Prøv avisen

Børn af alkoholikere håber på ny minister

Børn af alkoholikere har brug for professionel her og nu. Og det kan Manu Sareen (R) give, skriver debattør. - Foto: HECKLER Pierre/PHOTOPQR/LE REPUBLICAIN LORRAIN

Akut behov for hjælp, skriver landsleder af foreningen Tuba

Debatindlæg af Henrik Appel, landsleder af foreningen Tuba

Velkommen til Manu Sareen (R) som minister for den sociale verden og tillykke med hans forfremmelse til et spændende og vigtigt ministerium. Vi glæder os til at samarbejde med ham om initiativer, der kommer børn og unge fra familier med alkoholproblemer til gode.

Et område, der virkelig fortjener mere fokus, er muligheden for lettilgængelig hjælp for børn og unge fra familier med alkoholproblemer. Som voksen alkoholmisbruger har man en lovfæstet ret til at få hjælp inden for 14 dage, og selvom vi ved, at alkoholmisbrugerens børn bliver mindst lige så belastede som misbrugeren, er det vanvittigt svært at finde god og professionel hjælp. Det er ikke rimeligt, mener vi i Tuba. Derfor arbejder vi for en behandlingsgaranti for de unge, der har brug for hjælp.

TEMA: Alkohol

Tuba står for Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkoholmisbrugere. I 2013 har vi haft flere henvendelser end nogensinde, og alligevel er de 4000, vi hjælper om året via terapi, undervisning og onlinerådgivning en dråbe i havet af de 60.000 unge, som vi ved har akut brug for hjælp lige nu.
Vi kæmper hver dag for at udvide og finde nye terapipladser til de akut hjælpesøgende, men vi arbejder også for at opdyrke andre tilgange til at hjælpe. I kampen mod tabuerne er Tuba for eksempel for tiden ude ved fagprofessionelle i kommuner og på skoler for at holde oplæg for at klæde dem bedre på til at støtte børn og unge, hvis forældre drikker for meget.

På kurserne lærer vi folk, at det kun kræver en enkelt voksen at ændre et barns liv. Men Manu Sareen kan ene mand ændre tusindvis af børns liv ved at sikre dem ordentlig, lettilgængelig og professionel hjælp.

LÆS OGSÅ: Drukferie kan blive en glidebane

Vi ser frem til at arbejde sammen om en stabil løsning for de mange børn og unge, der har problemer med selvtilliden, depression, selvmordstanker og med at fastholde job og uddannelse, fordi de er vokset op i et hjem, hvor mor eller far har drukket for meget. Vi glæder os, og håber at Manu Sareens socialfaglige baggrund kommer de mange børn og unge til gode.

Henrik Appel er landsleder af foreningen Tuba