ARTIKLEN I KRISTELIGT DAGBLAD den 26. april om foreningen 7Livs forslag om, at alle automatisk bliver organdonorer, når de fylder 18 år, med retten til at framelde sig registret, men med den konsekvens, at man i så tilfælde kommer bagest i køen, hvis man en dag selv får brug for et nyt organ, har skabt både politisk og mediemæssig debat.
I den forbindelse ønsker vi at imødegå nogle kritikpunkter og præcisere vores forslag.
En helt grundlæggende forudsætning for vores argumentation er, at organer er et gode, som kun kan være til rådighed, såfremt der er personer, som er villige til at donere deres organer. Derfor holder modargumentet mod vores argumentation ud fra ”skattebilletten” ikke vand. For uanset hvor lidt eller meget man gennem sin skattebillet bidrager til finansieringen af vort sundhedsvæsen, øger dette ikke antallet af donororganer.
Med andre ord er der tale om goder, der kun kan tilvejebringes gennem en social aktivitet. Det i artiklen fremførte argument for vores forslag bygger på et princip om fair play: At hvis man ønsker eller tilstræber at få del i disse goder, så pådrager man sig en forpligtelse til selv at bære nogle af de byrder, der kan være forbundet med, at disse goder overhovedet kan være til rådighed – i dette tilfælde i givet fald selv at være organdonor. I modsat fald er man en free-rider – en person, der kører på fribillet.
Et sådant princip om fair play er formuleret af det 20. århundredes nok mest betydningsfulde politiske filosof, John Rawls, i artiklen ”Justice as Fairness” og i hovedværket ”A Theory of Justice”. Og argumentationen mod free-riders i spørgsmålet om organdonation fremførte jeg med udgangspunkt i nævnte princip allerede i 1990 i en artikel i Ugeskrift for læger, en artikel, der i let revideret form desuden findes i ”Giv mig dit hjerte”.
Desuden har spørgsmålet om bloddonation været bragt på banen, hvor det ikke er en betingelse for at modtage blod, at man selv er bloddonor. Med hensyn til organdonationer er forskellen naturligvis, at der ikke er mangel på blod, men derimod på livsvigtige organer, hvor folk dør på ventelisterne. Og hvis der en dag ikke skulle være mangel på organer, så ville der ingen ventelister være, og følgelig skulle ingen bagest i køen.
Et andet modargument, der ofte fremføres fra politikerside, er, at hvis man ved sit 18. år automatisk bliver organdoner, så ejer staten vores organer. Men eftersom man jo selv kan bestemme, om man vil være organdonor og framelde sig donorregistret, holder dette modargument ligeledes ikke vand. Det kunne man jo ikke, hvis staten ejede vores organer.
I debatten forekommer også følgende misforståelse af vores forslag i forbindelse med den nuværende ordning, hvor man aktivt skal tilmelde sig donorregistret for at blive organdonor: At man skal melde sig til for at komme forrest i køen eller ikke bagest. Eftersom vores forslag går på aktivt fravalg, er dette ikke tilfældet.
Og dette er ikke blot en strid om ord af følgende grunde: Opinionsmålinger viser, at danskerne har stor villighed til at være organdonorer, men bare ikke får sig meldt til. Under denne forudsætning ville en ordning, der kræver aktiv tilmelding, indebære, at disse personer kom bagest i køen, hvilket er helt urimeligt.
Derimod, hvis en person virkelig er modstander af at blive organdonor, må man formode, at vedkommende melder sig fra. Der er med andre ord tale om en væsentlig moralsk relevant forskel.
Så har spørgsmålet været rejst om personer, der af religiøse eller etiske grunde fravælger at være organdonor, skal bagest i køen? Imidlertid forekommer det som en oplagt selvmodsigelse, hvis man samtidig ud fra sådanne grunde ville ønske selv at modtage et organ fra et hjernedødt menneske.
Apropos religiøse grunde, så var afdøde biskop Jan Lindhardt enig med mig i, at man bør være organdonor, men af andre grunde – ud fra det kristne næstekærlighedsbud. Som han prægnant formulerede det (citeret efter hukommelsen): ”Det er da fedtet at ville have sine organer med sig i graven”.
Endelig er der påstanden om, at det bliver de svageste, der med vores forslag kommer bagest i køen, nemlig de personer, der på grund af sygdom eller af andre grunde ikke er i stand til at være organdonerer, men har et livsvigtigt behov for et nyt organ.
Her er der blot at minde om den moralfilosofiske pointe, at et bør forudsætter et kan. Selvfølgelig bør man ikke gøre noget, som man umuligt kan.
Apropos denne gruppe er det netop disse svage patienter, der bliver ladt i stikken af de personer, der kan være organdonorer, men afslår at blive dette. For jo flere, der framelder sig donorregistret, desto færre organer vil der være til rådighed. Så netop et solidaritetshensyn til denne gruppe af patienter taler for, at man ikke framelder sig donorregistret.
Peter J. Hancke Rossel lektor emeritus, institut for folkesundhedsvidenskab og bestyrelsesmedlem i organdonorforeningen 7Liv