler om: den ene tro over for den anden.
For selv på ateisternes hjemmebane – den naturalistiske – er de ubeviselige forudsætninger synlige: Al erfaring siger, at alt i verden har en årsag. Intet kommer af ingenting. Men hvis der ikke er en skaber, er selve universet opstået uden en årsag.
Og det kræver godt nok en stærk tro at forestille sig.
Jeg synes ikke, at ateister er tåber. Mine egne tvivlskampe har livet igennem kredset mere om ateisme end om agnosticisme – som jeg finder selvmodsigende – eller andre religioner, som jeg finder uden Jesu Kristi appel. For kun han viser os et guddommeligt indgreb i verden, hvor Gud på vores vegne sprænger døden og meningsløsheden. For at male med bred pensel: De andre religionsstiftere giver os bare instruktioner i, hvordan vi selv kan gøre det.
Et af hovedproblemerne med ateismen ligger et andet sted: Der er store dele af den menneskelige tilværelse, den ikke har sprog for.
Nemlig det, der gør dette liv værd at leve.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye