I dag markerer vi 71-året for Auschwitz-lejrens befrielse. Og der vil måske være dem, som sukker dybt og tænker, om vi da ikke skal se at komme videre fra al denne snak om antisemitisme. Er det virkelig så påtrængende en snak at blive ved med at tage?
Ja, det er det. Her følger tre argumenter: Flere flygtninge kommer til Danmark. Her i avisen kunne man for ikke så mange dage siden læse om, hvordan de danske jøder er bekymrede over den øgede mængde af flygtninge, som kommer til landet. Om bekymringen er substantiel, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men sikkert er det, at størstedelen af de mennesker, som kommer hertil, er fra arabiske lande. Ikke alle er muslimer, men hovedparten er. Selvom alle muslimer ikke er antisemitter, er der alligevel en væsentlig sammenhæng mellem de to. Særligt når man ser på det, man kan kalde for den nye antisemitisme, hvor hadet til jøder i vid udstrækning er kædet sammen med konflikten mellem Israel og Palæstina.
Det er der tydelige tegn på for dem, som forsker i antisemitisme. Kommer man til Danmark som flygtning, bærer man naturligvis en del af sin kultur med sig - også den del af sin kultur, som indebærer et had til Israel og til jøder. Fordi sådan er man opdraget, og sådan har kulturen været.
Som samfund må vi altså være bevidste om at hjælpe vores nye medborgere til en ny forståelse af en anden gruppe af deres medborgere, for naturligvis skal jøder og muslimer kunne bo side om side i Danmark - også selvom de ikke kan det andre steder i verden.
Reformationsjubilæet beskæftiger sig også ganske naturligt med Luther og meget af hans teologi. I nærværende avis har der også været diskussion om, hvorvidt reformatorens holdning til det jødiske folk skulle være genstand for nærmere granskning.
Personligt har jeg aldrig fået læst Luthers skrift ”Om jøderne og deres løgne”. Når det alligevel er værd at trække frem, er det, fordi det kan være med til at kaste et lys over noget af den antisemitisme, som den kristne kirke har været ansvarlig for op gennem tiden.
For selvom muslimerne i disse tider tildeles en del af skylden for den udbredte antisemitisme, så har den kristne kirke altså intet - absolut intet - at udsætte på muslimerne i denne sammenhæng.
Derudover kan det også bidrage til hele diskussionen om, hvorvidt den kristne kirkes ansvar for for eksempel holocaust også må have den konsekvens, at kirken tier med evangeliet over for det jødiske folk. Om vi har mistet vores taleret på grund af vores ugerninger. Det har vi naturligvis ikke, men diskussionen kan tages - også i denne sammenhæng.
Sociale medier spiller i stigende grad en større og større rolle i vores daglige interaktioner og har i vid udstrækning erstattet ansigt til ansigt-interaktionen. Det har vist sig problematisk i forhold til alt lige fra mobning til spredningen af mere hadske ideologier som for eksempel antisemitisme. Løsningen på dette problem er ikke censur, men kræver en indsats fra en bred vifte af både politikere, interesseorganisationer og civilsamfund.
Det var tre argumenter - hvis altså en mindeplade i bronze ved indgangen til synagogen i Krystalgade ikke er nok. Den skal minde os om Dan Uzan, som blev dræbt i februar sidste år. Ikke fordi han selv havde opsøgt en farlig situation, men fordi han var jøde. Kun derfor.
Og derfor er dagen i dag værd at markere. Fordi verden ikke blev befriet for antisemitisme, da Auschwitz' fanger blev det. Fordi holocaust har efterladt et ar over Europa, som vi ikke skal pille unødigt i, men som skal minde os om den ondskab, som ligger latent i os alle.
Arne Pedersen er kommunikationssekretær i Israelsmissionen