Carlsen: Ayn Rand hader alt, der smager af fællesskab

December måneds mest ophedede debat fortsætter: Højskoleforstander Jørgen Carlsen skriver i dag, at den amerikanske ideolog Ayn Rand er et paradeeksempel på, at statskritikken kan kamme over og blive skinger og - ja, idiotisk

Ayn Rands politiske utopi går ud på et samfund, der er så godt som støvsuget for statslige magtinstanser. Hun er ganske enkelt allergisk over for statslige institutioner - ganske specielt hele den omfordeling af den samfundsskabte rigdom, som kendetegner velfærdsstaten, skriver højskoleforstander Jørgen Carlsen.
Ayn Rands politiske utopi går ud på et samfund, der er så godt som støvsuget for statslige magtinstanser. Hun er ganske enkelt allergisk over for statslige institutioner - ganske specielt hele den omfordeling af den samfundsskabte rigdom, som kendetegner velfærdsstaten, skriver højskoleforstander Jørgen Carlsen. Foto: Kåre Viemose/Scanpix.

Aristoteles definerede mennesket som et samfundsdyr (zoon politikon).

Et menneske, der lever uden for samfundsfællesskabet, er ikke et rigtigt menneske. Enten er det en gud - eller også er det et simpelt dyr. At være eneboer er en abnorm menneskelig tilstand. Det græske ord for eneboer er ganske enkelt ”idiot”. Derfor var den strengeste straf næst efter dødsstraffen landsforvisning.

Mennesket har for de gamle grækere kun mulighed for at realisere deres menneskelighed i et fællesskab med andre mennesker - altså i et samfund.

Denne samfundsopfattelse danner grundlag for hele den vesterlandske civilisation. Et samfund er bygget op af en række normer, love og regler - skrevne såvel som uskrevne.

Et demokrati er kendetegnet ved, at befolkningen er med til at bestemme samfundets indretning. I en sådan samfundsorden har den enkelte borger såvel rettigheder som pligter.

Hersker der lovløshed og anarki, falder samfundet fra hinanden. Derfor er ethvert samfund udstyret med magtmidler til at opretholde ro og orden og føre de vedtagne love ud i livet. Dette magtapparat kalder man for staten.

Naturligvis kan en statsmagt true den enkelte borgers frihed. Historien og også nutiden kan opvise utallige eksempler på totalitære og autoritære staters knægtelse af elementære menneskerettigheder.

Ja, det kan tilmed også ske i demokratiske lande. Derfor er det så vigtigt med en statskritik også i de frie samfund.

Det bærende element i denne statskritik er en fri og uafhængig presse samt borgernes ytringsfrihed og frie politiske meningsdannelse.

Men statskritikken kan også kamme over og blive skinger og - ja, idiotisk. Det er den amerikanske ideolog Ayn Rand et paradeeksempel på.

Hendes politiske utopi går ud på et samfund, der er så godt som støvsuget for statslige magtinstanser. Hun er ganske enkelt allergisk over for statslige institutioner - ganske specielt hele den omfordeling af den samfundsskabte rigdom, som kendetegner velfærdsstaten.

Hun hader ganske enkelt alt, hvad der smager af kollektivisme for slet ikke at sige socialisme eller kommunisme.

Mennesket har kun én borgerpligt, nemlig at klare sig selv. Mennesker, der ikke kan det, har hun kun hån og foragt tilovers for.

Næstekærlighed og omsorg for andre betegner hun som en ”dødelig gift!” Hun fører sig frem som ”kapitalismens ypperstepræstinde”.

Hvordan kan et menneske overhovedet nå så langt ud i sit syn på menneske og samfund?

Jeg tror, forklaringen skal hentes i Ayn Rands egen livshistorie. Hun bar i sig en såret sjæl, som frembragte et instinktivt had. Hun er født i 1905 i Sankt Petersborg, hvor faderen ejede et stort apotek.

Efter oktoberrevolutionen blev det konfiskeret af bolsjevikkerne, og familien flygtede til Krim. I 1927 emigrerede hun til USA, som for hende kom til at stå for frihedens paradis.

Det er menneskeligt meget forståeligt, at en 12-årig pige kan blive voldsomt traumatiseret af mødet med en rå og brutal statsmagt.

Og det traume har tilsyneladende fulgt hende livet igennem og givet anledning til et aggressivt had mod alt, der bare smager af samfund og fællesskab.

Ironisk nok kom hendes holdninger til at bære modermærkerne af den statslige brutalitet, hun oplevede som barn. Ayn Rand var nemlig i sit syn på menneske og samfund overordentlig brutal. Bare på en anden måde.

TV: I Deadline den 17. december kaldte Jørgen Carlsen Ayn Rands bog for "højrefløjsporno". Hør Christopher Arzrounis svar på den kommentar i klippet her: