Prøv avisen
Debat

Forfatter: Ateisterne har uoverstigelige fordomme

Anders Stjernholms fordomme er for uoverstigelige til, at han kan sige noget om Folkekirkens udmeldelser, mener forfatter. Foto: Miriam Dalsgaard/Polfoto

Kirken kan godt få en renæssance, som kommer bag på ikke blot præsterne, men også Ateistisk Selskab, skriver forfatter Anders Kjærsig

Superateisten Anders Stjernholm skrev et debatindlæg i Kristeligt Dagblad i går den 15. november med overskriften ”Ønsketænkning om fald i udmeldelser”. Heri kommenterede Stjernholm forskellige undersøgelser, der viser, at udmeldelserne af folkekirken så småt er stagneret. Det mener Stjernholm ikke. Han drømmer ligefrem om, at 2017 bliver værre – bedre – end 2016. Med andre ord: Udmeldelserne forsætter i en lind og stigende strøm. Hvor han ved det fra, er der ingen, som ved. Det er rent gætværk. Men lad ham om det.

Nu er udmeldelserne ikke Ateistisk Selskabs skyld. Det skal slås fast. Heller ikke deres kampagne. Den ros skal de ikke have. De skubber blot til en sten, der i forvejen er i gang med at rulle.

Udmeldelserne skyldes andre faktorer: den almene fremmedgjorthed over for kirken og dens ritualer; den sproglige armod, hvor tunge tekster og salmer ikke er salonfæhig i en kultur, der lever af overskrifter og sensationer; hele det digitale verdenskort, hvor man ikke nødvendigvis er i kontakt med det reelle sogn, man bor i.

Udmeldelserne skyldes også, at det er lettere at melde sig ud end før; det multireligiøse samfund, hvor livsanskuelser og konfessioner er varer og ikke traditionslag; at vi ikke længere lever i et organisk samfund, men i et traktatsystem, hvor man hele tiden skal vælge sine positioner; at mennesket ikke længere betragtes som et individ, men som et situid, der som en kamæleon ændrer sin identitet efter tidens strømninger;

En yderligere årsag til de mange udmeldelser er nypositivismens hærgen på universiteterne, og deres evige forestilling om videnskabelig evidens trykker og devaluerer de humanvidenskabelige tænkemåder – det gælder ikke kun for teologi; og endelig den hastighed, der er blevet vores dagligdag og står som en uoverstigelig kontrast til kirkens langsomhed.

Alle disse faktorer, og der kunne nok nævnes flere, er med til, at forholdet mellem folk og kirke vrides. De mister en naturlig kontakt til hinanden. Det er ikke en skilsmisse, men en langsom separation, hvor man stille og roligt vokser fra hinanden.

Det har som sagt intet med Ateistisk Selskab at gøre. De er blot en flok mørkemænd, der selv er en del af markedet for livsanskuelser, og hæver sig på ingen måder op over kirken. De er med andre ord underlagt de samme mekanismer og er i forhold til andre ”religiøse” retninger en minoritet.

Man kan nu spørge: Fortsætter denne separation, eller sker der et brud, som forskyder og ændrer dette billede? Hvis det generelle paradigme ændrer sig, så vil kirken mærke en stigning i indmeldelser. Bytter man rundt på de forskellige faktorer, så humanvidenskaberne igen kommer i centrum, mennesket begynder at blive bevidst om sognegrænser og tilhørsforhold, man får sensationer og overskrifter galt i halsen og vil til at læse bøger og synge salmer, ja, så ændrer det sig.

Om det sker, er der ingen, som ved. Hvornår det sker, hvis det sker, ved vi heller ikke. Men vi ved dog, at paradigmer skifter, og nye tankeformer, der ofte er gamle, kommer til. På den måde kan kirken godt få en renæssance, som kommer bag på ikke blot præsterne, men også Ateistisk Selskab.

Hvem ved, måske melder de sig ind næste år, som meldte sig ud i år. Anders Stjernholm aner intet om det. Der er hans fordomme uoverstigelige.

Anders Kjærsig er forfatter og debattør.