Prøv avisen

Børnefattigdom er et samfundsmæssigt problem

Den relative fattigdomsgrænse, som regeringen har vedtaget, angiver ikke en absolut levestandard, som vi ønsker for vores mest sårbare medborgere, skriver debattør

Vi skal føre en politik, der bekæmper børnefattigdom som det samfundsmæssige - og ikke individuelle - problem, det tydeligvis er, skriver formand for Børnesagens Fællesråd, Rene Skau Björnsson

DET KAN NATURLIGVIS undre, at antallet af fattige børn i Danmark jævnfør regeringens nye fattigdomsgrænse er så historisk lavt sammenholdt med, hvad nuværende regeringspartier sagde under valgkampen. Men vi har nu en officiel fattigdomsgrænse, som vi kan bruge konstruktivt ved at holde den op mod FNs Børnekonvention, som Danmark tiltrådte i 1991.

Hvad siger konventionen så om børns vilkår? Den siger primært, at alle børn skal have lige muligheder. Børn må ikke udsættes for forskelsbehandling på grund af deres forældres formueforhold, køn, race eller handicap. Børn skal have adgang til levestandard, der kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling.

Vigtigst af alt siger Børnekonventionen, at myndighederne til enhver tid skal gennemføre tiltag i videst muligt omfang med henblik på så hurtigt og effektivt som muligt at sikre ethvert barn en tilstrækkelig levestandard. Gør de danske myndigheder det?

DEN NYE fattigdomsgrænse regner først børn for fattige, når de har været fattige i tre år. Det virker ikke umiddelbart indlysende, at et barn kun kan anses for at leve i fattigdom, hvis barnet har levet tre år i træk i fattigdom. Hvis barnet for eksempel ikke har haft varmt vintertøj i to år og 11 måneder, anses det officielt ikke for fattigt. Vi ved, at selv korte perioder med fattigdom kan have store konsekvenser for børn psykologisk, følelsesmæssigt, helbredsmæssig, indlæringsmæssigt med videre.

Tre år er uhyre lang tid for et barn og først at sætte ind med tiltag efter denne årrække kan ikke siges at være så hurtigt og effektivt som muligt. På dette punkt agerer Danmark i modstrid med den Børnekonvention, som vi har tiltrådt.

Danmark er i Børnekonventionens forstand et velstillet land med en stor mængde af ressourcer til rådighed. Det kan være svært at tro på, når vi sidder med ansøgninger fra eneforsørgere, der ikke har råd til at købe for eksempel varmt vintertøj til deres børn. Behørigt dokumenteret med årsopgørelser fra SKAT støder vi gang på gang på familier med rådighedsbeløb på under 1500 kroner pr. måned. Når tilstanden har varet i halve eller hele år, opstår der problemer med at klare basale ting såsom indkøb af et nyt køleskab, når det gamle går i stykker. Så er det, vi ser, at forsikringer spares væk, tandlægebesøg spares væk, børns fritidsinteresser spares væk, og selv receptpligtig medicin spares væk.

DEN RELATIVE fattigdomsgrænse, som regeringen har vedtaget, angiver ikke en absolut levestandard, som vi ønsker for vores mest sårbare medborgere. Som det ser ud nu, er det ikke personens rådighedsbeløb i sig selv, der definerer fattigdom, men derimod personens indtægt i forhold til medianindkomsten i samfundet.

LÆS OGSÅ:
50.000 børn er ikke længere fattige

Vi ser derfor frem til, at fattigdomsgrænsen suppleres med nogle rådighedsbetragtninger, som tager højde for for eksempel høje boligudgifter. Det forekommer besynderligt, at de fattigste børnefamilier i Danmark ofte er henvist til at bo i de dyreste boliger, som de kun kan opretholde på grund af boligsikring.

LÆS OGSÅ:
Fire ud af ti er enige med Joachim B. Olsen: Ingen fattige i Danmark

Vores anbefalinger er, at regeringen vedtager en omfattende national handlingsplan til bekæmpelse af børnefattigdom. Vi anbefaler også, at den årlige redegørelse, der skal følge udviklingen i gruppen af fattige børn, skal laves af en uafhængig instans.

Vi ser frem til at få fjernet fokus fra diskussioner om, hvorvidt der overhovedet findes fattige børn, så vi kan føre en politik, der aktivt forsøger at bekæmpe børnefattigdom som det samfundsmæssige og ikke individuelle problem, det tydeligvis er.

I den forbindelse er det vigtigt at anerkende, at de 10.700 børn i Danmark, der officielt lever under fattigdomsgrænsen, ikke selv er i en position til at sikre de vilkår, som er nødvendige for deres udvikling.

Rene Skau Björnsson er formand for Børnesagens Fællesråd