I SKRIVENDE STUND, mandag den 27. januar, er det Auschwitz-dag, og i år er det så 75 år siden, at de sovjetiske tropper rykkede ind i den berygtede udryddelseslejr netop på denne dag.
Det er samtidig den officielle mindedag for holocaust i Danmark, og det er da også blevet behørigt markeret i medierne.
Af gode grunde tynder det efterhånden ud blandt de overlevende, men deres vidnesbyrd har særlig vægt og kan heldigvis bevares for eftertiden.
Det gjorde også indtryk at se transmissionerne fra Jerusalem, hvor stats- og regeringschefer var samlet i den forgangne uge for at mindes den massive udåd og ære ofrene. Den israelske præsident, Reuven Rivlin, holdt tale ved en officiel middag og sagde blandt andet:
”Denne aften, mens vi mindes ofrene fra holocaust i Anden Verdenskrig, markerer vi også sejren for menneskelig frihed og værdighed.”
Det sidste er nok værd at fastholde. Auschwitz sejrede ikke. Det er ikke bødlerne, som æres. Tyskland vandt ikke krigen, og massemyrderiet er ikke blevet fejet ind under gulvtæppet. De ansvarlige regnes for skræmmeeksempler på menneskelig fordærv, og den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, betonede i sin tale:
”75 år efter befrielsen af Auschwitz står jeg her foran jer alle som Tysklands præsident: Jeg står her tynget af den tunge historiske byrde af skyld.”
Kunne man forestille sig hans tyrkiske kollega, præsident Recep Tayyip Erdogan, sige det samme i anledning af det armenske folkedrab? Nej, naturligvis ikke, for det er Tyrkiets officielle holdning, at der ikke var noget folkedrab på armenierne.
Skal et land virkelig tabe en krig så eftertrykkeligt, som Tyskland gjorde det, før man vedgår historisk skyld og folkedrab? Det var en tanke, som meldte sig, mens den tyske Frank-Walter Steinmeier holdt sin tale.
DET HISTORISKE FORLØB omkring Auschwitz burde også give pacifister grund til visse anfægtelser. Auschwitz fik ende, fordi tyskerne blev slået på slagmarken, ikke fordi der var nogle, som gik fredsmarcher og tændte lys.
Som den fynske biskop, Vincent Lind, som selv var indsat i koncentrationslejren Neuengamme, engang sagde det: ”Fred er denne hårde sag: knækket vold.” Det er vise ord fra den fynske biskob, og så er det værd at huske, at der stadig er lande som Iran, hvor man kan blive valgt som præsident, selvom man er holocaustbenægter.
Fronten mod folkedrab fremstod massiv og fasttømret til mindehøjtideligheden i Jerusalem, men der er betydelige sprækker i den globale anstændighed.
Det er heldigvis let for de fleste at fordømme Auschwitz og holocaust, men måske skulle man på Auschwitz-dagen slå et smut forbi den jødiske synagoge og studere graden af sikkerhed.
Det er sandelig et fremskridt, at myndighederne beskytter jøder frem for at forfølge dem, men hvis det er særligt farligt at være jøde, så er ånden fra Auschwitz ikke død. Lejren er lukket, jødehadet lever.
Jesper Bacher er sognepræst.