Ateister udstiller missionerende uselvstændighed

Ateistisk Selskab eksisterer kun i kraft af sin modstand mod religionen, skriver organist Philip Aggesen

Ateistisk Selskabs buskampagne udstiller et mere væsentligt problem i selskabets missionerende ateisme: at denne kun eksisterer i kraft af sin modstand mod religionen. Ateismen er derfor i sin missionerende form nøjagtig det, den kritiserer, skriver organist.
Ateistisk Selskabs buskampagne udstiller et mere væsentligt problem i selskabets missionerende ateisme: at denne kun eksisterer i kraft af sin modstand mod religionen. Ateismen er derfor i sin missionerende form nøjagtig det, den kritiserer, skriver organist. Foto: Ateistisk Selskab.

ATEISTISK SELSKAB lancerer for tiden en kampagne mod religion og folkekirken i særdeleshed. På busser opfordres borgeren til at bevidstgøre sig om sin egen religiøsitet og spørge sig selv, hvorfor han eller hun tror på Gud.

Spørgsmålet lyder måske unødigt simpelt, men det skal forstås fundamentalt, idet udsagnet i dets nedladende præmis om borgerens intellektuelle uselvstændighed antager, at folk ikke bevidstgør sig om deres medlemskab til den danske folkekirke.

For det er i høj grad et angreb mod den danske folkekirke, selvom foreningens talsmand, Anders Stjernholm, forklæder kampagnen som en invitation til kritisk eftersyn over for alle religioner.

Med et par klik med musen tilbyder foreningen en skræddersyet brugsvejledning til udmeldelse af folkekirken, en kirkeskatsberegner, et billede af Anders Stjernholm, der rækker fuckfingre, samt et citat af Martin Luther. Og for en forening, hvis erklærede mål er at ”oplyse offentligheden om det ateistiske synspunkt og derved mindske fordommene imod ateister”, eksekverer de deres egen strategi ganske tvivlsomt. For som de på deres hjemmeside underlødigt og provokerende noterer: ”Det er rart at have en usynlig ven, der altid passer på dig.”

Kampagnen udstiller imidlertid et mere væsentligt problem i selskabets missionerende ateisme: at denne kun eksisterer i kraft af sin modstand mod religionen. Ateismen er derfor i sin missionerende form nøjagtig det, den kritiserer, og det budskab, der kun lever i kraft af sin modsætning uden sin egen fortælling, er i sin grundstruktur uopbyggeligt uselvstændigt.

Derfor burde Ateistisk Selskab droppe surheden og glæde sig over folkekirken, da den er deres eksistensberettigelse.

Den danske folkekirke kan overfladisk set synes unyttig for samfundet, da den hverken skaber tydelige produkter eller generere penge. Men folkekirkens styrke ligger derimod i det immaterielle. Set i en historisk kontekst er kirken fundamentet, som vores etiske og juridiske system udspringer fra. Troen på, at alle menneskeliv er værdifulde, at alle er skabt lige, respekten for og beskyttelsen af det enkelte menneskes rettigheder og friheder.

Det er i det kristne arvegods vi finder centrale livsbegreber såsom nåde, næstekærlighed og tilgivelse for menneskets fejlbarlighed. Set i en værdimæssig kontekst er folkekirken et stærkt usynligt værdifællesskab i vores samfund.

Danskerne møder kirken i menneskelivets centrale øjeblikke, og selvom mange danskere ikke har et ugentligt og månedligt behov for at gå i kirke, så værdsættes folkekirken, når man har brug for den.

Unge, der i 1970’erne kørte rundt på scootere og ikke skænkede kirken en tanke, kan i 2016 være trofaste kirkegængere. Fortvivl ikke hvis unge ikke går i kirke. En del af dem ser vi på kirkebænkene 40 år senere. Set i en kulturel kontekst er folkekirken essentiel for vort samfund og selvforståelse.

Udbuddene dækker over foredragsaftener, koncerter, børne-, spire- og voksenkor, diakoni, babysalmesang, it-hjælp med mere, og kirkerne bidrager i høj grad til lokalsamfundets sammenhold og er uden tvivl et holdepunkt i livet for mange mennesker.

Ateistisk Selskab formår med deres kampagne at tale til modtagerens egoisme, når de fokuserer på kirkeskattens 0,88 procent. Samtidig glemmer de, at folkekirken er det element i samfundet, der formår at fastholde tilværelsen som noget, der rækker ud over en selv, hvilket taler til kirkens berettigelse som en fast grundsten for samfundets sammenhængskraft.

Philip Aggesen, Frederiksberg