I en kronik skriver børnepsykolog Lars Rasborg, at vi forældre på linje med samfundet ikke tager vores børn som følende væsener seriøst, hvorved mistrivslen skabes.
Det, han beskriver som værende neurodiversitet, er rent faktisk en anderledeshed i hjernens funktion, som for autister bevirker, at man sanser, tænker og oplever verden markant anderledes, end andre gør. At autister ikke kan undgå at bemærke og dvæle ved detaljen, betone samtlige ord i en sætning som de vigtigste, men typisk oplever ophold i solens stråler og vindens uforudsigelige leg med håret som energifortærende aktiviteter – mens andre mennesker måske blot misser lidt med øjnene og upåvirket skynder sig videre i en travl hverdag.
Desuden må jeg understrege, at Lars Rasborg tager fejl, når han skriver, at autister dæmper deres autisme med medicin. Den findes nemlig ikke – heldigvis!
Lars Rasborg skriver, at "vi opsøger psykiatriske diagnoser, som navngiver de symptomer eller den neurodiversitet, der forstyrrer en velsmurt funktion". Men den neurodiversitet, som diagnosesystemet kategoriserer som autisme, forstyrrer ikke den “velsmurte funktion”. Autister er den diversitet og lever livet som den mangfoldige del af menneskeheden, der stikker ureglementeret ud fra den samfundsramme, flertallet har bestemt. De symptomer, Lars Rasborg i sin kronik omtaler som værende tegn på en negligeret psyke, er i virkeligheden tegn på de følgelidelser, autister har pådraget sig i forsøget på at klare sig i en verden tilpasset en anden slags funktion. En verden, der stiller krav tilpasset neurotypiske hjerner – de hjerner, der er flest af.
Autister springer fra isflage til isflage i forsøget på at undgå at glide ned i det mørke, kolde vand, hvor man går under for evigt og bliver usynlig for alle dem, der formår at hænge i – omend nogle kun med det yderste af neglene.
Som neurodivergent menneske sætter man af med lukkede øjne og spænder alle kroppens muskler i forsøget på at klare springet til den næste arena, hvor man endnu en gang falder igennem – hvorfor man alt for ofte fravælges til fordel for en af de mere typiske og derfor mere genkendelige udgaver af et menneske. Symptomer på angst hos mennesker med autisme skyldes typisk stress og overbelastning. Symptomer på depression skyldes håbløshed, som kan lede til selvmordstanker.
Vi lytter ikke til vores autistiske børn for at give dem "medløb", som Lars Rasborg beskriver som et træk ved moderne børneopdragelse. Vi lytter til vores børn, fordi vi tager dem alvorligt. Vi lytter, fordi vi ved, at ondt i maven helt klassisk er synonym med alle de symptomer, kroppen oplever ved mistrivsel, men som er så svære at sætte ord på, når hjernen er autistisk. Vi lytter, fordi vi ved, at regningen for at overhøre symptomerne er højere, end vi kan betale. Vi lytter, fordi selvskade, spiseforstyrrelser og selvmord er for dyrt for vores børn – og for dyrt for samfundet.
Når samfundet svigter et barn, er vi forældre nødt til at reagere ansvarligt. Hvem skulle ellers? Vi gør det af respekt for, at barnet gerne vil, men ikke kan honorere de krav, der stilles – fordi kravene er stillet på baggrund af en forståelse af flertallets hjerner.
Når børn oplever sig mødt og forstået som de mennesker, de er, vokser de og bliver i stand til at møde verden. Uden håndholdte psykologforløb eller medicin, men derimod stærke i overbevisningen om, at deres liv er noget værd. At de som et autistisk menneske har noget værdifuldt at byde på og dele ud af.
Det er psyken, der vokser sig stærk, når vi giver de rette betingelser. De betingelser der passer til det menneske, vi står overfor, vel at mærke.
Psyken er mangfoldig og kræver en mangfoldighed af input for at kunne præstere effektivt – og være fundamentet for gode liv fyldt med tanker og uplanlagte idéer, som skal bringe os videre som menneskehed.
Karina Bundgaard er næstformand for Autismeforeningen og formand for Foreningen Stop Skolemistrivsel.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.