Prøv avisen
Debat

Ateister tvivler også, men vi stiller spørgsmål i stedet for at gætte

"Vi har hverken den danske stat eller Dubai i ryggen til at promovere vores budskaber. Men vi har ret. Det er vores fordel," skriver Anders Stjernholm. Arkivfoto.

Når gamle mænd fortæller om Jesus eller Mohammed og gætter på, at disse to mænd var i kontakt med guder for mange hundrede år siden, så påpeger vi, at det er et gæt. Et klokkerent - og tilmed temmelig dårligt - gæt, skriver Anders Stjernholm

Poul Joachim Stender har endnu en gang påmonteret sig sølvpapirshatten og smidt fingrene i tastaturet for at smide anklager og gætværk i hovedet på Ateistisk Selskab og læserne af Kristeligt Dagblad.

Han er godt træt af, at ateister i Danmark ikke holder deres meninger for sig selv, men at nogle af os – som var vi præster – fortæller vores medmennesker om vores verdensopfattelse: den gudeløse. Og det standpunkt er stadig svært at begribe for Poul Joachim Stender, som skriver: ”Godt nok er det meget pralende at påstå, at man ikke tror på Gud. Det må være hamrende svært at fraskrive sig noget så vigtigt.”

Lad mig forklare ateisternes tonefald lidt nøjere: For nogle af os er det nemt, fordi vi ikke er blevet opdraget med en bestemt verdenskonstruktion. Der er noget mere i verden end det, vi kan se –men vi er ikke blevet fortalt ét bestemt gæt, som vi er blevet presset til at acceptere. Derfor er det nemt for os som voksne at forstå, at der ikke bliver noget efterliv, og at der nok ikke er en usynlig storebror, der holder øje med os.

Andre er ikke så heldige. De er blevet flasket op med opfattelsen, at storebror holder øje og passer på, eller at der kommer noget endnu bedre, når de dør. Og når sådan nogle ting bliver tillært, mens kraniet er blødt og sindet ukritisk, så holder det ved længe. For disse mennesker er tvivlsprocessen og vejen mod en ateistisk eller mere agnostisk erkendelse hård og ubehagelig.

Så når vi taler om vores manglende tro, er det nogle gange med en slet skjult stolthed. For nogle handler det om en gigantisk personlig sejr mod en indre dæmon – og ganske ofte social kontrol i større eller mindre omfang. Kom ikke her og tal om tvivl, Poul Joachim Stender – disse mennesker ved mere om tvivl, end du kan begribe.

Poul Joachim Stender taler om stærke pengebagmænd, der finansierer vores kampagner. Ateistisk Selskab har cirka 150.000 kroner om året at gøre godt med – fordi vi har cirka 600 medlemmer, der betaler 240 kroner for at være det. Jeg sender gerne regnskabet.

Vi har hverken den danske stat eller Dubai i ryggen til at promovere vores budskaber. Men vi har ret. Det er vores fordel. Når nogle gamle mænd fortæller om Jesus eller Muhammed og gætter på, at disse to mænd var i kontakt med guder for mange hundrede år siden, så påpeger vi, at det er et gæt. Et klokkerent – og tilmed temmelig dårligt – gæt. Derfor behøver vi ikke gentage vores budskaber fredag efter fredag eller søndag efter søndag. Virkeligheden behøver kun at blive forklaret én gang. Fantasier skal gentages.

Poul Joachim Stender forsøger sig til sidst med at sige, at vi mennesker ikke opfatter 96 procent af vores verden. Den er for os endnu ukendt. Og kristne forsøger – i modsætning til ateister – at forstå disse 96 procent. Det er ikke rigtigt. Vi ateister stræber også efter at forstå de 96 procent. Men vi begynder vores arbejde med spørgsmål – ikke gæt.

Anders Stjernholm er formand for Ateistisk Selskab