DET KAN VÆRE interessant at kigge over til ateisterne og se de nye trends i deres stolte lejr af ren fornuft og høj selvtillid. Det viser sig for eksempel, at man derinde kan anklage hinanden for religionsmisundelse. Det lyder jo ikke rart.
Vi har hørt om, at lejren alligevel går og savner nogle ritualer for livets store overgange. Også danske ateistforbund har lagt hovederne i blød og udtænkt udvandede og komiske erstatnings-ritualer for ateistisk dåb, vielse og begravelse.
En af verdens ældste ateistiske foreninger er den engelske Rationalist Association, oprettet 1889. I deres tidsskrift The Rationalist skriver ateisten Jonathan Rée, filosof og historiker, om problemer med at få lov at mindes afdøde meget urokkelige fritænkere. Der har nemlig fundet et generationsskifte sted, kan man forstå. En ny følsomhed pibler frem i lejren, en fornemmelse af savn og tomhed efter afskeden, som ville få de benhårde ateistiske fædre til at vende sig i den grav, de ofte slet ikke har.
Denne ærværdige gamle organisation har jo kendt nogle generationer af dem, og de var tilsyneladende nogle helvedes karle, kan man forstå på Rée. De var stejlt afvisende over for ethvert ritual ved deres bortgang. Døden er jo det naturligste af alt, lød det, og Rée opsummerer deres rå kynisme:
Vi er i virkeligheden kun en art dyr, og når tiden er inde, bør du skænke min krop til videnskaben eller brænde den og bruge den som gødning; eller hvorfor ikke spise den, hvis du er sulten, eller fodre svinene med den?.
Ingen penge skulle spildes på kiste, blomster og begravelse: Hvad er det andet end rester af morbid overtro, som vi burde have overvundet for hundreder af år siden?. Heller ingen gravsten, tak, lad mindet om, hvem jeg var, dø sammen med mig. Sådan lød det fra forrige generations fritænkere ifølge Jonathan Rée, der selv er 64 år.
DE NULEVENDE, der ligesom ham kan prale med ateistiske forældre foreningens elite, forstår man holder ikke halen lige så højt. Rée må indrømme, at andengenerationsateister faktisk er yderst beklemte, når de skal efterkomme sådanne brutale instruktioner.
LÆS OGSÅ: Dreng vil ikke tjene Gud: Britiske spejdere afviser 11-årig ateist
Forbud mod klage og krav om glemsel vil ikke have megen effekt, når vi er helt slået i gulvet af sorg når lykke er den sidste ting, vi ønsker, når vi finder os selv dvælende i anger og minder og ikke lader os trøste. Deraf kommer et af de mest iøjnefaldende elementer i rationalismens forandring de seneste tiår: opkomsten af en spirende serviceindustri, der leverer ydelser til sekularister, som holder humanistiske begravelser, for at udfylde et rituelt tomrum, tidligere generationer ikke ville have anerkendt.
Det er ikke nemt, når kækheden brister. Rée spekulerer lidt over, hvad årsagen dog kan være til den nye hedenske blødhed.
Forfaldet i den benhårde rationalisme over for tab kan være del af en global social trend hen imod snøftende sentimentalitet og offentlig udstilling af sorg: prinsesse Diana og alt det. Men der kunne også være noget mere alvorligt bag: en mistanke om, at den karske holdning til døden, som de helt hårde ateister gik ind for, har en forfærdelig lighed med de holdninger, som ligger bag det 20. århundredes store politiske forbrydelser Hiroshima og Nagasaki, to verdenskriges massedrab, millionerne, som blev fejet bort som hindringer for fremskridtet i Sovjetunionen og Kina, og selvfølgelig de nazistiske udryddelseslejre.
DET, SOM ISÆR GØR ONDT ved at høre skæbnefortællinger fra holocaust, er nemlig den anonyme beregning, som lod ofrene forsvinde i intet. Måske er jeg sentimental, bekender Rée. Eller værre endnu: Måske vil mine medateister anklage mig for religionsmisundelse. Ikke desto mindre synes han, det er forfærdeligt, at mennesker skal forsvinde, uden der sættes et minde.
Efter denne bekendelse springer Rée over til en lang redegørelse for kristne begravelsesskikke op gennem historien. Ikke til inspiration, sært nok; det er seks siders syrlighed over teologernes modsigelser og de bestandigt skiftende ritualer. Han tillader sig også oplagte fejl, som når det hedder, at det for protestanter aldrig har været nødvendigt med begravelsesceremonier. Det sørgede den militante Luther for.
Forfatteren har vist trængt til at stive sig af oven på sit svækkelsesanfald og levere en spændstig øvelse i religions-satire, så vennerne ikke mistænker ham for religionsmisundelse. Det er nu ellers især hans syrlighed, der har den tone.
Anders Raahauge er kulturjournalist