EN GRUPPE ATEISTER kan nu blive begravet på Aarhus Vestre kirkegård. Et flot eksempel på, at tolerance også er tolerance over for den intolerante. Jeg er sikker på, at Grundtvig ville være stolt over den tanke, der ligger bag.
Men jeg har med stor inter- esse ledt efter en beskrivelse af, hvad det vil sige, at der ikke må være religiøse symboler på gravpladsen. Det er desværre ikke lykkedes mig.
Må jeg i tolerancens navn udtrykke et håb om, at det ikke vil blive taget alt for bogstaveligt at forbyde religiøse symboler på gravpladser. Det vil let kunne skabe problemer for de ateister, der intetanende og uforskyldt anbringer symboler på for eksempel deres interesser.
Her tænker jeg særligt på fiskeri- og sejlsportinteresserede ateister, som vil være udelukket fra at have symboler på deres interesse på en eventuel gravplads. Skibe betragtes som symbol på den kristne kirke. Et anker er et kristent symbol for håb, og fisken bruges i kristen sammenhæng som symbol på Jesus.
Men også mennesker, der ønsker at udtrykke kærlighed til afdøde gennem påsættelsen af et hjerte, vil være udelukket fra det, da hjertet i kristen sammenhæng er symbolet på gudsforholdet. Fredsduen, som nogle veteraner måske kunne ønske sig, vil også skabe problemer, da den også er symbol på Helligånden.
Så er der selve udsmykningen af gravstedet, hvor i hvert fald ateistiske rose-entusiaster får problemer, da rosen symboliserer Jomfru Maria og derfor naturligvis ikke må bruges på en gravplads uden religiøse symboler. Et mindre problem er det nok alt andet lige med påskeliljen, da den jo kun blomstrer en meget begrænset del af året. Men den skal naturligvis heller ikke være der, da den med Grundtvig er blevet symbol på Jesus. Og så har jeg slet ikke inddraget de mange symboler, som alverdens andre små og store religioner betragter som et symbol på et eller andet religiøst.
Der er en grund til, at det er lettere at definere gravpladser til mennesker af forskellig tro, hvor rammerne defineres positivt. Hvis rammerne for en gravplads skal defineres negativt som en modsætning til noget andet, risikerer det i sidste ende at have den konsekvens, at man i tilfælde af, at der skulle opstå nye trosretninger, skal til at definere en negation som ny regel for en eksisterende kirkegård.
Alene derfor kunne man fristes til at spørge, om vi ikke skulle fokusere kræfterne på at sikre begravelsespladser til alle former for troende? Og dertil fastholde, at vi heldigvis har et antal kommunale gravpladser rundtom i landet, hvor der trods vores kristne arv er plads til, at mennesker kan stedes til hvile uden kristne symboler på deres gravplads, hvis det er, hvad der passer den enkelte bedst. På den måde undgår vi en lang og uhensigtsmæssig negativliste for symboler på gravsteder.
Charlotte Dyremose er medlem af Folkektinget for De Konservative